I morgen går det løs med EM i sprint i Ungarn

Når EM går i gang i morgen i Szeged, står tolv danske kajakroere klar til at forsvare de danske farver. Herimellem er flere af de danske både, der i august skal til Paris og kæmpe om OL-medaljer. René Holten Poulsen har dog, efter aftale med sportschefen, valgt at forberede sig til OL på anden vis. At René Holten Poulsen ikke er med, har givet plads til Thorbjørn Rask i K1’eren på både 500 og 1000 meter, mens de to OL-både, DK2 og HK4, begge stiller til start. Dermed kan de bruge EM som nogle af de sidste forberedelser inden det går løs til OL i Paris den 6.-10. august. Derudover stiller Danmark med Bolette Nyvang Iversen og Caroline Emilie Faurschou samt Gustav Bock & Rasmus Knudsen. Og lad os så ikke glemme vores regerende verdensmester på maratondistancen, Mads Brandt Pedersen, der stiller op i K1 på 5000 meter. Der bliver masser af danske både at heppe på de næste dage, og du kan følge alle løbene gratis på Eurovisionsport (kræver login). Danmark lægger hårdt ud med K4’erens indledende løb i EM’s første løb, som finder sted onsdag morgen kl. 8.30.   Du kan følge med i starttider og resultater her, hvor du lige skal huske at vælge ECA Canoe Sprint i toppen af siden. Du kan se hele holdet og de danske både her.