Fish Hoek 2 - Der kommer altid en bølge mere
Fish Hoek er kendt for bølgerne. Men det er ikke nødvendigvis dem, man husker bedst. I anden del af Lars’ fortælling bevæger vi os ud på vandet blandt store swells, delfiner og nogle af verdens dygtigste surfskipadlere – og ser nærmere på, hvorfor så mange vender tilbage til netop dette sted år efter år.
Dette er anden del af Lars Zielkes møde med “Fish Hoek – Myten, menneskene og hverdagen i surfskiens mekka”. Har du ikke læst første del endnu, kan du finde den her.
Muligheder
Når man er i surfski-miljøet dernede, ses det hurtigt, hvor meget der handler om muligheder. Har man fri fra arbejde, eller er det weekend, holder folk hele tiden øje med forholdene.
Mange dage begynder med, at folk står og kigger ud over bugten, på vejret eller vejrudsigten på telefonen. Hvordan ser vinden ud lige nu? Bliver den bedre senere? Er det en Millers-dag? Snakken fortsætter måske nede ved klubben: “Er der plads på Winnies taxi klokken 14:30?”
Hvis vinden ikke er til downwind, finder folk måske på noget andet. En tur til Muizenberg for at surfe i bølgerne, nogle in-and-outs i brændingen foran klubben eller bare en tur rundt om pynten til Simons Town. Andre dage ændrer det hele sig hurtigt. Onsdag aften ser vejrudsigten pludselig perfekt ud næste morgen, og få timer senere står vi en gruppe klar ved solopgang for at padle omkring Cape Point.
Det første år vi var dernede, meldte vi os også spontant til Oceana Clifton Race, fordi vejret pludselig så rigtigt ud for os den weekend. Det er ikke altid jagten på den perfekte downwind hver gang, men glæden ved bare at komme på vandet.
Tillid til erfaring
På vej ned til klubben langs vandet kunne jeg mærke den stærke vind og sandet, som ramte hårdt ind i ansigtet. Forholdene var ret store den dag. Ved klubben møder jeg Kira. Vi har aftalt en Millers Run-session i S2. Jeg spørger lidt ind til, hvad sessionen byder på, og hun spørger ind til, hvad jeg gerne vil arbejde med ude på vandet: “Just going very fast, or learn some techniques.” Begge dele er fristende, og jeg ender med at vælge teknik.
På slipwayen ved Millers Point hiver vi S2-skien ned, og til min store overraskelse ser jeg, at det er en smal konkurrenceski. Jeg når kort at tænke: Er der sket en fejl? Det er vist uden for min liga, uanset om det er fladt vand eller stort. Ganske rigtigt. Da jeg sætter mig bagerst i den, begynder jeg hurtigt at tippe og har svært ved at holde balancen. Jeg får sagt til Kira: “Are you sure about this and my skills?” Hendes svar kommer prompte: “Don’t worry, I got you.”
De første 150 meter er rolige, men så kommer swells ind fra højre side. De ruller over klipperevet under vandet og rammer skien konstant. Kira forklarer, at vi skal gå dybt, længere ud end en normal start på en Millers og et pænt stykke ude forbi Roman Rock Lighthouse. Noget længere fra land, end jeg havde prøvet før.
Da vi kommer længere ud, bliver swells større, og vinden tager mærkbart til. Vi sætter skien i den rigtige retning og starter hårdt ud med et par gode runs. Hun forklarer, hvordan der vælges og linkes runs, spares energi og holdes bådfart. Jeg lytter intenst og forsøger at fange detaljerne, men det er svært at høre i den susende vind.

Et stykke østpå for Roman Rock Lighthouse ser vi pludselig, at alt vand, så langt øjet rækker, er dækket af små hvide skumtoppe. Vi råber begge: “Dolphins – look dolphins!” Vi stopper med at padle, og rundt om os ser vi delfiner overalt. Ikke et par hundrede, men tusindvis. De næste minutter kommer den ene bølge efter den anden af delfiner under os, forbi os, foran os, bag os. Midt i det hele holder Kira stadig styr på ski, bølger og retning.
Forbi Roman Rock begynder bølgerne at bygge bedre op mod Fish Hoek, og vi får nogle fantastiske lange runs. Ved indgangen til Fish Hoek-bugten stopper vi let op. Bølgerne er meget store lige der, med kraftige refleksbølger fra klippesiden. Kira skal lige finde en sikker vej gennem dem.
Vel inde på stranden pumper adrenalinen i kroppen, mens vi trækker skien op. Det gik op for mig, hvor meget forståelse for havet, forholdene og egne evner der findes i miljøet dernede. At en relativt ung padler kunne vurdere forholdene, tage ansvar og samtidig undervise midt i de forhold siger noget om miljøet. Det mest overraskende var næsten, hvor lidt dramatik der var i det. Forholdene var store, men håndteringen virkede rolig, metodisk og hverdagsagtig.
At komme tilbage
Ved tredje besøg i Fish Hoek var noget af det første, jeg lagde mærke til, at folk genkendte os. Kort efter ankomsten gik vi ned mod klubben, og allerede på parkeringspladsen blev vi mødt med “How nice to see you again Lars” og “How are you Lars”. Flere sagde også: “Let’s meet for a downwind.” Det føltes mere som at vende tilbage til et sted, hvor rytmen allerede fortsatte.
Noget ændrer sig også i måden, man er der på. Første gang bruger man meget energi på alle de nye indtryk. Tredje gang tænkte jeg mindre over omgivelserne og mere over menneskene, de gode minder og flowet omkring stedet. Ude på vandet havde jeg også mere overskud. Ikke kun til mig selv, men også til at følge mere med i gruppen. Hvordan går det med de andre? Var re-entry nem? Hvor er folk henne?
Man begynder automatisk at give lidt af de små praktiske ting videre, som man selv var usikker på første gang. Ting omkring klubben, Admore, Uber, restauranter og hvordan tingene fungerer omkring stedet. På græsset foran klubben kom et par unge padlere hen: “Nice to have you back, do we see you on the water later today?” Der gik kun få øjeblikke, før man faldt ind i rytmen igen.
Det eksotiske ved stedet forsvandt også overraskende hurtigt. Alt var stadig lige flot, men jeg tænkte mere praktisk nu. Hvornår skal vi på vandet? Hvordan ser vinden ud senere? Er der plads i Millers Taxi? Mange af de små rutiner begyndte bare at ske automatisk. Vand, indkøb, leash, spænde skien korrekt på traileren. Små ritualer, som jeg ikke tænker over længere.
Hvad er det så?
Når jeg sidder foran klubben efter en downwind, bemærker jeg, hvordan folk kommer og går. Nogle tager hurtigt hjem efter de kort hilser på. Andre sidder og taler sammen over en øl eller vand. Nogle har aftaler med familien, skal hjem til aftensmaden eller tilbage til jobbet. Jeg har indtryk af, at de fleste egentlig gerne ville blive lidt længere.
Når man kommer ind fra en downwind, går det faktisk lidt stærkt. Det blæser ofte på stranden, så det er praktisk at få skien væk og op til klubben. Skien bæres op gennem en lille klit, hen til skylle-stativerne og rengøres.
På stranden er der altid mennesker, der bader et sted, nogle der går en tur, life saving-klubben har børn i dønningerne, en kitesurfer kommer forbi. Der er altid liv. Normalt er der mange badende, voksne og børn, som nyder det rene vand og den lækre strand.
For nogle er det normalt at tage et run mere, men for de lokale er det nok mere en undtagelse. Det er mest besøgende og guides, der gør dette. De lokale ved, at der næsten altid kommer en ny mulighed for downwind. Måske i morgen, måske i overmorgen. Lidt som på vandet: Der kommer altid en bølge mere.
Det berømte Seadog race påvirker ikke hverdagen, men de fleste taler kort om det. Skal du med fredag? Husker du sidste fredag? Det bliver no wind til Seadog. Det fylder naturligt meget, hvilket er forståeligt, når man ser, hvor mange der deltager. Seadog, Fish Hoek, Miller – det hele hænger sammen.
Weekenden begynder med et race. Børn leger rundt omkring ved life saving-klubben, folk får noget mad, nogen sidder med en øl, præmier deles ud, og snakken fortsætter længe efter folk er kommet ind fra vandet. Første gang man ser racet, bliver man overvældet over antallet og diversiteten af deltagere. Surfski, life saving board, SUP, børn, unge, alle aldre. Forældre i S2 med deres 7-årige i bølger, brænding og vind. En 12-årig på surfboard, som padler hurtigere end en selv.

Når man ser, hvor mange unge og børn der deltager i life saving-sporten og de forskellige surfski-træningshold, forstår man bedre, hvorfor så mange gerne vil være en del af det. Det kan ses og mærkes.
Måske er det netop det, der gør Fish Hoek svært at forklare udefra. Det er ikke kun én klub, én rute eller én gruppe dygtige roere. Det er gentagelserne, stranden, logistikken, børnene, eliten, de lokale, gæsterne og hverdagen omkring vandet. Man kommer for at padle surfski. Men man ender med at lægge mærke til alt det, der gør det muligt.
Det er også noget af det, der forsøges tages med ind i årets Surfski Summer Vibes Camp med Kira Bester og Rosie Edwards som coaches. Mere vandtid, mere fællesskab og mere læring ude i forholdene — og lidt mindre følelse af traditionelt klubprogram.
Mere high fives, saltvand og “see you at Freak Run”
INFOBOKS
Igen i år inviteres du til Surfski Summer Vibes, der afholdes 14-16 august.
Derfor skal du prøve kræfter med surfskien
Har du aldrig siddet i en kajak før? Eller er du allerede glad for din havkajak eller turkajak? Uanset hvad så må du ikke snyde dig selv for en tur i en surfski. Det er båden, der får selv stille vand til at føles levende – og som kan give dig et kæmpe smil på læben fra første bølge.
Er du til bølgesprøjt og surf? Det er Camilla Baastrup Sørensen, som fandt kærligheden til surfkajakken på en råkold decemberdag. For i bølgernes brusen lærer hun sig selv bedre at kende, og så kan teknikken overføres til havkajakken.
Sådan vælger du den rigtige havkajak
Når du står over for at skulle vælge din første – eller måske din næste – havkajak, kan der være mange ting at holde styr på. Men bare rolig, vi har din ryg. Gennem denne artikelserie klæder vi dig på til at kunne foretage de rigtige valg, uanset om du er nybegynder eller erfaren roer.
Kajakpolo er actionsport med plads til alle
I har måske set os på vandet eller i klubberne, og studset en ekstra gang over, hvad der foregår. Vi er ikke rigtige håndboldspillere og ikke rigtige kajakroere, men en blanding. Vi er nemlig kajakpolospillere.



