Til Kano-Kajak.dk ↩

Hemmeligheden bag kajakpolo: Det starter på land


KAJAKPOLO


børn i kajakker i vandet
profilbillede Julie Niclassen
[ TEKST & FOTO: Julie nørby niclassen & kristian kleist ]
5. maj 2026

Klik hvis du vil dele!

Kajakpolo ser vildt ud fra land. Men for nye spillere begynder det ikke i vandet. Det begynder med en træner, der siger hej, en ny klubkammerat, der hjælper med udstyret, og den første tur på vandet i trygge rammer.

Gensyn, nye ansigter og en rolig start

Vandet er stadig lidt koldt, når sæsonen går i gang. Standeren bliver hejst, kajakkerne bliver fundet frem, og et sted i klubben bliver saunaen tændt, så træningen kan sluttes med snak i varmen.

For nogle er det et gensyn med holdkammerater og en sport, de allerede kender. For andre er det første gang, de står på land med en lånt hjelm i hånden og kigger ud på vandet.

Og netop den første gang er noget særligt.

Kajakpolo kan ligne kaos udefra. Men for en ny spiller starter det et helt andet sted: på land, med en hjelm, der skal passe, en vest der, skal spændes, og nogen, der siger: “Kom, jeg viser dig det.”

For Kristian, der er en del af kajakpolomiljøet, er det noget af det bedste, når en ny sæson står for døren: at vise nye spillere, hvor meget sporten rummer.

“Vi glæder os til at vise dem, hvor sej en sport det er, og hvor sikre hænder de er i.” - Kristian Kleist.

Kajakpolo – kort fortalt

Kajakpolo er en holdsport på vandet, hvor to hold spiller bold fra små kajakker. Det minder lidt om håndbold, bare med pagaj, hjelm, vest, vand, fart og masser af samarbejde. 

Vil du læse mere om, hvad kajakpolo er, og hvorfor sporten er langt tryggere, end den ser ud? Læs første artikel i serien: Kajakpolo: Den vilde holdsport, der ligner kaos, men er langt tryggere, end du tror.

Du behøver ikke kunne ro i forvejen (og andre myter)

På land kan en ny spiller måske stå og tænke, at kajakpolo kræver både kajakerfaring, stærke arme og styr på reglerne. Men sådan begynder det ikke.

Man behøver heller ikke have roet i kajak før. Man behøver ikke kende reglerne. Og man behøver ikke være den stærkeste, hurtigste eller mest tekniske på holdet. 

For Kristian er det netop en af styrkerne ved kajakpolo.

“Vi har alle typer,” fortæller han. “Der er plads til forskellige personligheder - både fysisk og socialt.”

Nogle kommer for farten. Andre for bolden, vandet eller fællesskabet. Fælles for dem er, at de får lov til at prøve sig frem.

6 tegn på, at kajakpolo kan være din sport:

Kajakpolo kan være noget for børn og unge, der:

  • godt kan lide vand
  • trives med at være en del af et hold
  • synes, boldspil er sjovt
  • gerne vil prøve en sport, som ikke alle går til
  • kan lide fart, leg og nye udfordringer
  • ikke har noget imod at blive våd

Hemmeligheden ved en god start: Du står aldrig alene

En ny spiller bliver ikke sendt direkte ud i en kamp. Først skal hjelmen passe, vesten spændes, og kajakken findes. Måske står der en erfaren spiller ved siden af og viser, hvor pagajen ligger, hvordan udstyret fungerer, og hvordan man kommer ned til vandet.

Det kan lyde som små ting. Men når man møder op til en sport, hvor vand, bold, kajak og nye mennesker pludselig skal gå op i en højere enhed, kan det gøre hele forskellen, at der står nogen klar til at hjælpe.

I klubben er det typisk en træner eller en ansvarlig, der tager imod. Derefter bliver den nye spiller ofte koblet sammen med en af de andre, der allerede kender klubben og kan hjælpe med udstyr, vise rundt og gøre det lidt lettere at lande i fællesskabet.

Fra land til vand

Når hjelmen sidder, vesten er spændt, og kajakken er fundet, rykker træningen ud på vandet.

De første øvelser er enkle. At ro lige ud. At vende. At finde balancen. At kaste og gribe en bold med én hånd, mens man sidder i kajakken. Måske prøve at ro i ottetaller eller lave små lege, hvor det handler lige så meget om at have det sjovt, som det handler om teknik.

Og ja, på et tidspunkt vælter man måske.

Men i kajakpolo betyder det ikke nødvendigvis, at noget er gået galt. Det er en del af sporten. Man lærer, hvordan det føles at miste balancen, komme trygt ud af kajakken, hjælpe hinanden, og komme op igen.

Derfor er den første træning ikke en test. Det er en introduktion. Til sporten, til klubben og til følelsen af at opdage, at noget, der måske så lidt voldsomt ud fra land, faktisk kan føles både sjovt, trygt og overkommeligt, når man først sidder i kajakken.

gruppebillede

Det bedste ved kajakpolo er ikke kun spillet

Selvom kajakpolo begynder med kajakker, bolde og træning på vandet, er sporten for mange også noget mere.

Det er et hold, man bliver en del af. En klub, man møder op i. Og et miljø, hvor der bliver båret kajakker, heppet fra bredden, og hygget på tværs af alder og niveau.

Det mærker man især, når klubben tager afsted sammen. Til træningslejre, turneringer og stævner, hvor kajakker, pagajer og hjelme pakkes sammen, og hvor dagene ikke kun handler om kampe og resultater, men også om fællesspisning, hep fra sidelinjen og tid sammen.

For Kristian er det netop på de ture, fællesskabet bliver særligt tydeligt.

“Når hele klubben rejser sammen, kan man virkelig mærke fællesskabet. Alle niveauer er samlet, der bliver heppet på hinanden, og om aftenen spiser spilere, trænere, forældre og hjælpere sammen,” fortæller han.

Det er også her, mange unge opdager, at kajakpolo ikke kun handler om at blive god til at ro eller kaste en bold. Nogle finder ud af, at de er gode til at holde overblik. Andre tør gå forrest i duellerne. Og nogle bliver dem, der næste gang får en ny spiller til at føle sig velkommen.

Plads til flere på vandet: Måske bliver det til mere, end du tror

Kajakpolo er stadig en sport, mange ikke kender. Men netop derfor er der også god plads til nye spillere, nye holdkammerater og nye fællesskaber på vandet.

Man starter ikke til kajakpolo for at kunne det hele fra dag ét. Man starter med at prøve. Med at blive våd. Med at grine, når balancen driller. Med at mærke, hvordan det føles, når kajakken pludselig reagerer, bolden rammer hånden, og holdkammeraterne hepper.

Og måske bliver det bare en sjov fritidsaktivitet. Måske bliver det et fast holdepunkt i ugen. Måske bliver det venskaber, stævner og ture med klubben.

kajakpolo hold på podium
Foto: Søren Nielsen

Klar til at prøve? Sådan kommer I i gang

Første skridt er enkelt: Find en klub i nærheden, skriv eller ring og spørg, hvornår nye spillere kan komme forbi til en prøvetræning. De fleste klubber hjælper gerne med at finde det rigtige hold, fortælle, hvad man skal have med, og tage godt imod nye spillere.

Sådan starter I:

  • Find en kajakpoloklub i nærheden. 
  • Kontakt klubben og spørg til prøvetræning.
  • Mød op i tøj, der må blive vådt.
  • Tag gerne en ven med.
  • Prøv det et par gange. Nogle sportsgrene skal mærkes, før man ved, om de er noget.

Det starter på land

For hemmeligheden bag kajakpolo er måske netop, at det ikke starter med kampen.

Det starter på land. Med en træner, der siger hej. En klubkammerat, der viser vej. En hjelm, der skal spændes, og en kajak, der snart skal skubbes ud i vandet.

Og så starter det med modet til at prøve. Måske bare én gang. Måske som begyndelsen på en sport, et hold og et fællesskab, der viser sig at være meget sjovere, end man havde forestillet sig.

Hvis du kan mærke en lille fornemmelse af nysgerrighed, er næste skridt enkelt:

Gå ind på www.kano-kajak.dk og find din lokale kajak- eller roklub, eller hold øje med klubberne i nærheden.

Du behøver ingen erfaring i kajak. Du skal bare have lyst til at prøve noget nyt, blive våd og være en del af holdet på vandet.

Klik hvis du vil dele!
unge der high fiver i klatrehal

Hvad sker der, når man samler en gruppe unge mennesker fra forskellige landsdele og forskellige bådtyper til en weekendtur i København? SPOILER: De beviser, at fællesskabet og fælles lyst til påvirke sportens fremtid er langt større og stærkere end forskellighederne.

Kajakpolospillere i kamp

Vandet sprøjter, kajakkerne støder sammen, bolden flyver gennem luften. Et horn lyder, og nogle jubler, mens andre sukker. På få sekunder er spillet vendt på hovedet. Sådan kan en helt normal kajakpolo-kamp se ud. Det er holdsport, som vi kender det, hvor fart, taktik og fællesskab smelter sammen, bare på vandet.

Der er verdensmesterskaber i kajakpolo, og vi sender 3 hold afsted som i denne uge skal kæmpe om medajlerne i Shanghai. Sidste års EM med to medajler lagde i kakkelovnen til et fantastisk VM og forventningerne er kæmpe store.

I har måske set os på vandet eller i klubberne, og studset en ekstra gang over, hvad der foregår. Vi er ikke rigtige håndboldspillere og ikke rigtige kajakroere, men en blanding. Vi er nemlig kajakpolospillere.