DKF nomineret til Grønt Forbunds synlighedskonkurrence
Grønt Forbund er DIFs egen certificering for de specialforbund, som gøre en ekstra indsats i deres arbejde med natur og miljø. Forbundene skal hvert år søge certificeringen, og i år skulle de også dokumentere deres arbejde med synliggørelse af deres grønne profil. Præmien i år består af 30.000 kr. DKF er nu blandt de tre forbund, som DIF nominerer til at vinde konkurrencen, og det er vi meget glade for. De tiltag som ligger til grund for nomineringen er: – Afholdelse af VM i Kano og Kajak Marathon i Bagsværd Sø Hele arrangementet blev analyseret ud fra et ønske om at gøre hver eneste del så skånsom for miljøet som muligt. Meget af arbejdet fokuserede derfor på, at alt affald skulle sorteres til genbrug. Til de fleste sportsarrangementer ender alle typer af affald i den samme affaldsbeholder, men her hjalp både publikum og deltagere med at sortere emballage fra i plast, glas og metal. På den måde kunne affaldet sendes videre til genbrug. I de områder, hvor der var bespisning for atleter og frivillige, opsatte DKF særlige beholdere til komposterbart affald. Alt service var af biologisk nedbrydeligt materiale, som kan komposteres. Et andet godt tiltag var, at der ikke blev solgt eller uddelt kildevand/sodavand på flasker. I stedet fik alle deltagere en drikkedunk som de kunne fylde med godt dansk postevand fra opsatte vandhaner. Publikum kunne købe drikkedunkene og fylde dem op efter behov. På den måde undgik DKF både en masse affald, og det energiforbrug som ellers ville være resultatet, hvis drikkevand i flasker skulle transporteres frem til stævneområdet. Alle hoteller, som deltagere og gæster benyttede, var valgt ud fra deres miljøprofil og deltagelse i ecolabel Grøn Nøgle. Der blev arrangeret fælles busser i forskellige størrelse, så det slet ikke var nødvendigt for deltagerne at køre i personbiler til arrangementet. Derudover gav DKF nøgleringe væk til alle, som kom cyklende til arrangementet. Formidling af DKF’s resultater og erfaringer i VM Marathon vil blive samlet i en guideline som alle, der skal arrangerer et sportsarrangement, kan gøre brug af. Denne guideline vil blive gjort tilgængelig online bl. a. via Sport Event Denmarks hjemmeside. – GAP analyse foretaget af Dansk Standard i forbindelse med planlægning af bæredygtige arrangementer Dansk Standard bidrog som ekstern konsulent i forbindelse med planlægning og afholdelse af VM i kano- og kajak maraton på Bagsværd Sø i september 2013. DS’ primære bidrag er udpegning og iværksættelse af indsatsen inden miljø og bæredygtighed, som DKF har ønsket har en særlig fokus både ved dette og fremtidige arrangementer. – Forbundets politiske arbejde med adgang til naturen med respekt for dyrelivet. I forskellige lejligheder blev DKF en aktiv samarbejdspartner for de klubber, som skulle gå i dialog med kommuner i forbindelse med adgang til vandløb og opsætning af faciliteter. – Uddeling af miljøpris ”Grøn Klub” DKF og DFfR har oprettet en pris til gavn for klubberne på miljøområdet – som hedder “Grøn Klub-Prisen”. Prisen, som er på 10.000 pr. organisation, skal belønne det gode initiativ og fortælle den gode historie til resten af vores klubber og til det danske samfund. Bag alle disse tiltag ligger der mange timers arbejde fra de frivillige og sekretariatets side, så vi venter spændt på DIF beslutning.