Dametoer i WC-finale

Super-løb sender Julie og Pernille i A-finale Med en gennemført imponerende præstation i semifinalen lørdag eftermiddag ved World Cup i Szeged, viste Julie Frølund Funch fra Vallensbæk Kano og Kajak Club og Pernille Knudsen fra Maribo Kajakklub, at Dansk Kano og Kajak Forbund har masser af talent og potentiale i mandskabsbådene. I den stærkt besatte semifinale over 500 meter toerkajak, roede danskerne fra alt og alle – næsten.  Verdensstjernen Lisa Carrington og makkeren Caitlin Ryan fra New Zealand kunne den unge danske duo ikke røre, mens resten af feltet blev sat af danskerne, der kom i mål på en flot andenplads og dermed er klar til søndagens A-finale.  

Ottendeplads til Silkeborg-duo

Ottendeplads til Line og Katrine Med en ottendeplads i semifinalen lykkedes det ikke for Line Langelund Eriksen og Katrine Græsbøll Christensen fra Silkeborg at komme videre til søndagens finaler i 500 meter toerkajak ved World Cup i Szeged. Senere i eftermiddag får parret dog en ny chance i U23-firerkajakken sammen med Ida Hugod fra 361 Kano og Kajakklub og Bolette Nyvang fra Hellerup Kajakklub.

Emma fik revanche

Stærkt comeback og A-finale til Emma World Cup i Szeged får en A-finale med Maribo Kajakklubs Emma Aastrand Jørgensen. Efter formiddagens andenplads i B-finalen på favoritdistancen 500 meter enerkajak, var OL-sølvvinderen om eftermiddagen i semifinalen på 200 meter, hvor kun de to bedste var sikret plads i søndagens A-finale. Danskerens finaleplads kom dog aldrig i tvivl, for Emma Aastrand Jørgensen førte semifinalen fra start til slut og vandt en overlegen sejr foran Sarah Guyot fra Frankrig.  

Langt fra finalen

Ida og Mette kan nu holde fokus på firerkajakken Med en ottendeplads i semifinalen, var der et pænt stykke op til de tre A-finalegivende pladser for Ida Villumsen fra 361 Kano og Kajakklub og Mette Gravesen fra Silkeborg Kajakklub ved World Cup i Szeged. I stedet kan de to roere nu holde fuldt fokus på firerkajakken, der ror indledende senere lørdag eftermiddag. De tre finalepladser i semifinalen tog New Zealand, Kazakstan og Polen.

Maraton guld og sølv

Dansk dobbelttriumf i Belgien   Damernes korte distance ved World Cup maraton i Belgien blev en kæmpe triumf for de to danske deltagere. I lørdagens finale i enerkajak vandt Henriette Engel Hansen fra 361 Kano og Kajakklub guldet, mens Emilie Rosenkilde fra Skovshoved Roklub fik sølvet hængt om halsen. De to danskere, der var kommet til finalen ved at vinde hver deres indledende heat, kom samlet til mål med kun et sekunds forskel, men i 13 sekunder pæn afstand til hollandske Eef Haaze på tredjepladsen. Hos herrerne var Nicolai Mørcke fra Lyngby Kanoklub med i finalen, og han kom ind på en flot syvendeplads blandt de 20 finalister. Vinder hos herrerne blev franskmanden Quentin Urban.