En fortælling om en klub kanotur til Krokån. En Klub der har dyrket fospadling i 4 årtier. Noget der har været forbeholdt de få, men som langsomt er ved at ændre sig. Artiklen blev trykt første gang i Magasinets sidste papirudgave i 2022
Foskajak i Danmark - status på uddannelse og normer
FOSKAJAK
Foskajak byder på leg, teknik og store naturoplevelser i strømmende vand. Samtidig har DKF de seneste år arbejdet med at udvikle danske IPP-normer og instruktøruddannelser. Her er en status på, hvor arbejdet står i dag.
Så er det tid til at komme ud og lege i bølgerne på elven. Godt nok kræver det ture til Norge, Sverige eller længere væk, men glæden ved at mestre kajak og teknik i strømmende vand kombineret med store naturoplevelser og at følges med andre er stor. DKF har nu over de sidste år arbejdet med at få beskrevet et dansk IPP-system for foskajak i sammenhæng med det, der findes for andre bådtyper, og i sammenhæng med EPP-systemet i foskajak, som bruges i mange europæiske lande.
Foskajak – leg, teknik og naturoplevelser
Der kan være flere indgangsvinkler til foskajakken. For mange kajakroere – ikke mindst havkajakroere – vil det være rigtig god træning af balance og dans på vandet, kombineret med at man her kan risikere at vælte uforudset og derfor har brug for at kunne rulle i praksis. Så fosroning er god træning af færdigheder til hav, tur og polokajak. Også kanoroere, der har arbejdet med strømmende vand, har masser af både teknik og viden, som kan overføres.
Men foskajak rummer også masser af værdi i sig selv. Det legende og tekniske, når der arbejdes med playboating, men også det mere turmæssige – men også tekniske – når det gælder riverrunning. Playboat med korte kajakker foregår ofte i surfbølger, hvor der leges med at komme ind og ud af bølgen, surfe, flatspinne og meget mere. Riverrunning foregår i lidt større både, hvor deltagerne tager sig ned ad elven, ofte i stærkt strømmende vand og bølger, med brug af både teknik og læsning af den bedste rute igennem forhindringerne.
Læs mere om den spændende bådtype her.
Fra de første erfaringer til elvene i Norge og Sverige
Som Instruktørsamlingen i Kerteminde lige har vist, er det muligt at bygge de første erfaringer med strømmende vand op her i Danmark – flere steder ved kysterne, f.eks. Kerteminde, Karrebæksminde og Thurø, skabes der forhold, som gør det muligt at gøre sig de første erfaringer med at færge og bryde ind og ud af hovedstrømmen. Det være sig i havkajak eller foskajak. Der findes også steder på flere af åerne, hvor der ved den rigtige vandføring – ofte høj – skabes muligheder. Silkeborg er nok det bedste sted. Viborg Idrætshøjskole har givet begyndere deres første fosoplevelser, og der har været afholdt DM i slalomkajak i stryget i Silkeborg over flere år.
Næste trin er at tage turen til elvene i Sydnorge eller åerne i Sydsverige.
Her har der allerede i mange år været arbejdet med foskajak. På Mørrumsåen og andre sydsvenske åer har Jakob Hertz og Far Out været pionerer og firstmovers på området. Mange padlere har fået deres første gode oplevelser der. Senere er Padlekompagniet kommet til, og de har valgt at indgå i det nye arbejde med at udvikle foskajak i DKF- og IPP-regi.
Vestpå har Viborg Idrætshøjskole i over 25 år arbejdet med foskajak, primært på de sydnorske elve og primært med elever. Men også med arrangementer for øvede havkajakinstruktører, samlinger for fosinteresserede i DKF-regi og i første omgang med brug af uddannelsessystemet i NPF – det Norske Padleforbund. I samarbejde med DKF er Viborg IH nu med til at udvikle de danske fosnormer i IPP-systemet og en instruktøruddannelse.
Udviklingen af danske normer og uddannelser
Over de seneste par år har DKF, gennem uddannelseskonsulent Morten Ib Juul Madsen, været ved at udvikle de omtalte fosnormer og en fosinstruktøruddannelse. Et vigtigt afsæt undervejs har været en invitation til “EPP Benchmark” i Finland i september 2024 med deltagelse af erfarne finske, svenske, irske, italienske og danske roere. Fra Danmark var Silas Kraul, Henrik Bock og Johnnie Bøtker Laursen inviteret med. Her fulgte vi en IPP 3-prøve i foskajak med efterfølgende diskussion af niveau, indhold, normbeskrivelse m.m.
I foråret 2025 fulgte så et realkompetencekursus i Evje i Sydnorge. Over tre dage blev en række danske fospadlere vurderet i forhold til et foreløbigt udkast til en instruktørnorm. Vurderingen blev indplaceret på niveau af Daniel Sørensen fra Norges Padleforbund, der deltog som ekstern censor med mange års erfaring i uddannelse af foskajakroere.

I skrivende stund arbejdes der videre med instruktørnormerne for foskajak, som vil blive offentliggjort på kano-kajak.dk, når de er klar. Det store arbejde med at beskrive IPP-normerne har haft Henrik Bock fra Viborg Idrætshøjskole som primus motor. IPP-niveauerne er nu at finde på DKF’s hjemmeside.
Der har nu allerede været afholdt de første officielle IPP-kurser. Som pilotkursus har Viborg Idrætshøjskole afholdt IPP 2-kurser i efteråret 2025, og i april afholdt Padlekompagniet på Mørrumsåen det første officielle IPP 2-kursus.
Lige nu har der været mulighed for at afprøve foskajak på Instruktørsamlingen i Kerteminde. Workshoppen blev forestået af Michael Pedersen fra Aalborg og Henrik Ozol fra Viborg. Det gav blod på tanden til mere.
Allerede til sommer har Aarhus Kajakklub arrangeret en tur til Norge, og håbet er, at flere vil følge.
INFOBOKS
Klubber, enkelt personer og grupper der er interesserede i at prøve foskajak eller tage et officielt IPP kursus, kan tage kontakt til Dansk Kano og Kajak Forbund (dkf@kano-kajak.dk) eller Henrik Bock (henrik@viborgih.dk).
Er du til bølgesprøjt og surf? Det er Camilla Baastrup Sørensen, som fandt kærligheden til surfkajakken på en råkold decemberdag. For i bølgernes brusen lærer hun sig selv bedre at kende, og så kan teknikken overføres til havkajakken.
Kano- og kajaksamarbejde på tværs af landegrænser: Den finske fos lagde vand til stort uddannelsesmøde
Danmark er - som et ud af 11 lande - med i et stort europæisk uddannelsessamarbejde kaldet Euro Paddle Pass. I september mødtes medlemmerne til en stor samling i Kotka i Finland. Her var der fokus på foskajak og kano.
Tyske Henri stillede op for Danmark ved wildwater kajak VM
I wildwater kajak er det deltagernes adresse, der styrer hvilket land man repræsenterer og derfor kunne tyske Henri Müller-Zimmermann, der bor i København, stille op for Danmark ved VM i Sabero, Spanien. Læs her om, hvordan Henri oplevede at være med til VM.



