Den 8. juli 2026 rullede vi ud af Charlottenlund i vores spritnye VW ID.4. På krogen hang en trailer med fjorten kajakker, og forude ventede tre uger med eventyr, ladestop, gourmetmad og uendelig natur. Kursen var sat: Nord. Langt mod nord.
Ein Däne in Deutschland - Fra Berlin til Lübeck
TURING TYSKLAND
[ TEKST & Foto: Hans Bruun Lindegaard ]
24. februar 2026
I juli 23 tog jeg en træningstur til Nordtyskland, jeg ville opleve at skulle gennem sluser, lidt større end den i Silkeborg! Træningen var tiltænkt en senere tur ned gennem Europa, den blev senere opgivet fordi kajakker ikke bliver sluset i Belgien og Frankrig.
Min tur startede i Berlin og endte i Lübeck hvor min bil stod.
Min tur varede 11 dage og nåede knapt 340 km.
Logistik klarede jeg på den nemme måde, da min bror bor på 27. år i Berlin og er tysk gift, han var så venlig at hente min kajak og mig, for at fragte os til Berlin sv, hvor jeg satte i.
Alternativt går der Flixbus mellem Lübeck og Berlin.
Historiens vingesus!
Noget forsinket på grund af snak ankom vi til Wannsee i det sydvestlige Berlin. Det er mærkeligt at passere den villa, hvor Wannsee-konferencen fandt sted i 1942, et vanvittigt møde, der fik betydning for så mange jøder efterfølgende.
Jeg fik, af en venlig kanoudlejer, bare nogle få huse fra den omtalte villa lov til at bruge hans bro. Min grønlandsåre i træ vakte stor undren, sådan en havde han aldrig set – nå ja! Så gik snakken igen.
Efterhånden havde klokken passeret 16. Efter planen skulle jeg have startet omkring 10, men det er jo ferie, så pyt.
De første kilometer var på søer. Vinden sørgede for en del bevægelse i overfladen, til stor glæde for de utallige sejlbåde, der krydsede rundt på søen.
Jeg havde kurs syd og fulgte bredden. Til min store glæde og overraskelse lå der med små mellemrum orange både fra Wasserrettungsdienst.
Efter en time nåede jeg min første kanal, Sacrow-Paretzer-kanal. Det gav læ og mindre trafik, kun et par enkelte tungt lastede pramme kom forbi.
Her slutter min tur …
… heldigvis ikke, men en forglemmelse, ikke at hæve finnen ved en tissepause, så da jeg skubbede mig baglæns ud, fik jeg flået finnen ud af sit hold. Uden finne ville det ikke være muligt at gennemføre.
Et halvhjertet forsøg på at sætte den fast lykkedes, og lettet kunne jeg fortsætte.
Ca. 4 timer efter starten fandt jeg en lejrplads på noget græs ved kanalens bred (jeg ved ikke, om det er tilladt, men heller ikke her i Tyskland oplevede jeg nogen kigge skævt, når der bare står et enkelt telt).
Ordnung muss sein
Næste morgen fortsatte jeg ad kanalen, krydsede et par små søer og kom ind på næste kanal, Silo kanal. Vinden var gået en del op, så jeg sneg mig langs bredden i læsiden, mens jeg sad i mine drømmende tanker. Pludselig lød der et kraftigt anråb: “Hallo! Rufe kayakker WOW!”
Det var Wasserschutzpolizei, der bad mig ro i den rigtige side. Højre roning er obligatorisk.
At de råbte WOW, skyldtes, at det stod på min kajak. I Tyskland skal alle småbåde have et kendetegn. WOW er en forkortelse for “Walking on Water”, navnet på den Facebook-side, hvor jeg lægger mine kajakeventyr op.
Pligtopfyldende krydsede jeg over i vinden og kom til Plauer See. Her stod en strid vind på op til 10 m/s lige ind i ansigtet. Hårdt, men muligt, krydsede jeg en sø, der er på størrelse med den største i DK, Arresø.
Jeg fandt en campingplads i læ fra en pynt og fandt en teltplads.
Midt under teltslagningen kom en lille ældre kvinde med afbleget platinblond hår hen til mig. Nysgerrigt spurgte hun ind til min tur.
Hun havde selv boet i campingvogn på pladsen i næsten 50 år. De første år sammen med sin mand og de sidste seks år alene.
Jeg nyder at snakke med folk og lytte til deres historier. Hun var “Ossi”, østtysker, og det giver jo et anderledes syn på tilværelsen.
Palle alene i verden
Næste morgen havde vinden lagt sig en del, og jeg fortsatte ad Havel, den flod jeg fulgte det meste af første del.
Omkring middag nåede jeg en lille by, hvor en kabelfærge sørgede for, at biler, cykler og gående kunne krydse floden.
Jeg fandt en grøn plet lige ved siden af færgen og gik i land for at supplere mad m.m. Byen, hvis navn er Pritzerbe, var totalt tom. Et tysk turistpar mødte jeg, der havde samme ærinde som mig, så vi slog følge.
Intet i sigte, ikke et menneske.
Endelig fik jeg øje på en håndværker ved sin bil. Han anede intet om noget. Vi skiltes, og jagten gik videre alene.
Efter nogen tid så jeg en kvinde ordne sin forhave. Hun mente, jeg skulle til Brandenburg. Der var jeg for 16 km siden, så det blev ikke aktuelt. Til gengæld fortalte hun, at der var et gadekøkken ved banegården.
Her spiste jeg. Jeg kunne vælge mellem gullash, men vælge mellem otte slags tilbehør. Det blev gullash og en cola til den formastelige sum af 6 €.
Husene i Pritzerbe var dårligt vedligeholdt, men hvad de manglede i puds og søm, havde de i farver. Da var det igen, det kom til mig: Jeg er jo i tidligere Østtyskland.
Maven var fyldt, og turen gik videre ad Havel, nu mod nordvest.
Floden blev smallere, naturen bedre. Det føltes som om, nu er Berlin langt væk.
Fiskeørn og røde glenter havde jeg fornøjelse af hver eneste time. Der var mange, rigtig mange.
Sidst på eftermiddagen nåede jeg Rathenow. Her er der to ro- og kajakklubber, og jeg gik i land ved den største, Rathenower Wassersport Verein.
I byen kunne jeg få fyldt madrationen op igen.
Der lå en ældre herre. Han var startet her, roet en dagsrejse ned ad floden og returneret. Nu ventede han på at blive hentet.
Jeg var træt, så det blev en tidlig tilbagetrækning. Det skulle vise sig at være godt!
Du skal tjekke vejrudsigten, det er vildt!
Det første, jeg gjorde, var at tjekke telefonen, da jeg vågnede.
Ud over alle de sædvanlige, ligegyldige notifikationer var der to sms’er.
Den første var fra Regina, en kvinde fra min kajakklub. Hun er oprindeligt fra Nordtyskland. Beskeden indeholdt en advarsel om voldsomt vejr på vej. Voldsomt i form af storm, væltede træer og oversvømmelser i Holland.
Min bror, der havde sendt den anden sms, indeholdt samme advarsel.
Jeg valgte at blive, tjekkede vejret på telefonen og ude i virkeligheden. De to ting svarede ikke til hinanden. Ja, det blæste da lidt, men storm var det langt fra.
Ved middagstid tog jeg chancen og roede til slusen. Jeg måtte vente, og imens trak en tordenbyge hen over byen. Slusevagten var flink og lod mig ro ind i slusen, ind under broen og i tørvejr.
Stormen kom aldrig. Kraftig vind ja, men i læ af sivbræmmerne gik det fint.
Den sene afgang betød, at jeg senere missede en sluse. Gode råd var dyre.
Jeg trak min kajak op gennem græs og granitsten. Heldigvis kan min paddlefloat foldes ud som liggeunderlag, og det tog det værste.
Trængslerne var ikke slut. Stien tilbage til floden var ikke stor nok til en kajakvogn.
Redningen kom i form af en hundelufter. Han fortalte, at der 6-800 m nede over marken var et isætningssted. Vi fulgtes ned ad markvejen, og jeg kom videre.
Målet var Strohdehne Wasserwanderplatz. En hel del forsinket ankom jeg til stedet.
Respekter mit privatliv, jeg arbejder gratis …..
Det er ikke ofte, jeg får voksen skældud, men her og på tysk måtte jeg lægge mig fladt ned og undskylde.
Det var blevet sent. For sent, grundet vejret og den lukkede sluse.
Han kom med nøglen til toilettet. Vi faldt i snak og blev gode venner igen. En øl formildede ham. Det viste sig, at han havde gæstet min hjemby Svendborg, så vi var venner, da han kørte en time senere.
Jeg var ikke alene. To kvinder i kano lå allerede på pladsen, da jeg ankom.
Klokken nåede 21.30, da min aftensmad blev tilberedt. Midt i min meditative madlavning lød en kvindelig stemme bag mig. Den ene af kvinderne kom og tilbød mig et glas rødvin. Det var kærkomment oven på dagens strabadser.
Fra lille til stort vand
En god nats søvn senere var jeg klar til turen videre.
Jeg nåede at spise morgenmad med kvinderne på et bord-bænkesæt, så gik turen videre.
Godt nok var kanoen hurtigere på vandet, men kajakken var noget hurtigere i fart.
Efter lidt snak sagde jeg farvel og lagde kanoen bag mig.
Sol, næsten ingen vind, varme – det var skønt at ro på Havel.
Selvom jeg gled afsted i mine egne tanker, reagerede jeg alligevel på en bevægelse i øjenkrogen, stoppede kajakken og frøs.
Bevægelsen var god nok. Jeg troede, det var en rotte, men den var større.
Det blev turens første af flere gange, jeg stødte på nutria.
Nutriaen blev opdrættet for pelsens skyld, men ligesom mink slipper nogle ud i naturen, og nutriaen har bredt sig og er almindelig langs floderne i Tyskland.
Sidst på eftermiddagen nåede jeg byen Havelberg – der, som navnet antyder, er en by på en bjergside.
Ved Havelberg er det farvel til floden Havel og efter en sluse goddag til Elben.
På Elben er der stille, nærmest ensomt.
Jeg fulgte floden over ca. 130 km, men bortset fra et par enkelte husbåde så jeg kun små joller med fiskere i.
Forklaringen fandt jeg ud af senere.
Det er nemt at orientere sig, man følger bare floden – så det gjorde jeg.
Ved 17-tiden begyndte jeg at kigge mig om efter et sted at slå telt op.
Jeg vidste, at der lå en bådklub et sted, og den fandt jeg let.
Ankommet i den lille lystbådehavn viste det sig, at der var optræk til fest.
Folk havde fået ferie.
“Kom op og slå teltet op!
Der er pølser og kolde øl – du tager bare, så finder vi ud af det i morgen.”
Jeg følte mig så velkommen. Det eneste problem var at komme i land. Broerne var bådebroer, ikke mindst i højden.
Trods et tilbud om, at nogle stærke arme kunne løfte kajakken op, måtte jeg afslå invitationen.
Jeg fortsatte en kilometer og fandt en sandet plads på modsatte side af floden.
Jeg slog lejr, tog et kærkomment bad i Elben og fandt roen over maden og et glas vin.
I skumringen begyndte en nutria at pusle rundt i vandkanten. Den var på ingen måde sky.
En soldat kom marcherende
Jeg sov længe næste morgen.
I solskin kravlede jeg ud af teltet, og overraskelsen var stor, da der stod en lystfisker lige foran teltet.
Han havde godt opdaget teltet, men forholdt sig stille for ikke at vække mig.
Han blev budt en kop kaffe, og vi fik en lang snak.
Han havde været soldat i den Østtyske Armé. Som samtlige af dem, der var opvokset før “Die Wende” og murens fald, var han også groft utilfreds med tingenes tilstand. Faktisk ville flere af dem, jeg snakkede med, gerne tilbage til før murens fald – dog uden kontrollen.
Før murens fald fik hver soldat en and til juleaften. Nu kunne han dårligt få mad på bordet.
Han stoppede sit fiskeri, og jeg fik pakket sammen og kom afsted.
Ballade i vandkanten
Det blev en varm dag, skyfri himmel og temperatur sidst i tyverne – så er det dejligt at kunne skylle bøllehatten og dyppe hænderne i floden.
Ved middagstid nåede jeg Wittenberge, en lidt større by. Jeg trak kajakken op under broen ved Elben.
Skiftede til civil og gik op ad bakken til byen. En lokal fortalte, at butikkerne lå oppe på bakken, og det var rigtigt.
Jeg fik provianteret og kom til kajakken igen.
Skønt med frokost i skyggen af broen, selvom det betød lidt bilstøj.
Videre gik det, kun afbrudt af en kort ufrivillig pause. Jeg måtte pænt holde tilbage for en kabelfærge.
Det er kun tilladt og muligt at passere, når kablerne er faldet ned på bunden, og færgen ligger stille i færgelejet.
Ved 17-tiden gik jeg i land på et stykke sandstrand, der var mellem nogle stenhøfder.
I dag fandt jeg løsningen på, hvorfor jeg ikke så større skibe på denne del af Elben. Svaret kom, da jeg gik på grund ude midt i floden.
Jeg havde godt set og forstået, at de røde og grønne bøjer, der stod skiftevis ned ad floden, nok var sejlrenden.
Men 10 cm dybde ude midt i floden kom bag på mig. Det skal lige nævnes, at Elben på ingen måde virker ren og har en sigtbarhed på under 10 cm.
Jeg fik slået lejr, fik noget vand at drikke og gik lidt rundt. I sandet var der fodspor, store hundelignende potespor med god afstand.
Straks håbede jeg på ulvekortet. Tænk sig at stå op til en ulv, der gik rundt derude.
Et par fotos sendt til de kloge derhjemme afkræftede mit håb.
Nysgerrigheden tog mig nu alligevel, og den sidste af de pølser, jeg havde købt til aftensmaden, placerede jeg på en pind ved vandkanten.
Kl. lidt i 5 næste morgen blev jeg vækket af larm ved vandkanten. To dyr sloges tydeligt om min madding, men inden jeg nåede ud af teltet, var de væk. Der var masser af poteaftryk, som jeg gætter på var fra vaskebjørn.
Det skulle blive den varmeste dag
Det havde været en fugtig nat, men morgenens varme fik hurtigt duggen væk fra teltet.
Jeg satser altid på at komme afsted før klokken 9.30 og helst i lejr inden 18. Det giver mig tid til at udforske området ved lejren og min krop tid til at restituere.
Det var lunt og stille vejr, da jeg satte i og lod strømmen hjælpe med farten nedad i retning af Hamborg.
Jeg holdt en god fart. Uden større problemer lå jeg på 7 km/t.
Der var gang i fuglelivet. Glenter var der stadig mange af, diverse gæs skræppede på engene, og indimellem så jeg en stork spankulere rundt og tale afrikansk.
Dagens fugleoplevelse var, da en havørn kom hen over hovedet på mig i lav højde og landede efter næste sving. Forberedt på heldet gjorde jeg kameraet klar, og på en sandbræmme ved nogle siv sad ikke mindre end fem ørne. Flere af dem var tydeligt ungfugle. WOW, selvom vi er forvænte med ørne i det sydfynske.
Med timerne steg temperaturen også, og bøllehatten blev flittigt dyppet i det uklare flodvand for derefter at køle hovedet.
Vandreserverne blev mindre og mindre. Det kræver noget væske at være aktiv i solen og de ca. 34 grader, det nåede op på midt på dagen.
Trods varmen, eller måske netop på grund af varmen, blev det turens længste dag. Efter godt 72 km nåede jeg en campingplads, der lå dumt i forhold til floden.
Jeg efterlod kajakken på noget græs ved vandet og slæbte mine to blå Ikea-poser op over diget og de godt 500 m til campingpladsen.
Jeg frygtede for natten, da en gruppe på ni teenagepiger slog telte op på græsset ved siden af.
Forventningerne blev gjort til skamme, og jeg kunne vågne efter en god nats søvn.
David og Goliath
Ikea-poserne kom samme vej retur, og kajakken blev pakket til den sidste dag på Elben.
Det var køligere end i går. Stadig sol, men meget mere behageligt.
Tilbage var kun 12 km på Elben.
Lauenburg ligger strategisk der, hvor Elben og Elbe-Lübeck-kanalen mødes.
Et kryds og til højre mod nord ind på kanalen. Her ventede en del sluser, men også forventningen om lidt mere og større trafik, end jeg havde været vant til.
I udmundingen ligger et værft og umiddelbart efter den første sluse.
Man skal forestille sig, at det højeste punkt på kanalen cirka ligger på midten, så de første sluser hæver én op, og de sidste sænker én nedad.
Ankommet til slusen lagde jeg mig på indersiden af nogle tykke pæle. Ringede til slusekontoret, hvis nummer stod på skiltet.
En mandestemme bød mig velkommen og bad mig vente, til den pram, der kom lige bag mig, var sejlet ind.
Jeg havde ikke set den, hvilket kan undre, når en 80 m pram med en last på 116 tons kommer mindre end 100 m fra én.
Prammen kom ind, jeg blev vinket ind, og slusen lukkede, og vandet begyndte at stige. Minutter senere var vi hævet godt 1,5 meter, og porten åbnede.
Høfligt lod jeg den store komme først.
I slusen var der masser af plads. Det var der ikke i den efterfølgende.
Her lå jeg på siden af kolossen, bare to meter fra siden af den.
Fik lige sagt hallo til mandskabet, så var det igen tid til bevægelse.
På kanalen må der sejles fem knob. Det kunne prammen ikke præstere, da det ikke gik lige ud.
Efter anden sluse lod jeg prammen sejle fra mig. Nu havde jeg god tid. Det var dagens sluser, jeg havde nået.
Jeg fortsatte alene afsted. Kun enkelte motorbåde kom imod mig.
Flammkuchen
Jeg fandt dagens camping efter noget søgen. Den havde adgang fra bagsiden inde i nogle søer med en smal rende ud til kanalen.
Denne camping lå oppe på en bakke, og igen måtte jeg slæbe poserne med udstyr.
Den mest ucharmerende teltplads på turen var en tør plæne, der også var boldbane. Pyt, jeg var i hus.
Lige så ucharmerende teltpladsen var, lige så charmerende var et hus, der lå i vandkanten.
Det viste sig at være en restaurant med kølig øl og en fremragende Flammkuchen/Tarte flambée. For dem, der ikke kender det, er det en form for pizza fra Alsace-området med masser af løg og flødeost.
En kort, en lang eller stilhed før stormen
Hvor turens længste dag var 72 km, ville denne dag blive turens korteste med bare 15 km.
Jeg skulle nå en roklub i Mölln.
Grunden til, at det ikke skulle være længere, er, at turens sidste dag byder på fem sluser på 25 km uden mulighed for at komme på land.
Det blev en dejlig stille og rolig tur, der dog startede med regn. Jeg var lige færdig med at pakke kajakken, da en byge trak hen over.
Jeg satte mig i læ under et træ, og det var hurtigt overstået.
Ankommet til Möllner Ruderclub fik jeg ringet til kontaktpersonen, hvis nummer stod på et skilt i et vindue.
Jeg kunne bare slå mit telt op. Der ville være ungdomstræning kl. 15, og træneren ville sørge for betaling og adgang til bad og toilet.
Klokken var kun godt 12, så jeg begav mig ind til byen og handlede lidt mad og noget kalorieholdigt til næste dag.
Ganske rigtigt kom træneren kl. lidt i 15. Jeg fik adgang til bad og toilet og også køkken og køleskab.
Ved 19-tiden havde træningen været slut i nogle timer. Træneren havde taget en egen tur og kom nu retur.
Vi endte med at sidde på broen med en kold øl og snakke om kajak og livet i al almindelighed.
Dejligt at få ladet kroppen op, inden det går løs i morgen.
Vi sætter farten lidt ned, så du bedre kan følge med
Første sluse åbnede kl. 8. Jeg lå klar ca. 7.45, lige bag to motorbåde.
Den lige foran blev sejlet af et ægtepar på ca. 50. Dem faldt jeg i snak med i ventetiden.
Vi skulle samme vej, og jeg satsede på at følges med dem, så jeg var sikker på at blive sluset.
Slusen åbnede, vi kom ind, den lukkede. Vandet sank, og ud gik det.
Her mærkede jeg for alvor, hvad fem knob er. Jeg forsøgte jo at følge båden, og det gik nogenlunde.
Heldigvis var der ventetid ved næste sluse, så jeg nåede med, men på et hængende hår.
Da vi lå i bassinet, og vandet sank, råbte manden til mig: “Vi sætter farten lidt ned, så du kan følge med.” Jeg tror, han kunne se taknemmeligheden i mit ansigt. I hvert fald smilede han tilbage.
Det gik slag i slag resten af vejen.
Jeg knoklede og fulgte med, hver gang modtaget af et stort smil og et “Gut gemacht”, når vi lå i slusen, og der faldt ro på mig.
“Jag ælsker danske kvender”
Jeg nåede den sidste sluse. Roen var tilbage. Det lykkedes at følge med over de ca. 25 km.
Da slusevagten så mit danske flag på kajakken, kom han hen for at hilse.
Han havde boet et par år i Sønderjylland og tilsyneladende nydt alle livets aspekter.
Vores samtale sluttede med, at han storsmilende tilkendegav: “Jeg elsker danske kvinder.” Jeg bekræftede smilende og råbte tschüss.
Sidste sluse. Nu manglede der bare 6-7 km til en roklub lige ved siden af, hvor min bil ventede.
Antiklimaks. Nu skal jeg hjem. Det bliver dejligt, men jeg vil ikke ende turen. Jeg tror, vi alle har den oplevelse. Jeg har den i hvert fald ved alle tures afslutning.
“Warum sprechen Sie so gut Deutsch?”
pørgsmålet kommer hver gang, jeg falder i snak med tysksprogede.
Hver gang bringer mit svar smil, og så kører snakken.
Svaret er nemlig: “Ich bin mit der Sesamstrasse aufgewachsen.” Da jeg som førskolebarn boede i Sønderborg, så jeg Sesamstrasse hver aften og den samme udsendelse igen næste formiddag.
Mit tysk ligger over gennemsnittet, men jeg benytter også enhver lejlighed til at snakke med tyskere på tysk.
Jeg er ikke i tvivl om, at mødet med mennesker på deres eget sprog giver mere dybde og forståelse i samtalerne.
Med kajakken pakket til randen og sommerfugle i maven drog Lone Hage Rasmussen, med kæreste og kajakker, afsted mod Blekinges skærgård. Foran ventede øde klipper, stille morgener og den særlige frihed, man kun finder på vandet.
Hanne Nordfalk og Stefan Hammerich har gjort det til en del af deres liv at rejse ud og opleve verden fra deres kajakker. Denne gang er de dog ikke taget længere væk end til Sverige, hvor de har udforsket søen Västra Silen, hvor skønhed og vildmark mødes.
Denne artikel rummer mange selvfølgeligheder…så hvis du tager på havkajaktur en gang om måneden eller har du været Danmark rundt i kajak, så behøver du ikke læse med her, MEN har du IKKE været på overnatningstur før eller fik du ikke plads til det hele i kajakken, da du
© indhold fra Magasinet må ikke gengives uden tilladelse. Du må dog meget gerne linke til indholdet.
Views: 252