Medaljesluger er ny formand for Kalundborg Roklub

Kåre Mattesen er kendt som roer, fordi han i en årrække har været medaljesluger  både på vandet og i romaskinerne – ergometerroning – indendøre i vintersæsonen. På generalforsamlingen i Kalundborg Roklub blev han valgt som ny formand. Den særdeles aktive roer har senest vundet EM-sølv i ergometerroning, både individuelt og i holdsprint sammen med makkeren fra Kalundborg Roklub, Lene Haugaard Mikkelsen samt Lis Bay og Knud Nielsen fra Tissø Roklub. Tidligere bød vintersæsonen på guld ved de sjællandske mesterskaber. Og i den kommende udendørs sæson skal han, sammen med de øvrige tre roere fra klubbens ’guldhold’, for fjerde gang forsvare titlen som Dansk Mester. Den nye formand overtager en klub med et stormflodsramt klubhus på Gisseløre i Kalundborg. Så første punkt på opgavelisten er at få puslespillet med udbedring af skaderne til at gå op, så klubhuset bliver klart til standerhejsningen 5. april 2014. Kalundborg Roklub har 126 medlemmer, fordelt nogenlunde ligeligt mellem kajakroere og ’rigtige’ roere. Mange andre steder udskilles kajakroerne i særskilte kajakklubber, men den udvikling arbejder den nye formand ikke for. -Det er glæden ved vandet og rosporten, der er det bærende. Det er ligemeget, om man ror forlæns eller baglæns. Kalundborg Roklub skal fortsat være rummelig nok til, at al roning kan huses under samme tag, siger Kåre Mattesen. Klubben har tidligere haft fællesroning for alle roere flere gange om ugen. Det har været populært og givet et fint sammenhold i klubben, og det er en aktivitet, der også kommer i klubkalenderen i den kommende sæson. Kalundborg Roklub blev dannet i 1918 og er medlem af både Dansk Forening for Rosport og Dansk Kano og Kajakforbund. Klubben samarbejder med Tissø Roklub, så roere fra de to klubber har adgang til hinandens faciliteter og materiel, og roerne har således nem adgang til roture i et stort område af Vestsjælland. Her er den nye formand for Kalundborg Roklub, Kåre Mattesen, travl med maling og pensel højt til vejrs i det stormflodsramte klubhus på Gisseløre ved Kalundborg. Yderligere info: Kåre Mattesen, formand @ kalundborgroklub.dk, tlf. 25 23 35 01