Så er vi der… Det er tidlig formiddag torsdag d. 8. august 2024, jeg sidder i min kajak på hjørnet af Eriks Fjorden og Qooqqut, med et fantastisk kig op mod Qooqquo Sermia gletsjeren. En af de gletsjere, som kaster rigtig mange isskosser af sig i løbet af sommeren, i området sydvest for Narsarsuaq.
“Prøv så vidt muligt at holde fast på din paddel, hvis du vælter”
[ TEKST & FOTO: Rune Hansen ]
11. februar 2025
FOSKANO
En fortælling om en klub kanotur til Krokån. En Klub der har dyrket fospadling i 4 årtier. Noget der har været forbeholdt de få, men som langsomt er ved at ændre sig. Artiklen blev trykt første gang i Magasinets sidste papirudgave i 2022
Forberedelse
Efterårsfugten hænger som en tung dyne ind over Radiobugten ved Bagsværd Sø, efter en uge med masser af regn. Det er et godt tegn!
Det er sen eftermiddag og sms-tråden har glødet hele ugen, koordinering af fællesindkøb, hvem tager bil med og deltagerlisten trimmes. Utætte opdriftsposer er blevet lappet, tørdragter, hjelme, fospadler, redningsliner og meget andet livsvigtigt grej er pakket.
I ugevis har vi talt om turen til fællestræning og flere har været mere opdateret på Krokån’s aktuelle vandstand, end på valgkampen i USA.
“Bare der kommer regn i weekenden !!”. Det er jo absurd! De fleste friluftstyper, drømmer ikke ligefrem om ture, hvor regnen siler ned, Men det gør RKK. Vandstanden er det vigtigste. Jo mere vand jo bedre, vi kan tørre når vi kommer hjem.
Alle er efterhånden kommet frem til klubben i Bagsværd og der bliver hilst og snakket alt imens det sidste fællesgrej og solokanoer findes frem fra skurene. Spændingen sitrer i luften og kanoer bliver målrettet og kreativt bundet på bilerne, for pladsen er trang. Vi er elleve, der skal på vandet. Måske er det første gang at så mange solokanoer skal afsted på samme tid fra Danmark og turen bliver ekstra spændende fordi tre nye padlere har meldt sig på banen; Jakob, Astrid og Monika. De skal prøve kræfter med solofospadling for første gang. De har alle foserfaring med to’er kano, men de aner ikke, hvad de skal prøve kræfter med, om mindre end 18 timer.
Når man spørger dem er alt cool. men vi kan alle se at nerverne sidder i hele kroppen og hjertet dunker!
Lejrslagning og røverhistorier
Efter to timers kørsel nordpå gennem det svenske efterårslandskab, drejer bilerne endelig ind på den sidste snørklede og kuperede skovvej og i totalt mørke, kører vi de sidste 600 m. ned til lejren, som ligger lige ud til Krokån.
Folk er sultne, så uden at noget egentlig er aftalt, begynder alle at arbejde for samme mål. Lejren skal etableres og maden sættes over. Nogen tænder bål mens andre laver overdækning som ly for den kommende nats regnvejr. Inden længe sidder alle om bålet alt imens forskellige råvarer klargøres og tilberedes til den store skaldyrs gryde, som er én af formand Martins hofretter – han styrer med hård hånd, så det hele spiller.
Rundt om bålet går snakken, gamle fosfortællinger og anekdoter, ophøjet til de rene myter, nogle mere sandfærdige end andre. “Den sindssyge opstigning med kanoer på Tromsa elva på 250 m på en 60 graders bjergskråning” fordi vi padlede for langt nede i kløften. Og “hvad med Shoa på 150 kubik, kan du huske den? – Mistede du din kano Pede eller fandt i den igen?” Og “hvad med Driva i 2016 den var voldsom, det 5 meter drop skal vi prøve igen”. Og “hvad med Seidels kano der satte sig inde under et vandfald”. – Det tog 1,5 time inden Rune svømmede op imod strømmen langs et reb og fik hevet den kano fri. Vi sidder alle og lytter i bålets skær imens der flittigt bliver spist. Der bliver givet videre generationerne imellem og nye drømme sået. Som aftenen skrider frem, bevæger folk sig ud i mørket, for det, der venter imorgen, kræver et friskt hovede.
Så går det løs
Det kogte vand løber stille igennem kaffefilteret på den store madam blå kande og folk indfinder sig efterhånden omkring bålet efter en regnfuld nat, som har klaret det meste af opvasken fra igår. Henrik har været tidligt oppe og klargjort det hele, det er luksus. Æg, pølser og bacon blandet med resterne fra gårdsdagens aftensmåltid bliver indtaget med tilfredshed. Her bliver intet mad smidt ud. Depoterne skal fyldes op, for næste stop er Flammefaldet på Krokån.
De første kommer i tørdragterne, resten følger trop og snart er vi klar til afgang. Forventningen er stor, det bliver legendarisk med så mange kanoer på vandet. Planen er lagt, vi har prøvet det mange gange før. De nye skal ligge over Flammefaldet og padle opstrøms for at få lidt føling med kanoen.
Solo-kanoer reagerer helt anderledes end to’er foskanoer. De er slet ikke så retningsbestemte og den bakketeknik de fleste har lært, er nærmest ubrugelig her.
Når De nye padlere har fået lidt føling med båden, er der kun én vej, og det er ned.
Når man spørger dem, er alt cool, men vi kan alle se, at nerverne sidder i hele kroppen og hjertet dunker, for det her er vildt og grænseoverskridende. Vandet vælter ned over de tre plateauer på det store brede fald og laver en kolossal og dyb lydmur, der gør det svært at kommunikere. De har set os andre padle ned flere gange – det ser nemt ud, når en erfaren padler suser ned igennem faldet. Der bliver padlet utallige veje ned igennem og leget. Det kræver mange års erfaring at nå dertil. Vi forklarer, hvilken vej der er nemmest og flere kanoer ligger forneden og venter, hvis der nu er nogen, som skal reddes.
“Prøv så vidt muligt at holde fast på din paddel, hvis du vælter” lyder meldingen.
Ruten bliver opmærksomt tjekket en sidste gang inden de sætter sig på knæ i bådene. Det gode overblik forsvinder fuldstændig, når man sætter ned i kanoen, med ansigtet langt tættere på vandet, nu må det gå, som det går. Den første kano driver i trægt tempo hen imod kanten, som starter med en brunlig tunge af koldt efterårs vand, der hurtigt får båden til at accelerere. Der går ikke mange sekunder, inden den første kano vender bunden i vejret. Komfortzonen er langt væk og overlevelsesreflekserne tager over. Tørdragterne får tæsk ned over de to største fald, som gradvist bliver større og vildere, men alt er ok. Den første kæntring er den værste, nu ved kroppen, at det ikke er så farligt, som først antaget.
Nu går jagten ind, på at klare det fald, koste hvad det vil af blå mærker og skrammer. Kanoerne trækkes op over klipperne og der forsøges igen og igen. Undervejs giver vi gode råd omkring styring og støtte ned igennem faldet. “Du skal have mere fart i båden”, “prøv at ramme højre side af puden og læn dig til padlesiden, så går det lettere” “Det er dig, der bestemmer, hvis du ikke trækker til, fører vandet dig bare derhen…” “Du skal forsøge at lave et buff, når du tipper ud over kanten”.
Lige pludselig er den der, Både Jakob og Astrid klarer det og folk pifter og hujer. De har knækket koden og jubler. Kådheden og selvtilliden lyser ud af øjnene på dem. Det er fandme fedt det her.
Fra nedtur til optur
Nu mangler vi bare Monika, Hun forsøger bravt mange gange, men hver gang tipper hun rundt i det vanskelige sving. Det er nedtur og den selvtillid, det giver at klare faldet og som er så god at have med videre, får hun ikke med, men vi må videre nu, for der er langt hjem til bålet og det varme tøj. Hun får opmuntrende kommentarer med på vejen, men alle ved, at det eneste, der rigtigt hjælper, er en succes. Det sidder i kroppen og nervøsiteten bliver bare større, hver gang den dybe buldren tager til ned ad Krokån.
Efter et længere stykke med fladt langsomt drivende vand igennem et åbent område, snævrer åen ind og bugter sig igennem en granskov. Der står massevis af urørte kantareller på bredden under granerne, tempoet i vandet tager hastigt til, så ingen tid til svampeplukning lige nu.
Nogle af de erfarne padlere, fanger et bagvand faretruende tæt på indgangen til fossen. Vi andre tager et større bagvand lidt længere opstrøms. Nogle padler ned i enden og venter på det store show. Vi er kommet til “Shootet”. Et langt fosstræk, som ender i et Shoot, hvor der står en kæmpe stopbølge forneden, som kan volde selv hærdede fospadlere problemer ved høj vandstand. Heldigvis er vandstanden ret tilforladelig i dag.
Hele stykket skal tjekkes i fællesskab, inden vi kan sende nye padlere ned igennem og der skal stå folk med redningsreb ved shootet og længere oppe, for at redde evt. kæntrede ind, inden det store shoot.
“Man skal aldrig padle noget, man ikke tør svømme”
Sådan lyder et af klubbens gamle ordsprog, men forventningen er, at alle giver det en chance. Alle der har været med på turen før, har svømmet ned igennem det shoot på et eller andet tidspunkt. Det er ikke for sarte sjæle, men heller ikke livsfarligt.
Efter en grundig gennemgang, går vi tilbage imod kanoerne. Der er meget at huske. “Først hold til venstre gennem de to første drops efter højresvinget, derefter søg over i højre side mellem nogle store boulders, for til sidst at ramme ned i shootet fra højre med retning mod venstre”. Der er fandme meget, der kan gå galt. Der er helt stille på vej tilbage gennem den tætte og våde underskov. Hver tænker vel sit. Jacob lægger ud og kommer igennem svinget og klarer det flot helt ned til shootet, der som forventeligt spiser ham med hud og hår. De næste padlere følger, Amalie kæntrer i toppen, men kommer selv ind og klarer resten ned til shootet, som så spiser hende. Astrid bliver også spist i den store stopbølge ligesom Jakob. Nu mangler kun Monika. Efter de mislykkede forsøg på Flammefaldet, er forventningen lille. Hun kommer lidt usikkert rundt i svinget, men klarer frisag og driver hurtigt ned imod shootet med en kano halvt fyldt med vand, erfaringen rækker ikke til en tømning i et bagvand på vejen, så nu er det “point of no return”.
Men nogle gange er held bare en faktor, som tilsmiler den, der trænger. Hun brager ned igennem shootet og bliver i næste sekund kastet lige ind i stopbølgen ligesom de andre, men balancen rækker. Vi andre ser måbende til, mens Monika selvsikkert padler ind til en sten for at tømme sin kano. Nedtur blev til optur, nu kan Flammefaldet bare vente sig i morgen.
Vi driver videre ned igennem det sydsvenske efterårslandskab. Åen deler sig af og til og bliver så lav, at man næsten må ud af båden for at komme igennem og andre steder er den doven og dyb med bøgeskov langs kanten i gule og brune nuancer.
Flere udfordringer
Vi passerer lejren, hvor vi vinker til Pernille ved bålet, “bare hun sørger for panikpølser til os, når vi kommer tilbage”. Pernille springer padlingen over i denne omgang, da hun er gravid i syvende måned. Endelig er vi kommet til Kløften. Nu bliver det lakrids. Det længste fosstræk på Krokån og så ligger det i en kløft, så man ikke rigtig kan kigge på det, så dem, der ikke kender det, må lytte godt efter nu. Vi trækker over på venstre bred oppe foran starten på strækket for at se det første. Vi skal ned over et mindre drop og skarpt til venstre og følge kurven rundt og forsøge at komme ind i bagvandet til højre. Derefter ned over endnu et drop og rundt til venstre. Det er svært at huske, de nye må bare kigge og følge med, så godt det er muligt.
Først padler nogle erfarne padlere, for at sikre sig, at nogen kan hjælpe, hvis det er nødvendigt. Så kommer alle som perler på en snor og alt klapper.
Lidt stille vand følger, hvor det næste stræk forklares. Vi kan ikke kigge på det, de må bare stole på det, de hører. Vi skal rundt i et S-sving, forsøge at holde så lang til venstre som muligt i den sidste del. Hvad fanden betyder det? Hvad møder vi, hvis vi ikke gør?
De fleste klarer sig igennem som planlagt, men den snævre kløft presser vandet sammen og frembringer en enorm voldsomhed. Flere kæntrer ved det næstsidste drop. Det er svært at trække kanoen igennem vandet på tværs af strømmen, tids nok til at komme langt nok over til venstre og oven i købet nå at rette den op og buffe på det helt rigtige tidspunkt. Ingen kan forvente dette af en ny padler. Det kommer med erfaringen. Beslutningerne skal eksekveres lynhurtigt og med beslutsomhed, for at klare kløften.
Nu er der bare et enkelt lille stykke tilbage, inden vi tager til takeout ved broen.
Biler bliver hentet og kanoer bundet fast alt imens dagens blå mærker og knubs inspiceres med overraskelse i takt med at dragterne kommer af. Nu kan skuldrene godt sænkes, for nu står den på panikpølser, inden vi senere i aften skal lave den helt dyre.
Aftenen foregår igen i bålets skær, med hygge og snak om dagens begivenheder, men allerede kort efter aftensmaden, begynder de første at luske i posen. Den fysiske træthed gør det let at tage beslutningen.
Dag 2
Det rumsterer i lejren og kaffeduften får folk til at flokkes om det knitrende bål. Henrik har været tidligt på færre og bagt brød i “dutch oven”. Vi får spist og masseret de ømme muskler og inden længe kommer tørdragterne på. Det er andendagen, og alle har set hele strækningen, så i dag kan vi sætte farten lidt op. Farten i vandet er også kommet lidt højere op til 5m3.
Første stop er Flammefaldet. Hvem vinder over hvem i dag? Stemningen er generelt langt mindre anspændt, men for Monika, er der en hel del på spil. I dag skal det forbandede fald overvindes.
Alle trækker deres både i vandet og der bliver padlet igen og igen. For nogen er det en leg, og de tre platauer i Flammefaldet angribes på nye kreative måder. Balancen og styreteknikker afprøves med mere eller mindre held.
Efter et par mislykkede forsøg, bliver Monika briefet ekstra grundigt om de enkelte elementer i ruten ned over faldet. Hun sætter sig målrettet i båden og med et koncentreret blik rettet imod indgangen, glider hun ned af den første tunge og efter mindre end 10 sekunder padler Monika stolt ind til land, nedenfor Flammefaldet. Hvor svært kan det være?
Vi padler snart videre gennem Krokåens snørklede løb. Overskuddet er helt anderledes i dag og bagvandsindsving og -udsving bliver flittigt øvet. Vi møder snart indløbet til shootet. Nogle padler ned til lige efter shootet, som har vokset sig lidt større siden igår og andre padler ind i bagvand lige før indløbet, men ingen mener, at det skal scoutes (tjekke ruten ud) endnu engang, før det padles. Der står folk klar med redningsreb og til at samle kanoer op, hvis det er nødvendigt. Amalie padler først og uden problemer kommer hun igennem shootet og tilslutter sig redningsteamet.
Skrammer skræmmer ikke
Flere følger trop og til sidst mangler kun de nye padlere. Først kommer Jakob, han glider fint hen imod shootet med fin hastighed og holder spidsen godt til venstre, desværre lidt for meget, og i næste sekund banker kanoen ind i klippen på vej ned og river ham rundt og ned i den store stopbølge. Mand, kano og paddel bliver på et splitsekund adskilt, men intet bliver holdt tilbage. Jakob og hans kano reddes ind imens padlen stadig driver rundt og rundt inde i et bagvand.
Jakob bløder fra øjenbrynet, han er blevet ramt i hovedet af sin egen kano. Christian kigger på det. Det er ikke alvorligt, men skal nok have et par sting hjemme i Danmark.
Nu kommer Astrid efterfulgt af Monika. Ingen af dem kommer heldigt ned igennem shootet. Begge bliver revet ud af kanoen og spyttet ud på et splitsekund. De fleste ville nok ikke kunne se det helt sjove i situationen, med de er helt oppe at køre, det var fandme vildt. Monika kommer forpustet op på bredden med en knækket paddel i hånden. Shootet viste endnu engang tænder.
Nu mangler kun nogle få kilometer inden vi til vi når vores slutpunkt. Vi padler i smågrupper ned igennem den flotte natur, indtil vi når kløften. En efter en, plumper kanoerne ned over det første drop, som markerer indgangen og i fin stil, fanger de fleste det første bagvand. Martin vil have den næste sektion i venstre side. En meget smal passage, som ender i et stejlt drop. Han svinger ud og padler selvsikkert ned igennem, men i droppet kommer han en anelse skævt på, så paddel og hånd rammer hårdt ind i klippesiden. Det ser skidt ud, hans tommelfinger har skrammer og hæver hurtigt op. De fleste kanoer kommer fint ned igennem kløftens sving og små drops og inden længe kommer broen tilsyne. Et tiltrængt hvil efter to dages krævende padling, og fede oplevelser, har sat sig i de flestes kroppe. Nu skal kanoerne bare bindes på bilerne og køreturen overstås. Endnu en RKK klubtur er overstået og 3 nye fosspadlere har forhåbentlig fået mod på flere eventyr.
Når du bliver træt af koldt og sort vand – og har gået med aviser, vasket vinduer for naboen, slået græs på vejen og på anden vis fyldt sparegrisen op, så har jeg et forslag til dig: Tag på kajaktur på Seychellerne.
Du sidder i din kano omringet af blankt vand, gule engkabbelejer og fyrtræer. Du og din makker padler roligt frem. Først hører du den fjerne brusen, så skimter du det hvidlige skum på vandspejlet. Du nærmer dig fossen! Din krop sitrer. Du strammer grebet om padlen. Nu gælder det!
Sidste år ved tiden omkring Skt. Hans blev ildsjælen Søren Mads Kildemoes udnævnt til æresmedlem i 361 Kano- & kajakklub. Der er ingen klubber, der rutter med den slags udnævnelser, men efter 34 års medlemskab i klubben, en masse bestyrelsesarbejde, et utal af timer i motorbåden ved stævner på Bagsværd og ikke mindst sit enorme arbejder for kanosporten i Danmark blev det altså med rette Sørens Kildemoes’ tur. I øvrigt sammen med klubkammeraten Kurt Binau
© indhold fra Magasinet må ikke gengives uden tilladelse. Du må dog meget gerne linke til indholdet.
Views: 464