Padlesport har i mange år været en passion for Oliver Warming, og da han valgte at forfølge en uddannelse som bygningssnedker, fandt han en måde at kombinere sit arbejdsliv med sin hobby. Det er der kommet to håndbyggede kanoer ud af - og en idé, som han håber at kunne gennemføre i fremtiden.
Undskyld jeg er her!
KOMMENTAR
[ TEKST & Foto: Lone Hage Rasmussen ]
8. september 2026
Kommentarens forfatter er medlem af Køge Kano- og Kajakklub og Havkajakroerne. Indholdet udtrykker forfatterens holdning.
Lone havde mest lyst til at blive hjemme og vaske tøj. I stedet sad hun kort efter midt ude i Øresund med bølger skyllede ind over kajakken, hjertet oppe i halsen og en indædt overbevisning om, at hun ikke var god nok. Det blev en tur, der kom til at handle langt mindre om kajak og langt mere om mod.
Jeg er ikke god nok!
Det blev den 17. maj. Fugleungerne pippede i kassen, som den tidligere lejer havde sat op. Hvert år spåede jeg fugleungerne døde på den varme væg uden skygge, hvert år gjorde fugleforældrene mig til skamme og satte et nyt kuld unger på vingerne.
Den 17. maj sagde jeg til mig selv at når jeg læser i en bog, at fuglehuse ikke må hænge i direkte sol, så skal jeg ikke tro på alt hvad jeg læser. Sæt fuglekasser op hvor du vil, fuglene er kloge nok til at være selektive.
– Ro med grønlænderpagaj uden rotere, du kommer frem alligevel, glem de andres formaninger, frem skal du nok komme.
Når andre fortæller mig at jeg er dårlig til at svømme, så svøm for helvede. Svøm som en brækket arm, men bare svøm.
– Ro uden at rotere, bare ro!
Undskyld jeg er her, jeg undskylder mine ord, mit jeg, mine tanker, mit udseende, jeg undskylder at jeg ikke er god. Undskyld at du læser videre, det er min skyld.
Jeg er ikke den bedste og er smerteligt bevidst om det. Det føles som at alle har fortalt mig det. Jeg ved jeg har været en undskyldning for mig selv hele livet, jeg har ikke taget imod goderne, for jeg det var jo ikke til mig vel, og lad mig nu være.
Jeg prøver på at være god nok
Hør Lone, vi er alle født nøgne, hjælpeløse og afhængige af vores forældre. Ingen er født bedre end andre, og dermed har jeg også retten til at opleve.
– Og det gør jeg nu!
Det blev den 17 maj og jeg ville så gerne vaske tøj og ordne hus, for jeg er først og fremmest husmor. Jeg er alene om hjemmet, jeg har mit fuldtidsarbejde og var inviteret på tur med kajakken. Vandsporten er ikke et fremmed element for mig. Mick havde hevet mig ud af køkkenet for 4 år siden og op i en kajak. Mick er min modsætning, han er nærmest en født oplevelsesrejsende med en mor fra Afrika og en far som var frihedskæmper og soldat. Hans arbejdsliv har været et eventyr med ophold i udlandet som cand scient pol, meget langt væk fra mit liv som graver.
Vi tog på eventyr, det var ham som tog mig med, jeg kan ikke selv
Jeg lod vasketøj og køkkenhave være, pakkede bilen, kajakkerne op på taget og så kørte vi. En time efter var vi i København, kun med den bagage, som kunne pakkes ned i lugerne, for vi skulle være på tur til dagen efter.
I København fandt vi en ledig parkeringsplads, gratis, det er stadig muligt. Vi satte i fra bådebroen og efterlod bilen, og efterlod også skumklodserne på taget, kom jeg i tanke om dagen efter. Vi roede rundt i de Københavnske kanaler, et sted jeg aldrig havde roet før, men havde tit læst om Lucia kajakoptogene.
Efter et par timers roning lagde vi til ved en restaurant efter at have krydset kanaler og set tårne nedefra som jeg burde genkende.
– Det snoede tårn på vor frue kirke som vi passerede, havde jeg ikke turede gå op i da jeg var højgravid for jeg var bange for at jeg ville komme i fødsel deroppe.
Selvom jeg ikke havde været gravid, havde jeg heller ikke gået op i det, for jeg lider også af højdeskræk, men den anden historie lyder bedre.
Kajakkerne fortøjede vi og oplevede de Københavnske restaurantpriser. For 129 kroner pr kuvert, billigt, kunne man mene, fik den ene af os brød, mayonnaise og pil selv rejer og den anden fik også brød, mayonnaise og en pil selv sardinerne ud af dåsen ret. Det smagte godt, men næste gang kan vi nok selv have en dåse sardiner med på tur.
På eventyr oplever man altid noget uventet eller farligt
Turens alvor begyndte at indfinde sig hos mig på dette tidspunkt, da vi mætte satte os i kajakkerne igen. Vi var tæt på Københavns havn og dermed væk fra de trygge kanaler, hvor eneste fare er at ro i vejen for en turbådfart eller blive væltet af en bådbus´ hækbølger.
Vores mål, hvortil invitationen gjaldt, var til middelgrundsfortet, nu om dage kaldet ungdomsøen. Det ligger 3 km fra den trygge havn og med et kryds på 3 km er det 2,5 kilometer mere end min komfortzone byder mig.
– Havne og moler er i det hele taget er ikke lige mig, bølgerne fra molen der kommer tilbage og bådene man skal tage sig i vare for, skræmmer livet af mig.
Jeg ved ikke hvor meget det blæste, ikke mere end 7 meter i sekundet, men vindstødene var oppe på 11 til 12 og det er ukendt terræn for mig. Hvordan læser man vinden, når stødene også skal medregnes? Vi lå i læ af den mole som er ved at blive bygget, vi så rendegraveren, der dumpede jord for at få plads til boliger og kystsikring i samme ombæring. Midt i virvaret blev jeg smerteligt bevidst om min angst for bølger og stoppede grådkvalt og sagde at jeg ville hjem.
– Jeg vil hjem, jeg tør ikke mere. Jeg vil aldrig være IPP3´er, jeg vil kun ro i roligt vand hjemme i Køge bugt. Jeg hader bølger, jeg er bange. Peb jeg ynkeligt.
Min bøn stoppede dog ikke turen og med lovning på en sikker tur ud til øen og med hjertet oppe i halsen og angsten for mit indre øje fortsatte vi mod et mål jeg kun kunne ane i det fjerne.
Turen blev lige så slem som jeg havde frygtet og mine tanker kredsede kun om at prøve at bevare roen, hvis jeg skulle blive væltet og prøve at rulle op. Jeg ved at jeg kan rulle og det er hundrede gange nemmere og mere tørt at rulle end at stå ud af kajakken. Men kuldechokket ville blokere mig, var jeg sikker på, og jeg blev så usikker på alting. Det værste når man er i en farlig situation er at lade være med at ro, havde han råbt til mig den dag vi skulle ro ud af indsejlingen til karrebæk havn. Jeg havde forskrækket kigget på og glemt at ro. Jeg roede for livet føltes det som.
Bølgerne slog deres våde slag over kajakken. Jeg prøvede at lade med være med at tænke på om kajakken ville tage vand ind, gå i stykker og synke og andre skrækscenarier mit hoved kunne frembringe. Mick forsikrede mig om at kajakken er bygget til at være i vandet. Jeg mindede samtidig mig selv om at jeg havde roet 4 km over til Lobo island ved Fuerteventura på de canariske øer i gamle middelhavsdønninger og klaret det også da jeg var forholdsvis ny.
Endelig satte jeg mine ben på sikker grund midt i Øresund
Endelig nåede vi fortet og var i sikkerhed i havnen. Her roede vi til styrbord side lagde til ved bådebroen. Vi måtte række højt for at komme op på broen, det var lidt besværligt og hvis vi havde set sandstranden til venstre side ville det have været nemmere. Trods besværet er en landgang altid en kær udfordring og lidt udfordringer skal selv den introverte også have, og så var det rart ikke at få våde fødder og sand overalt.
Vi samlede vores ting og listede forbi en svane på sin rede.
– Jeg var selvfølgelig bange for svanemor …!
Men svanen kiggede knapt op på os. Jeg har nok tyve billeder med hjem af svanemor, som jeg var bange for.
En mindre færge lagde fra ved havnekanten, dagens gæster skulle hjem til Nyhavn, en tur på en halv times tid.
Vi fandt en medarbejder ved kiosken, som lukker klokken 18, og hun indlogerede os på vores bookede værelse på fortet.
Værelset i fortet var pænt stort og med bad og toilet. Vi efterlod det dog hurtigt efter at have klædt om fordi vi ville på eventyr på øen. Øen er ikke så stor, men spændende både inde i fortet og udendørs. Man kan se Øresundsbroen, Sverige og København lige så tydeligt. Længere ude mod syd ligger Flakfortet, Mick ville gerne derud, det ville jeg selvfølgelig aldrig turde ro ud til.
Ungdomsøen er også for de gamle. På påskeøen fejrer de jo heller ikke kun påske. Farsø er heller ikke kun for fædre. Mors ligeså
Ungdomsøen er et sted hvor unge under 30 år får mulighed for at være de voksne og bestyre øen med gæster og aktiviteter, de binder sig for et år og bor på øen i det år.
De har værksteder, kiosken, høns og haven de passer og bygningen. Princippet er at gæster må komme og ligge i shelter, telt eller booke et værelse, men der er prisnedsættelse for alle under 30 år.
På hele fortet inden og udendørs er der gode faciliteter som bad, toilet, grillplads og udendørskøkken. Indenfor er der foruden køkken og spisesal også både bibliotek og gymnastiksal.
Vi lavede vores medbragte mad i køkkenet og spiste med stor appetit. Derefter gik vi en aftentur og så til vores overraskelse en kajakroer der sejlede ud fra havnen og mod fastlandet ganske alene. Der gik ikke lang tid før vi ikke kunne se ham længere end som en lille prik i havet. Det blæste friskt, så jeg tænker at han var en meget øvet kajakroer, da ungdomsøen absolut ikke er for begyndere at ro hen til.
Trætte lagde vi os til at sove med store skibe sejlende forbi og fly over hovedet på os og ellers fuldstændig stilhed langt fra land og dog så tæt på København.
Jeg var dybt taknemmelig for denne maj tur for øen er fuld af syrener, som blomstrer på smukkeste vis på den årstid.
Medvind hjemad
Næste morgen kunne jeg knapt vente med at komme afsted igen, de havde lovet vind 8 meter sekundet med vindstød op til 14 meter.
Mine bange anelser blev slet ikke opfyldt. Vi kunne se land og hjemturen føltes meget kortere end udturen og bølgerne var bitte små, der var ingen brækkende bølger eller bølger som flød over fordækket eller forsøgte at skubbe kajakken væk. Jeg gjorde nærmest lidt nar af havet, at det var så let at padle på og pludselig følte jeg mig god nok til at tage IPP3 beviset.
I havnen var der igen lidt fjollede hækbølger og en vind der var frisket op, men vi var sultne og eventyrlystne så vi lagde til ved trekronerfortet for at indtage vores frokost og gå rundt på det dårligt holdte fort.
Jeg er en nærig sydsjællænder og fattig alenemor, så jeg korsede mig da jeg googlede priserne for at blive sejlet ud til de to forter med færge. Jeg glædede mig over alle de penge jeg havde sparet ved selv at ro derud. Derefter tænkte jeg på prisen på min kajak, udstyr og kontingenter og snakkede ikke mere om færgepriser.
Jeg skulle ikke snydes for de Københavnske kanaler
Inde i de trygge kanaler lagde vi til ved en udendørs bar, der var fuldt booket. Her stod vi ikke ud af kajakkerne, men lå ved kanten og fik bragt to fadøl ned til kajakken og hyggesnakkede med de siddende udendørs gæster.
Vi udforskede derefter kanalerne, med en enkelt over bæring. Den var tung med de lastede kajakker, trapperne og trafikken vi skulle holde øje med.
Næsten hjemme, stærkere i min tro på mig selv og hvad jeg formår
Vi roede derefter mod bilen, jeg skulle hjem til vasketøj og hverdagen igen som jeg følte mig i bedre form til nu end før. Eventyret havde givet mig livskraft og mod på mikroeventyrer midt i min travlhed med arbejde og børn.
Et eventyr behøver ikke være langt væk, koste mange penge eller være ekstraordinært. Eventyret er dit liv, du står i det, du har det så længe du lever. Brug det, brug livet mens tid er. De små skovspurve er på vej ud af kassen på husets varme væg. Jeg må også ud af kassen. Jeg har ingen fuglemor der hjælper mig, Mick gjorde det denne gang, næste gang skal jeg selv flyve. Lov mig det Lone, at du gør det. Du kan jo godt, du tør godt. Kom nu. 
I Marselisborg Kajak Club ror Esther. Esther Lund Jensen. At der er en, der hedder Esther, er der ikke noget særligt i, men der er noget aldeles særligt i at være 90 år og stadig være endog meget aktiv i kajakken.
I wildwater kajak er det deltagernes adresse, der styrer hvilket land man repræsenterer og derfor kunne tyske Henri Müller-Zimmermann, der bor i København, stille op for Danmark ved VM i Sabero, Spanien. Læs her om, hvordan Henri oplevede at være med til VM.
Fra “learning by burning” til “cool, calm and collected” – Jesper Tilsted har været med hele vejen i bestræbelserne på at få et surfkajak-miljø til at blomstre i Danmark. Der er stadig noget at gøre, men vi har farvandet – så det er bare med at komme ud at lege i surfkajakken
© indhold fra Magasinet må ikke gengives uden tilladelse. Du må dog meget gerne linke til indholdet.
Views: 4