Til Kano-Kajak.dk ↩

Fire dage på Immeln uden stress, fart eller ambitioner

Kanoer på stranden der får monteret parasoller
[ TEKST & Foto: Malene Hjorth ]
28. juli 2026

KLUBLIV


Klik hvis du vil dele!

Er der grænser for, hvor meget grej, man kan have med på kanotur? Hvor mange liter vand skal der lastes til 8 personer i fire dage? Hvor lidt kan man egentlig slippe afsted med at padle? Hvilken musik går bedst til den grønne maj-skov? Få svarene her i beretningen om en alternativ anvendelse af turkanoen. Vi kan kalde den “Hippiekano – på tur med vennerne”

“NU SKAL VI LIIIGE HUSKE AT TAGE EN PAUSE!”

Fakta

Formål og filosofi: Den form for tur, jeg beskriver i det følgende, har ét formål: at få deltagerne helt ned i gear – at tage strabadserne, som de kommer. Filosofien er, at strabadser bedst tackles ved, at man sætter sig ned og trækker vejret. Vi starter derfor enhver ny situation med en pause. Og vi padler af princip kun i medvind. (Nogle gange bliver man så tvunget til at fravige sine principper, men også dette begynder med en pause).

Kanoer ved overbæring


Deltagere:
8 personer i mange aldre (dog ingen børn). Stor forskellighed, men alle indstillet på pause.

Dato og varighed: En forlænget pinsetur med vennerne fra onsdag aften (kanostart torsdag morgen) til søndag middag – og så mandagen til at rekreere hjemme. Det var, hvad der stod i kalenderen fra d. 20. til 25. maj 2026.

Destination: Søen Immeln i Sverige, startsted ukendt indtil en forholdsvis sikker vejrudsigt dagen før. Vi færdes, som nævnt, kun i medvind. Det blev således til start fra Canoe Center Immeln i sydenden af søen. Og så blev vi undtagelsesvis nødt til at tage en let modvindsdag ned gennem Raslången, hvor vi blev samlet op af kanoudlejer søndag middag.

Flådekonstruktion: der bygges en flåde af tre kanoer, samlet med rafter og spændremme.  Campingstole placeres i bådene, så alle vender mod hinanden – så man kan tale og hygge sammen under hele turen. De to bagpadlere styrer, det der nu skal styres, og de øvrige padler kun på opfordring, når der skal manøvreres i land. I år havde vi så yderligere en kano med til grej og forplejning – den blev kilet fast under den ene lægte bagtil. Derudover havde vi installeret en parasol – med fod – som sejl forrest i den midterste kano. Sejlet kunne brases med to stykker sejlgarn. Dette muliggjorde sejlads stort set uden padling på det meste af turen.

Luksus

Lad mig sige det, med det samme – som gammel havkajakroer med mange weekend- og ferieture under bæltet, hvor al oppakning er under dæk i egen kajak: vi havde mad, øl, bålgrej og brænde med i overflod. Ligesom den soundbox, vi medbragte, ikke stemte helt overens med opfordringen på kortet: “Enjoy the silence and do not disturb”. Ja, vi lyttede til lidt musik undervejs, men også til uglerne og padlens gang gennem vandet – når vi altså fik lov at padle. Som ‘motor 1’ i forenden af bagbords kano, ‘fik jeg lov til’ at skodde en gang imellem. (Motor 1 og motor 2 sad mest med ryggen til sejlretningen – for at vi alle kunne se hinanden).

Undervejs var der ønskekoncert – musikken skulle tilpasses den aktuelle stemning og aktivitet om bord – så der blev blandt andet lyttet til Pirates of the Caribbean (når der skulle lægges fra land), Danheim (når der skulle plyndres), Bohemian Rhapsody (når der skulle skråles), Purple Disco Machine (jeg ved faktisk ikke hvorfor) og Beethoven (når der skulle nydes). Det viste sig, at det meste musik gik fint i den grønne skov, på det blanke vand – men især pauserne var mine personlige favoritter og dem var der heldigvis også mange af.

Disclaimer

At tage en soundbox med på tur, er ikke en opfordring til efterfølgelse. Specielt ikke, hvis man færdes beboelsesnært eller tæt på andre padlere. Eller bare gerne vil nyde naturen.

Som det fremgår af foto 1, havde vi også parasoller med – til at tage regnen den første dag. Meget farverigt og hyggeligt, men dybt upraktisk på resten af turen – og faktisk også mens det regnede. Men som svar på spørgsmålet i overskriften, så er der stort set ikke grænser for, hvad der kan transporteres i en kanoflåde.

Lasten viste sig dog at være en udfordring på anden kanooverbæring, hvor vi skulle både meget stejlt op og meget stejlt ned igen for at komme ind i næste sø. Men ved forenede kræfter – med ‘trækdyr’ forrest og “skubbere” bagerst – kom alle fire kanoer op og ned igen. Kun en enkelt klemt finger i processen må siges at være mere held end forstand.

Efter første dag med nogle byger, fik vi sol, dejligt vejr og tilpas meget medvind på resten af turen. 

Luksus.

Forplejning

Vi slog lejr tre gange på turen og havde dermed tre aftensmåltider. Alle tilberedt over bål. Til det formål medbragte vi bålstativ, to bålgryder og en pande. Menu 1: Kartofler (koges med søvand), oksekøds/grøntsagsgryde. Menu 2: Pasta (koges med søvand), svinesmåkød/grøntsagsgryde. Menu 3: Couscous (tilberedes med søvand), bacon/grøntsagspande (og kun en enkelt snittet finger i den proces – men førstehjælpsberedskabet var på plads – og vi havde vores helt egen falckredder med – meget betryggende).

Udover det allestedsnærværende søvand, medbragte vi 80 liter vand – og nogle øl – og en enkelt dram eller to. Jeg fandt aldrig helt ud af, om vi var pirater eller vikinger på togt, men det kan vel komme ud på ét – en dram er en dram

Frokosten var elementær: brød, smør, tun og makrel på dåse, agurk og mayo. Den blev serveret ombord og tilpasset den enkelte deltagers behov – smør eller ikke smør, tun eller makrel, lyst eller mørkt brød – alle skulle have mayo, viste det sig.

Morgenmad var lidt mere ad hoc, men den ene morgen blev der serveret spejlæg af både hønse- og andeæg. Æg leveret af en deltager med egen avl. ‘Hjemmelavede’ æg er bare godt.

Og var der nogen, der sagde snacks? Der var rigelige mængder chips og chokolade samt en del underlødigt børneslik fra det svenske godisdepartement.

Turen var vist kun sund på det mentale plan, men det var jo også dét, den var planlagt til at være.

Nåede vi så målet?

Udover, at vi nåede frem til aftalt afhentningssted søndag kl. 12 – på trods af ikke at have padlet mange tag undervejs, på trods af et par seje overbæringer og på trods af et par opsplitninger af flåden for passage af meget stenede åer – så mener jeg, at vi kom så langt væk fra hverdagen og fik holdt så mange pauser og grinet så meget, at formålet til fulde blev opfyldt. 

Som nævnt ovenfor, var vi otte meget forskellige personligheder på tur, men med det fælles mål at træde ved siden af nogle dage. Det gjorde vi så – trådte ved siden af.

Måske kan denne alternative anvendelse af turkanoen give inspiration til andre, måske ikke, men vi havde det i hvert fald sjovt. 

Immeln og Raslången er meget smukke søer, som ikke ligger alt for langt væk fra København eller Helsingør. Kan varmt anbefales.

INFOBOKS

Ferieforslag

Som nævnt, var der meget luksus med på tur, men når man tager dette i betragtning samt en aftale om kanoafhentning og returkørsel til bilerne, så var det en forholdsvis billig måde at holde ferie på. 

Med transport fra DK, kanoleje og afhentning, udgifter til ‘pimpning’ af kano samt forplejning, lagde vi små 2000 kr. pr. næse for fire dage i det grønne. 

Dette kan sagtens gøres billigere pr. dag, hvis man fx forlænger med flere dage (relativt billigere transportudgift), padler tilbage til udgangspunktet selv, eller skærer ned på pimp. Jeg anbefaler fx ikke parasoller – selvom det, når ret skal være ret, så meget hyggeligt ud.

En kanoflåde giver god stabilitet og kunne måske være en god idé til tur med børn. Dog er det ikke alle steder, man kan passere med tre kanoer på linje, så der skal kunne splittes op forholdsvis let.

Klik hvis du vil dele!

Med kajakken pakket til randen og sommerfugle i maven drog Lone Hage Rasmussen, med kæreste og kajakker, afsted mod Blekinges skærgård. Foran ventede øde klipper, stille morgener og den særlige frihed, man kun finder på vandet.

Mange kanoer sammen på tur

Når du skal vælge en turkano, er materialet en af de vigtigste faktorer. Det påvirker ikke kun vægt og slidstyrke, men også hvordan kanoen føles i vandet, hvor meget vedligeholdelse den kræver, og hvor længe den holder. De fire mest benyttede materialer til turkanoer er træ, aluminium, glasfiber og plast.

Havkajak på en søbrd med oppakning

Denne artikel rummer mange selvfølgeligheder…så hvis du tager på havkajaktur en gang om måneden eller har du været Danmark rundt i kajak, så behøver du ikke læse med her, MEN har du IKKE været på overnatningstur før eller fik du ikke plads til det hele i kajakken, da du

Du sidder i din kano omringet af blankt vand, gule engkabbelejer og fyrtræer. Du og din makker padler roligt frem. Først hører du den fjerne brusen, så skimter du det hvidlige skum på vandspejlet. Du nærmer dig fossen! Din krop sitrer. Du strammer grebet om padlen. Nu gælder det!