Sprintlandshold tager hjem med smil på læben
Internationalt fik Danmark mulighed for at benchmarke sig i forhold til den absolutte verdenselite ved den sidste World Cup i kajak i weekenden i ungarske Szeged. Og resultaterne i Ungarn viste, at sprintlandsholdet skridt for skridt nærmer sig de ambitioner, som Dansk Kano og Kajak Forbund har opsat for roerne. Det mener sportschef, Bo Vestergaard. – Vi tager hjem med et smil på læben, for resultaterne i Ungarn viste, at vores arbejde med holdet bærer frugt. Men World Cup viste også, at vi skal hjem og arbejde videre og hårdere med de processer, vi har sat i gang for at opnå endnu bedre resultater internationalt – og det allerede ved EM midt i juli i Tyskland og VM midt i august i Moskva. Ved "Mini-VM" som World Cup i Szeged populært kaldes, fordi stort set hele verdenseliten stiller op med roere fra over 50 nationer, havde Bo Vestergaard især fokus på præstationerne i mandskabsbådene – ikke mindst damernes og herrernes firerkajak, som er udviklingsbåde med henblik på kvalifikation til OL i Rio. Hos enerkajakkerne viste René Holten Poulsen igen sit høje internationale niveau med guld på 500 meter. Til gengæld måtte han nøjes med en ottendeplads på favoritdistancen, den olympiske kongedistance 1.000 meter. – René var småforkølet på 1.000 meter og samtidig en smule slidt efter en måned med tre World Cups, hvor den stort set har stået på rejse og ro konkurrence uden mulighed for restitution. Når han så får lidt forkølelse, så koster det på det her niveau, hvor man skal være 100 procent klar og frisk, hvis man vil gøre sig håb om at komme med i kampen om medaljerne på 1.000 meter. Derfor bekymrer det heller ikke mig, at han "missede" sin 1.000 her i Szeged. På 500 meter var han igen frisk og viste sit høje internationale niveau, siger Bo Vestergaard og fortsætter: – For Henriette Engel Hansens vedkommende var hun naturligvis ikke tilfreds med en ottendeplads på 500 meter. Men Henriette er inde i en proces, hvor landstræner Zoltan Bako arbejder med hende på at ændre teknik og raceplan. Det tager tid, for hun har været vant til at ro på en bestemt måde gennem mange år. Jeg synes trods ottendepladsen, at hun er på vej den rigtige vej med sit arbejde og kan nå sit mål om en Top 5 ved EM og VM. Under World Cup havde sprintlandsholdet mulighed for også at tage upcoming navne med og prøve dem af på højeste internationale niveau. Her viste især toerkajakken med Orion Pilo fra Maribo og Lasse Bro Madsen fra Vallensbæk gode takter med en andenplads i B-finalen på 500 meter. – De roede flot og gik uimponerede til sagen. De er helt klart nogle af fremtidens navne på internationalt seniorniveau, siger Bo Vestergaard. — Med venlig hilsen Lars Bo Magasinet Kano & Kajak Pressekontakt landshold lars.bo@kano-kajak.dk M: 2123 8856 Dansk Kano og Kajak Forbund / Danish Canoe FederationIdrættens Hus 2605 BrøndbyDenmark Tilmeld dig DKF's nyhedsbrev – så ved du hvad der sker. LINK