Super-løb sender Julie og Pernille i A-finale
Med en gennemført imponerende præstation i semifinalen lørdag eftermiddag ved World Cup i Szeged, viste Julie Frølund Funch fra Vallensbæk Kano og Kajak Club og Pernille Knudsen fra Maribo Kajakklub, at Dansk Kano og Kajak Forbund har masser af talent og potentiale i mandskabsbådene.
I den stærkt besatte semifinale over 500 meter toerkajak, roede danskerne fra alt og alle – næsten. Verdensstjernen Lisa Carrington og makkeren Caitlin Ryan fra New Zealand kunne den unge danske duo ikke røre, mens resten af feltet blev sat af danskerne, der kom i mål på en flot andenplads og dermed er klar til søndagens A-finale.