Mark fra Irland har aldrig siddet i en havkajak. Nu sidder han i én, ved broen i Vallensbæk Kano og Kajak Club, med kørestolen parkeret bag sig og hjertet et sted oppe i halsen. Det er første dag på turen. Et par klubmedlemmer har på få minutter regnet ud, hvordan man løfter, støtter og sætter ham ned i cockpittet uden at gøre et nummer ud af det. Så skubber de ham fri. Han padler. Han kan.

Det var august 2026, og det blev langt fra sidste gang på turen, at en dansk klub åbnede dørene til en person med særlig behov.

Klubber, der giver videre

Canoeing Ireland kontaktede DKF for at høre, om de kunne komme og observere, hvordan de danske kajakklubber arbejder med miljø og social bæredygtighed.
Forbundet havde svært ved at vælge blandt de mange klubber, som gjorde en indsats, men Vallensbæk var en sikker vinder. Her har Niels i årevis ønsket at få folk med nedsat bevægelighed ud at ro, og klubben er en af dem, der er gået med i DKF’s projekt om klubber med plads til alle, støttet af Nordea-fonden.

Irerne besøgte Vallensbæk en dejlig solrig eftermiddag og imens de padlede talte med flere af roerne, der  selv brændte for at hjælpe andre med udfordringer i gang.
DKFs konsulenten kæmpede indædt med at få tidsplanen til at hænge sammen, for irerne er en flok som man hurtigt bliver venner med og som gerne vil hænge ud og høre klubbens vilde historier: og selvom der var meget irerne ville se og beundre i klubhuset, skulle gruppen videre til næste klub i Jylland.

Lørdag i Silkeborg holdt Blind Motion – en del af Dansk Blindesamfund og DKFs partner i Nordea projektet – deres årlige Kajakfestival for Blinde. En stor flok gik på vandet den dag, og selvom de blinde og svagsynede padlere havde seende med, men klarede sig forbløffende selv: De skulle bare have en retning, så satte de af.

Irerne udnyttede pausen til at besøge Silkeborg Kajakklub, som også er med i Nordea projektet med stor engemant fra Inger, en af deres aktive medlemmer. Atleter på vandet, børn der tumlede rundt, folk der trænede, og nogen bag en skærm, der passede klubbens administration. Her tjekkede gruppen de faciliteter, som klubben får 100.000 kr. fra projektet for at være mere tilgængelige; bedre HC toiletter, ande belæg foran klubhuset, systemer til at få kajakkerne ned?

Silkeborg har meget fokus på uddannelse af deres instruktører, for det er ikke nok, at en klub siger ja. Instruktørerne , de frivillige hjælpere og den menige medlem skal tænde på det og vejen dertil er formidling, uddannelse, og goed, fælles aktiviteter!

Mandag i Køge Kano og Kajakklub. Klubbens Blå Ambassadør Charlotte har stået for deres affaldsindsamling i mange år, og DKF har lige så mange år stået for forplejningen – et tilbud, alle klubber kan tage imod. Alle var med: børnene, atleterne, de gamle, kaffeklubben og bestyrelsen. Kajakkerne røg i vandet, irerne fulgte efter, og Mark, nu med én tur i bagagen og pulsen nede, fiskede plastik op som alle de andre. Børnene jagtede affald, som var det en skattejagt. Bagefter fest i klubhuset med billeder fra alle årenes indsamlinger.

Dagen efter mødte gæsterne DKF’s sekretariat og fik en lang snak med uddannelseskonsulent Jes. For Canoeing Ireland er langt fremme med kurser til instruktører og frivillige i at hjælpe en person med særlige behov ind og ud af kajakken. Én erfaring gik igennem: Omkring 90 procent af hjælpen skal gives på land. For når kajakken først flyder, sker der noget. Vandet sætter folk fri. Så ror de som alle de andre.

Dagen efter mødte delegationen Lejre Havkajakklub og klubbens Soldaterprojekt og fik, ud over en dag på vandet, en ærlig snak om, hvad det koster at inkludere en særlig gruppe, og hvorfor klubben alligevel vælger at bruge sin fritid på det. Kan det være svært? ja, nogle gange? Får man noget ud af det? Ja, i allerhøjeste grad, var svaret. For klubben skal afspejle det samfund, som det er en del af, og hvor der er mennesker der mangler en arm, der lider af PTSD eller som ikke ønsker at komme, når alle de andre medlemmer er på vandet.

Lignende refleksioner fik man i besøget til Holte Roklub, som sagde det, mange klubber ikke tør: Den, der kommer ind med særlige behov, skal også give noget tilbage. Mangler man en arm eller et ben, kan man stadig planlægge julefrokosten, tage en vagt til børnetræningen eller skrive en fondsansøgning. En klub har brug for alt det og får det, når den siger højt til sine medlemmer: Vi vil have flere med, også dem der ikke ligner os.

Så sluttede turen, og efter fem dage rejste irerne hjem med tasken fuld af eksempler, en lang liste af idéer og en beundring for de danske klubber, som DKF deler med dem.

Men billedet, der bliver hængende, er det fra Vallensbæk: en mand, der aldrig har siddet i en havkajak, og et par klubmedlemmer, der gjorde det, man gør, for en romakker: at sætte ham fri på vandet.