Til Kano-Kajak.dk ↩

[Aktiviteter & Eventyr]

Oplev strandurter østers morild og nordlys fra din båd

Kajakroer på havet omgivet af morild
Profilbillede Jes Lindrum Brinch
[ TEKST & Foto Jes Lindrum Brinch ]
2. juni 2026

KLUBLIV


Klik hvis du vil dele!

Fra friskplukkede strandurter og østers på øde sandbanker til morild, nordlys og natlige møder med havets dyreliv. To enkle temature viser, hvordan klubturen kan forvandles til et lille eventyr, hvor nysgerrighed, natur og nye perspektiver er drivkrafte

Den her artikel er del to i en række inspirationer til at bruge klubben og båden til anderledes aktiviteter og eventyr. Den første artikel kan du læse her:

Tre tema-aktiviteter der samler klubben

For mange starter kajak, kano og SUP-livet med teknik, sikkerhed og de klassiske klubture. Men på et tidspunkt sker der noget andet. Det bliver ikke længere kun et fartøj – det bliver en måde at gå på opdagelse i verden på.

Pludselig handler turen ikke kun om kilometer eller hastighed. Den handler om at finde ind i naturen med et nærvær, vi ellers ofte er væk fra. Det er østers på en fjern sandbanke. At glide lydløst gennem sort vand under stjernerne. Om det korte øjeblik, hvor en sæl stikker hovedet op få meter fra kajakken, eller hvor et marsvin bryder overfladen foran stævnen. Måske en hornfisk, der bider på krogen.

Kajak, kano og SUP er særligt, fordi det giver adgang til steder og oplevelser, som er vanskelige at nå på anden vis. Lavt vand, små holme, stille bugter og kyster uden stier bliver pludselig tilgængelige. Det er som en universalnøgle til naturens skjulte rum. Fra vandsiden åbner landskabet sig i nye perspektiver, detaljer træder frem, og oplevelsen bliver både intim og større på én gang.

Så her er to bud på mere oplevelsesbaserede temature, hvor naturen, nysgerrigheden og eventyret er drivkraften. For læsbarhedens skyld, skrives med udgangspunkt i kajak, men det gælder naturligvis for både kano og SUP også.

Sankning – kajakken som adgangsbillet til det spiselige landskab

Der er noget magisk over at drive langs en stille kyst med blikket rettet mod tangbælter, strandurter og lavvandede vige. Man begynder at se landskabet på en anden måde. Ikke bare som natur – men som et spisekammer.

Personer der sanker tang ved lavvande

At ro med et formål om at sanke åbner en ny dimension af kajakken som fartøj. Pludselig bliver de små afsides øer interessante. Den stenede vig med blæretang. Det lave område med rejer. Den fjerne østersbanke. Kajakken er ideel til sanketure, fordi man kan færdes helt tæt langs kysten og let gå i land, steder, hvor adgang fra land ville være besværlig eller umulig. Husk at sætte dig ind i de lokale refler, da der KAN være steder du ikke må gå i land.

En sanketur behøver ikke være avanceret. Faktisk er det ofte bedst at starte enkelt. Download appen Vild Mad, find et område nær klubben og vælg én eller to arter, I vil gå efter. Det kan være strandkål, strandarve, blæretang eller måske østers. Husk opbevaring til det, I finder.

Og vigtigst: Brug fangsten. Der opstår noget særligt, når turen fortsætter omkring et lille måltid. Mange sankede råvarer fungerer perfekt nemt i en simpel suppe, til pandebrød eller i pandekager på trangiaen.

Østerssafari er nærmest sin egen disciplin. Her må man være forberedt på mudder, saltvand og beskidt beklædning. Ekstra fodtøj og poser til vådt udstyr er en god idé. Til gengæld er der få ting, der slår følelsen af at sidde på en øde strand med friskåbnede østers efter at have fundet dem selv – protip: husk at medbringe en citron!

Sankning giver også et nyt blik på årstiderne. Foråret bringer strandurter og hornfisk. Sommeren giver tang, muslinger (så længe vandets temperatur er lav nok) og rejer. Efteråret kan være østerssæson og svampe i kystskovene.

TIP! At stryge rejer på lavt vand kan være overraskende effektivt – og meget underholdende.

Friskfangede muslinger der ristes over åben ild

Sådan gør I.

  • Download app’en “Vild Mad” – den er gratis.
  • Identificer et område tæt på klubben (med app’en) som har noget at sanke efter
  • Husk at medbringe opbevaring til det I finder
  • Benyt evt. muligheden for at bruge det i finder, ude på turen eller hjemme i klubben med det samme. Mange ting kan kombineres med suppe, pandebrød eller pandekager. 
  • OBS! En evt. østerssafari kan blive en ret beskidt oplevelse, så forbered jer fx her med ekstra beklædning/fodtøj og en pose at pakke væk i på vej hjem.

Mørkeroning – når sanserne skærpes

Naturen ændrer karakter i mørket. Lydene bliver tydeligere. Afstande bliver sværere at bedømme. Selv velkendte kyster kan føles fremmede og eventyrlige. Mørkeroning er en af de mest intense måder at opleve kajakken på. 

Nordlys på himlen over kajakroere


Mange beskriver det som både beroligende og adrenalinfyldt på samme tid. Det første, man opdager, er stilheden. Når synssansen dæmpes, begynder man at høre vandet mod skroget, fugle i mørket og vinden langt tydeligere. Man mærker også bevægelserne i kajakken mere direkte. For nogle bliver mørkeroning en langsom, sansende oplevelse. For andre kan det være oplevelsen af fart, der sætter sig. Selv moderate hastigheder føles ofte markant hurtigere i mørket.

Sikkerheden skal naturligvis være på plads. Alle deltagere bør have pandelampe og et fast lys på kajakken eller ryggen – eksempelvis en lille Orbiloc-lampe. Loven kræver hvidt lys, der kan ses hele vejen rundt. For at sikre den gode oplevelse er det en god idé at starte på kendte ruter. Det giver også mulighed for virkelig at mærke forskellen på dag og nat i et område, man allerede kender.

Med lidt held kan mørket også åbne for helt særlige naturfænomener. Morild kan få pagaj og bølger til at lyse elektrisk blåt omkring kajakken. Nordlys kan danse over horisonten på kolde aftener. Og med UV-lampe bliver ravjagt pludselig muligt på natlige strande. Der findes apps til nordlysvarsling, og sociale medier kan være nyttige til at følge meldinger om morild. Men noget af magien ligger netop i, at oplevelserne ikke kan planlægges helt.

En sommernat kan mørkeroningen også ende som en anderledes badetur. At hoppe i mørkt havvand langt fra bylys er en oplevelse, mange husker længe efter. For de mere rutinerede roere kan lidt bølger og vind i mørket være en spændende udfordring. Selv små forhold føles mere intense, når horisonten forsvinder. Mørket gør verden større og sanserne stærkere.

Sådan gør I.

  • Sørg for at alle deltagere har minimum en pandelampe, og også et fast lys på ryggen eller kajakken bagpå – fx en lille Orbiloc lampe. Loven siger hvidt lys der kan ses hele vejen rundt.
  • Vælg gerne en tur I kender første gang. Så kan I se, høre og mærke forskellen.
  • Download evt. en nordlys app, meld jer ind i en morild gruppe på facebook eller køb en uv-lampe til ravjagt. Alle tre fænomener er afhængig af tid og sted.
  • Turen kan designes som mere sansende med langsomt tempo eller som en tur i højt tempo. Følelsen af fart er ofte mere intens i mørket, og sjov at prøve. For de rutinerede kan lidt bølger til, være en spændende udfordring.

Aftenroning i kajak i Københavns havn

INFOBOKS

Adgansregler og naturhensyn

Husk at der er regler for hvor man må gå i land, hvor længe man må gøre ophold og hvordan, de forskellige steder. Danmark har stor frihed til færdsel langs kysterne, men som havkajakroer har du også et ansvar for at tage hensyn til naturen og andre brugere. 

Langs de fleste kyster må man kortvarigt opholde sig og trække kajakken op over højvandslinjen, men respekter private områder, havneanlæg og lokale adgangsbegrænsninger. Hold dig minimum 50 meter fra beboelse.

Vis særligt hensyn i fuglenes yngletid fra forår til midsommer. Hold god afstand til småøer, rev og strandenge med ynglefugle, og undgå landgang i beskyttede områder. Sæler skal have ro til at hvile på stenrev og sandbanker – hold afstand, især i sensommeren.

Klik hvis du vil dele!
To mænd med kajakker på ryggen går langs en vej

For 30 år siden satte tre kajakroere sig for at gøre det, tilsyneladende umulige, nemlig at ro fra Utterslev Mose hele vejen langs Vestvolden til Øresund. Det blev en tur gennem glemt natur, gamle forsvarsværker – og 24 vilde overbæringer over alt fra pigtråd til motorveje. En historie om stædighed, dumdristighed og en god portion humor. Og om hvordan en idé, der måske aldrig skulle have være afprøvet, alligevel blev det.

Hvordan holder man gang i både færdigheder, fællesskab og engagement i klubben – også i hverdagen? Her får I tre enkle temaaktiviteter, der kan bruges året rundt og tilpasses både nye og erfarne roere. Aktiviteterne kræver ikke meget, men kan gøre en mærkbar forskel for både udvikling og sammenhold

Vidste du, at DKF har forskellige pakker med kajakker, som man kan låne helt gratis? I Vejle Kajakklub og Ans IF Søsport har de blandt andet lånt en pakke med surfski til børn og unge. Det gav mulighed for at prøve en ny og anderledes kajak-disciplin.

Oliver Warming med sine hjemmebyggede kanoer

Padlesport har i mange år været en passion for Oliver Warming, og da han valgte at forfølge en uddannelse som bygningssnedker, fandt han en måde at kombinere sit arbejdsliv med sin hobby. Det er der kommet to håndbyggede kanoer ud af - og en idé, som han håber at kunne gennemføre i fremtiden.