Det begyndte med Mads

I vores familie begyndte kajakken med Mads. Han så olympisk kajak under OL i Rio  (2016) og besluttede, at det måtte han prøve. I Kajakklubben Esrum Sø kunne man dengang først starte i januar, så vi tænkte egentlig, at interessen nok ville være væk, når vi nåede dertil. Det var den ikke. Mads begyndte som 14-årig, og allerede samme år deltog han i sit første DM. På bredden stod Mille og fulgte med. Hun var 12 år og besluttede nærmest på stedet, at hun også ville ro kajak. Året efter begyndte hun selv.

Siden er kajakken blevet en naturlig del af familielivet – ikke bare som sport, men som noget, der præger vores hverdag, vores ferier og vores måde at være sammen på.

Kajakforældre og klubarbejde

De første år var det klubhverdagen, der fyldte mest. Hjælp ved broen, støtte til de yngste, hjemmebag og det praktiske omkring klubben. Efterhånden som Mads og Mille er blevet ældre, har vores rolle ændret sig. I dag er det i højere grad trailerkørsel, planlægning og arbejdet med sponsoransøgninger til klubben, der fylder. Opbakningen er den samme – den ser bare anderledes ud.

Selvom kajakken fylder meget, er det ikke kun den seriøse del, der betyder noget. Mille nyder stadig klubaktiviteterne i Esrum – blandt andet Luciaroning – og det er med til at give en god balance. For Mads har hverdagen også ændret sig, efter at han er begyndt at studere. Det betyder færre træningstimer, men kajakken fylder stadig, og han forsøger at holde fast i så meget som muligt.

Som familie har vi taget et bevidst valg: Vi bakker op om vores børn – og det gør vi 110 procent.

Logistik, logistik, logistik – og trailerkørsel i Paris

Det har også betydet, at vi i mange år har levet med en hel del logistik. Da børnene ikke selv kunne køre, var vi afhængige af, at en af os kunne få dem til træning – ofte til Bagsværd Sø fra Hillerød sidst på eftermiddagen. På et tidspunkt blev det så omfattende, at vi lavede et stort ugeskema på køleskabet, inddelt i timer, hvor alt blev skrevet ind – skole, lektier, transport, træning og måltider. Det var nødvendigt for at bevare overblikket.

I dag er transporten i hverdagen blevet væsentligt lettere, fordi begge børn har fået kørekort og selv kan køre til og fra træning. Det giver en anden fleksibilitet, vi virkelig kan mærke. Til gengæld er logistikken ikke forsvundet – den har bare flyttet sig. Stævner, træningslejre og rejser med udstyr kræver stadig planlægning og koordinering.

Det gælder for eksempel, når man kører rundt med store trailere. Vi har blandt andet kørt hjem fra Sevilla med en stor trailer læsset med cirka 45 kajakker. På et tidspunkt syntes mor egentlig, det var helt fint, at far tog en lur på passagersædet. Det holdt lige indtil vi nærmede os Paris, og et hurtigt blik på GPS’en afslørede et mindre kunstværk af til- og frakørselsramper. I det øjeblik blev det meget tydeligt, at det ikke bare var en almindelig køretur: foran var Paris, bagpå hang en trailer med en masse kajakker på, og pludselig virkede projektet en anelse større, end det havde gjort fem minutter før. Det gik heldigvis fint – men det er sådan en situation, man godt kan grine lidt af bagefter.

Med Mille i Bazhong og Flekkefjord – Ferie eller hva’?

Kajaklivet byder nemlig på mange oplevelser, som man ikke helt kan planlægge sig til.

Ferierne er nemlig næsten altid forbundet med sporten. Træningslejre, konkurrencer og rejser er blevet en naturlig del af familielivet. Turen til Bazhong i Kina var en af de store – ikke kun sportsligt, men også som oplevelse. At stå så langt hjemmefra og samtidig være en del af et internationalt kajakmiljø, giver noget helt særligt. Og det giver også en stor glæde at være til stede og kunne støtte børnene i de oplevelser, de står midt i.

Op til turen til Kina brugte vi overraskende meget tid på helt lavpraktiske overvejelser. Hvordan køber man egentlig togbilletter i Kina? Og hvordan får man logistikken til at hænge sammen, når turen ikke stopper der? Efter Kina skulle vi nemlig videre til Norge til NM maraton. Det betød, at bilen skulle stå i Gardermoen i omkring ti dage – med både kajak og kano på taget. Det gav anledning til nye spørgsmål: Kan man parkere i et P-hus med så meget på taget? Og kan bilen overhovedet komme ind i et af P-husene?

Det er måske ikke de klassiske feriespørgsmål – men det er en del af virkeligheden som kajakfamilie.

Fællesskab – hjemme og ude

Noget af det, vi virkelig har sat pris på gennem årene, er miljøet i sporten. Kajak er ikke en stor sportsgren, og måske netop derfor oplever vi et fællesskab, hvor man hjælper hinanden på tværs af klubber og landegrænser. Man modarbejder ikke hinanden – tværtimod bakker man hinanden op og deler erfaringer.

Det har også smittet af på os. Vi har flere gange valgt at bruge vores ferie på at hjælpe som frivillige ved større stævner – blandt andet ved VM sprint i Bagsværd, VM maraton i Jels og EM maraton i Silkeborg. Den slags arrangementer hænger ganske enkelt ikke sammen uden frivillige, og i en mindre sport som kajak er det helt afhængigt af, at nogen giver en hånd med. For os er det blevet en naturlig del af det at være i miljøet – og en anden måde at være med på end kun fra sidelinjen.