Siden 2007 har DKF i samarbejde med en række efterskoler arrangeret og afholdt DM i kajakpolo for efterskoleelever, og i år var ingen undtagelse. Fire efterskoler deltog i turneringen, og ifølge efterskolelærer Rasmus Mogensen er der flere gode grunde til at kaste sig over sporten.
Kajakpolo: Den vilde holdsport, der ligner kaos, men er langt tryggere, end du tror
KAJAKPOLO
Vandet sprøjter, kajakkerne støder sammen, bolden flyver gennem luften. Et horn lyder, og nogle jubler, mens andre sukker. På få sekunder er spillet vendt på hovedet.
Sådan kan en helt normal kajakpolo-kamp se ud. Det er holdsport, som vi kender det, hvor fart, taktik og fællesskab smelter sammen, bare på vandet.
Når bold, vand og venskaber mødes
Kajakpolo er holdsport med høj puls, masser af taktik og et fællesskab, der rækker langt ud over kanten af bassinet eller havnen. For landsholdsspilleren Kristian Kleist begyndte det hele i et villakvarter med et par gode venner og et hul i kalenderen, da han stoppede med at spille fodbold.
Hans kammerater var startet til en ny sport. Enten kunne han hænge ud foran computeren, eller også kunne han tage med ned og prøve kajakpolo. Valget faldt på sidstnævnte, og det har han ikke fortrudt.
“Jeg har altid elsket bolde, men hadet at løbe som pesten. Så kombinationen af at være fysisk aktiv siddende i en kajak passede mig perfekt.” - Kristian Kleist
Hvad er kajakpolo – helt kort?
Kajakpolo er en holdsport på vandet med to hold i små, manøvredygtige kajakker, der spiller mod hinanden og forsøger at score i hængende mål.
Man spiller med en bold, og spillerne bruger både hænderne og deres pagaj til at aflevere, skyde, samle bolde op og blokere forsøg. Kampene er korte og intense, og alle spiller altid med hjelm og redningsvest.
Der er plads til mange forskellige typer og styrker. Nogle er hurtige i kajakken, andre er stærke, nogle er taktiske, og andre har hænder som en håndboldspiller.
“Der er så mange forskellige teknikker, styrker og taktikker, at der er plads til alle størrelser og typer”, siger Kristian.
INFOBOKS – HVAD ER KAJAKPOLO?
- 2 hold med op til 8 spillere på hvert hold –
- 5 spillere på banen ad gangen (5 mod 5)
- Hver kamp varer 2 x 10 minutter
- Banen er ca. 35 x 23 meter
- Målet hænger ca. 2 meter over vandoverfladen og er 1 x 1,5 meter
- Man kaster primært med hænderne
- Pagajen bruges bl.a. til at blokere skud og samle løse bolde op
- Man spiller på tid, med dommer, udskiftninger og taktik – ligesom i fx håndbold
- Alle spiller altid med hjelm, vest og andet sikkerhedsudstyr
Danmark i verdenstoppen – men de færreste kender sporten
Selvom kajakpolo for de fleste danskere stadig lyder som en nichesport, eller noget man spiller til sin polterabend på Islands Brygge, er Danmark blandt de stærke nationer internationalt. De seneste år har de danske landshold samlet set ligget i toppen, og Danmark er en af de små nationer, der har taget medaljer, inklusive guld.
De danske spillere er samtidig eftertragtede i udenlandske klubber, hvor de ofte bliver hentet ind til nationale ligaer. Ifølge Kristian skyldes det især den måde, vi spiller på:
“Vores tilgang og spilforståelse er struktureret, men fleksibel”, forklarer han.
For Kristian personligt har landsholdet været et mål, han satte sig allerede som barn, og noget, der i dag fylder meget i hverdagen.
“Det er førsteprioritet i mit liv. Det er et sammenhold, jeg vil gå gennem ild og vand for.” - Kristian Kleist
Samtidig er der en lille frustration gemt i stoltheden. Danmark er stærk i en holdsport, som de fleste stadig ikke helt ved, hvad er. For Kristian og holdet er det også en drivkraft: De vil blive ved med at skrive dansk sportshistorie, så flere får øjnene op for sporten.
Første gang i kajakken: Spaghetti-arme og store drømme
Da Kristian dukkede op til sin første kajakpolotræning som 11-årig, fyldte én ting rigtig meget: Hvad nu, hvis han væltede?
Træneren beroligede ham med, at der kun ville gå få sekunder, før han kunne vende ham, hive ham op og få styr på situationen. Trygheden i, at nogen “havde hans ryg”, gjorde en forskel.
Om aftenen var Kristians arme så trætte, at han knap nok kunne holde på bestikket, men én ting stod klart: Han kunne lide kombinationen af bold, vand, fysik og taktik, og han ville mere med det her.
Fællesskab på vandet og udenfor
Kajakpolo er holdsport i ordets bedste forstand. Man er afhængig af hinanden, og dynamikken på holdet betyder alt. Både når man spiller kamp og når der kommer nye spillere til.
For børn og unge giver kajakpolo meget mere end bare fysisk træning. De lærer at bruge kroppen, bliver trygge ved vand, og får en naturlig respekt for vind, bølger og sikkerhed. Samtidig lærer de at være en del af et hold, hvor nervøsitet, action og masser af holdånd kan være til stede på én gang.
“Det ser farligt ud”
Kajakpolo kan se voldsomt ud første gang, man ser det. Kajakker, der støder ind i hinanden, folk, der vælter og masser af fart på. Men ifølge Kristian er det langt mindre farligt, end mange tror.
Skadesprocenten er lav, sikkerheden er høj, og der er stort fokus på uddannede trænere og sikkerhed. Kajakkerne er designet med skum i enderne, så kroppen ikke møder skarpe kanter, og spillerne er altid godt beskyttet af vest og hjelm.
En anden typisk misforståelse er, at man “bare” kan kaste bolden i mål fra hvor som helst.
“Det er sværere at kaste en bold, når du sidder ned og er i ubalance,” siger Kristian.
Det kræver både teknik, styrke og timing. Netop den kombination gør sporten sjov at lære.
Hvem trives i kajakpolo?
Kajakpolo er en sport, hvor mange kan finde deres rolle.
Der er:
- Taktikeren, der elsker at læse spillet
- Den stærke, som trives i de fysiske dueller
- Boldspilleren, der har sikre hænder
- Sprinteren, der flyver over banen
- Specialisten, fx målmanden eller den, der er ekstra god med pagajen
Derudover er der dem, der bare elsker leg i vand, om det så er i et bassin, en havn eller på en sø.
Kristian har oplevet spillere, der troede, de var håbløse til boldspil, udvikle sig til landsholdsspillere. Han har også set folk, der ikke brød sig om vand, langsomt overvinde det.
Forældrehjørnet: Hvad man kan forvente?
Den første træning
Til den første træning skal man ikke kunne det hele på forhånd. Mange oplever, at det føles svært i starten, fordi kajakpolo kombinerer flere færdigheder: at ro, styre kajakken, håndtere bolden og være en del af et hold på samme tid.
Det er helt normalt, at kroppen er træt, og hovedet føles “brugt”, når man går hjem, og det er en del af oplevelsen.
INFOBOKS – SIKKERHED
- Alle roer altid med redningsvest
- Vesten beskytter både som flydemiddel og som skjold
- Kajakkerne er bygget, så de er sikre ved kontakt
- Trænerne er uddannede, er selv dygtige på vandet og sikrer trygge rammer, også når vejret er udfordrende
Udstyr
Klubben står for:
- Kajak, pagaj, redningsvest, hjelm og eventuelt andet sikkerhedsudstyr
Du/I skal selv stå for:
- Badetøj/skiundertøj (lag-på-lag) under tøjet
- Håndklæde
- Tørt skiftetøj
- Mod på at blive våd
De fleste klubløsninger baserer sig på anorak og lag-på-lag-beklædning, snarere end tykke våd- eller tørdragter, så man kan bevæge sig frit og holde varmen.
Kristians råd til nye spillere
Kristians råd til nye spillere er enkelt: bliv tryg ved vandet.
At vælte er ikke et tegn på, at man er dårlig. Tværtimod er det en del af læringen. Jo hurtigere man opdager, at det er ufarligt, og at man kommer hurtigt op igen, jo sjovere bliver det.
Han peger på, at det er helt normalt: at være nervøs for at falde i, at synes, det er hårdt og at opleve, at det kan være koldt nogle gange.
Kunne kajakpolo være noget for dig (eller dit barn)?
Kajakpolo kan være et rigtig godt match, hvis du/dit barn:
- elsker at være i eller på vand
- kan lide at være en del af et hold
- synes, det er sjovt med fart, leg og fysisk spil
- er klar på at blive våd, igen og igen
- er nysgerrig på at prøve en sport, som næsten ingen andre kender
“Har du lyst til at dyrke en sport, der kan byde på det hele: opleve og rejse rundt med din klub og kammerater i hele verden og have muligheden for at komme på et landshold, så er kajakpolo værd at prøve.” - Kristian Kleist
Klar til at springe ud på vandet?
Hvis du kan mærke en lille fornemmelse af nysgerrighed, er næste skridt enkelt:
Gå ind på www.kano-kajak.dk og find din lokale kajak- eller roklub, eller hold øje med klubberne i nærheden.
Du behøver ingen erfaring i kajak. Du skal bare have lyst til at prøve noget nyt, blive våd og være en del af holdet på vandet.
Er du til bølgesprøjt og surf? Det er Camilla Baastrup Sørensen, som fandt kærligheden til surfkajakken på en råkold decemberdag. For i bølgernes brusen lærer hun sig selv bedre at kende, og så kan teknikken overføres til havkajakken.
PODCAST SPECIAL: Afsted til VM med Kajakpolo
Der er verdensmesterskaber i kajakpolo, og vi sender 3 hold afsted som i denne uge skal kæmpe om medajlerne i Shanghai. Sidste års EM med to medajler lagde i kakkelovnen til et fantastisk VM og forventningerne er kæmpe store.
Kajakpolo er actionsport med plads til alle
I har måske set os på vandet eller i klubberne, og studset en ekstra gang over, hvad der foregår. Vi er ikke rigtige håndboldspillere og ikke rigtige kajakroere, men en blanding. Vi er nemlig kajakpolospillere.




