Rügen rundt i havkajak


TOURING


Profilbillede Sanne Jacqué
Profilbillede Tomas Kolbe
[ TEKST & Foto: Sanne Jaqué og Tomas Kolbe ]
3. november 2026

Klik hvis du vil dele!

Sanne Jaqué og Tomas Kolbe tog på kajakeventyr rundt om Rügen og fik både dramatiske bølger, imponerende kridtklinter og uventede møder med i bagagen. En personlig turberetning om at tage udfordringerne, som de kommer, og huske at nyde turen undervejs.

Mangler du inspiration til dit næste kajakeventyr?
Udfordrende rovand, smukt landskab og primitiv overnatning i en uges tid, så læs bare videre…

Drømmen om “Rügen rundt” tog rigtig form, efter vi i fin stil kom rundt om Bornholm i 2024.

Det var vores første “rigtige” kajakeventyr sammen som nye makkere i både kajak og i livet.

På Bornholm fik vi slebet kanter af, fandt fælles måder at gøre tingene på og fik lært hinandens stærke og svage sider at kende.

Eventyret tog kun 4 dage, og vi var helt klar på mere eventyr sammen og gerne længere.

Tanken om Rügen lå lige til højrebladet… kun få timers kørsel fra Sjælland, Østersøen… fantastisk geologi med nationalparkerne.

Vi var så absolut på!

Vi kommer med meget forskellig erfaring; Tomas har roet siden 1998 og er stærk i alt det vilde…! Hans kajak er en Empower i glasfiber.

Sanne har roet siden 2020, men først kastet sig ud i bølgerne siden 2023. Hendes kajak er en Frej 500T i termoplast.

Vi var godt klar over, at rovandet omkring Rügen kunne være noget mere udfordrende, end vi er vant til, og en stor del af vores forberedelser var omkring sikkerhed; især afprøvning af udstyr i bølger, makkerredninger og kajaktømninger på vandet.

Vi vurderede, at vi skulle bruge 7 dage på vandet, hvilket viste sig at være spot on.

At vi så også blæste inde i 4 dage, kunne vi ikke forudse, men vi vidste, det var en mulighed.

Vi var enige om, at det var FERIE/afslapning og ikke “hurtigst rundt”! En vigtig afklaring for os, da der godt kan gå lidt sport i det for os begge…

Vi var enige om at begynde turen på det nordlige Rügen, da vi havde en forventning om, at farvandet omkring Kap Arkona ville være mest udsat ift. vinden, og vi kunne derfor vælge at begynde turen med det sværeste stykke.

Vi lavede en aftale med campingfatter Raul på Luigis camping om en sikker plads til bilen for en lille skilling, mens vi var væk, og det gav os god ro i maven.

Afsted i mere vind end forventet

Der gik kun 2 dage efter vores ankomst, til vinden burde være gunstig til start, så vi fik gjort alt klar til tirsdag morgen…

Natten op til blæste det godt op. De varslede 4 m/sek. havde rejst sig, og vi startede turen over noget af en brænding i 8-10 m/sek.

Vi blev sendt godt afsted af et par tyske livreddere, Tom og Ines, med lovning om, at vi ville give lyd, når vi var sikkert retur.

Det blev vores første læring i, at vinden omkring Rügen ændrer sig hastigt, og at vind-/vejrprognosen kun sjældent holder stik. Heldigvis holdt vi fast i planen om at tage afsted. Hvis ikke vi havde gjort det, var vi formentlig ikke kommet afsted, da vi kiggede ind i et par uger med meget vind.

Glowe havn dannede rammen om vores første overnatning, og her landede vi lige midt i en hyggelig havnefest med levende musik og kolde øl.

Morgenen efter var der flere søde tyskere, der havde bemærket de to danske kayakers på plænen bag havnekontoret.

En havde købt morgenbrød til os, og en anden forærede os et spritnyt gas-Trangia, som han havde i båden, men aldrig fik brugt, og vi fik nogle hyggelige snakke.

Jasmunds klinter og møder undervejs

På 2. dagen roede vi op langs kysten til Nationalpark Jasmund med de mest fantastiske klinter, meget lignende Møns Klint, blot langt større og på en strækning af henved 10 km. Det var turens absolutte højdepunkt af smuk og særpræget natur.



På Rügen er der mulighed for at overnatte i naturen som kajakroer, men man skal være opmærksom på, at det ikke er tilladt alle steder, blandt andet i nationalparkerne.

Det blev vi bekræftet i på vores 3. overnatning, hvor vi mødte nogle tyske kajakroere; Bernt, Roswitha og deres barnebarn Juna på 12 år, som var på vej rundt modsat vej af os.

De kunne samtidig fortælle os om en ny plads velegnet for kayakers, som skulle vise sig at være meget nyttig.

Vi mødte dem senere på turen, da vi var kommet i mål, og det blev et særdeles festligt gensyn, men det er en helt anden historie…

Vi havde nogle fantastiske dage på vandet med overnatning på strand og surfcamp.

Hele 2 gange oplevede vi noget så sjældent som at se en odder, begge gange i øens sydlige farvand. Vi så smukke kæmpestore palæer som et levn fra Hitlers tid, havørne, isfugl, og vi kunne nyde den smukkeste fuldmåne på Rügens sydligste punkt med udsigt over nabolandene.

På 5.-6. dagen blæste vi inde første gang. Det var regnfuldt og kraftig vind, da vi fandt frem til “Wildwood”… den nye plads, vi blev tippet om!

Her var en dejlig varm stue med puder og tæpper, indkøb, køkken, vask/tør, bad og wc, og vi havde 2 hyggelige dage her, inden vi kunne komme videre.

Hiddensee, modvind og hjemkomst

At vi var startet på det vanskeligste stykke, viste sig absolut ikke at holde stik. Som nævnt var der temmelig meget vind de fleste af dagene, og der var passager, vi klart havde undervurderet.

Specielt strækningen op langs Hiddensee gav os store udfordringer.

Netop som vi slap nationalparken ved Borch i det lækreste solskinsvejr og begav os ud på et mindre kryds, blæste det helt vildt op og satte ind med både lyn og torden.

Nødhavn var ikke en mulighed pga. bølgebrydere på både langs og tværs af kysten, og det ville være for risikabelt at forsøge at undgå dem i brændingen.

Vi måtte ro en strækning på ca. 10 km, hvor vi konstant måtte krydse op i bølgerne.

Endelig nåede vi frem til midten af øen, hvor vi kunne komme ind til stranden. Det blev en hård landing, og vi var meget våde og trætte, da vi begav os de 2 km til fods til havnebyen Neuendorf, hvor vi blev taget rigtig godt imod.

Vi blæste inde her i 3 overnatninger, hvor vi fik lov til at slå vores telt op på den lokale sportsplads med adgang til bad, wc og vask/tør foruden et mega hyggeligt havnemiljø for blot 5 € pr. nat.

Hiddensee er en fantastisk ø at blæse inde på. Det er en bilfri ø med hestevogne og cykler som transportmiddel, byfester, nationalpark og gode spisesteder.

Også her er folk søde og imødekommende, man spiser godt og bliver bemærket på den positive måde.

Fredag morgen på 11. dagen for turen lykkedes det os endelig at komme videre. Vi havde kun en rodag tilbage og længtes nu efter at komme på vandet igen, og det var fuldstændig havblik og høj sol, da vi atter sad i kajakkerne.

Vi startede med et kryds på 7 km over til Rügen, og her erfarede Sanne, at hendes kajak tog temmelig meget vand ind. Det skulle vise sig, at kajakken var revnet i det voldsomme vejr et par dage tidligere.

Det var turens sidste dag, en strækning på ca. 25 km med god tid til at nyde endelig at være på vandet igen.

Vi kunne med det samme kende stranden og tårnet hos “vores” livreddere, og mens vi lå stille på vandet, nød synet og følelsen af at være kommet i mål, bemærkede vi aktivitet i livreddertårnet.

Vi kom ind på stranden i fin stil, trætte og glade blandt masser af badegæster.

Herefter gik vi op i livreddertårnet for at gi’ besked til Tom og Ines.

Vi blev mødt af deres kollega, der med et stort smil viste os det billede af os, som han netop havde sendt dem med teksten:

“unsere Dänen sind zurück”

Morgenen efter sad vi på stranden, nød det varme sand og solen, i den særlige mundering, alle tyske strandgæster har på… Med varm kaffe i termoen og frisk croissant fra bageren, mens vi kiggede ud over vandet på stedet, hvor eventyret startede.

Efter sådan en tur er der flere modstridende følelser, der trænger sig på; vemod over, at det, vi har set frem til meget længe, pludselig er ovre… glad forventning om afslappede feriedage resten af tiden… men først og fremmest en tilfredshed og stolthed over, at vi rent faktisk kom rundt; WE DID IT

Klik hvis du vil dele!

Har du aldrig siddet i en kajak før? Eller er du allerede glad for din havkajak eller turkajak? Uanset hvad så må du ikke snyde dig selv for en tur i en surfski. Det er båden, der får selv stille vand til at føles levende – og som kan give dig et kæmpe smil på læben fra første bølge.

Er du til bølgesprøjt og surf? Det er Camilla Baastrup Sørensen, som fandt kærligheden til surfkajakken på en råkold decemberdag. For i bølgernes brusen lærer hun sig selv bedre at kende, og så kan teknikken overføres til havkajakken.

Når du står over for at skulle vælge din første – eller måske din næste – havkajak, kan der være mange ting at holde styr på. Men bare rolig, vi har din ryg. Gennem denne artikelserie klæder vi dig på til at kunne foretage de rigtige valg, uanset om du er nybegynder eller erfaren roer.

I har måske set os på vandet eller i klubberne, og studset en ekstra gang over, hvad der foregår. Vi er ikke rigtige håndboldspillere og ikke rigtige kajakroere, men en blanding. Vi er nemlig kajakpolospillere.