Sprintlandsholdet åbner sæsonen i Milano

Med René Holten Poulsen og Henriette Engel Hansen i spidsen åbner det danske sprintlandshold i kajak i weekenden sæsonen ved World Cup stævnet i italienske Milano. Ud over de to kendte verdenstjerner stiller Danmark med en firerkjak og toerkajak for damer. Firerkajakken er en udviklingsbåd med henblik på OL i Rio om to år, mens toerkajakken er med i Milano som ”førsteudfordrere” til den endelige besætningsreserve for firerkajakken samt i tilfælde af sygdom eller skader på firerkajakken. – Milano er første skridt på vejen mod sæsonens overordnede mål, som er medaljer ved VM i Moskva i august, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard. Her knytter forventningerne sig i første omgang til René Holten Poulsen, der vandt sin første VM-medalje sidste år i Duisburg med sølv på 500 meter. I Duisburg viste Maribo-roeren med en femteplads desuden, at han har potentialet til at blive den første danske verdensmester på kongedistancen 1.000 meter siden legendariske Erik Hansens storhedstid i 1960érne. Under den nye landstræner Zoltàn Bako har landsholdet forberedt sig til sæsonen på træningslejren i Florida.   Roerne er hvor de skal være – Roerne er, hvor de skal være så tidligt på sæsonen. Derfor forventer jeg, at vores tre primære både alle går i finalerne, mens vores dame K2 vil gøre det godt med en B-finale, siger Bo Vestergaard. Inden EM og VM afvikles tre World Cup stævner i løbet af maj. De øvrige to stævner finder sted i Racice i Tjekkiet fra 16.-18. maj og i Szeged i Ungarn fra 23.-25. maj René Holten Poulsen stiller op ved alle tre World Cup stævner, mens Henriette Engel Hansen står over i Tjekkiet.   Drømmen er at vinde den første mesterskabsmedlje på 500 m For Henriette Engel Hansen fra 361 Kano og Kajakklub går vejen til VM-succes over EM i Tyskland i juli. Drømmen er stadig at kunne vinde den første mesterskabsmedalje på den olympiske 500 meter distance. – Henriette har potentialet til at få en EM-medalje på 500 meter, men også en VM-medalje. Henriette har tidligere roet mange løb i en sæson og har derfor ikke haft tid til fordybelse og evaluering mellem stævnerne. Zoltàn Bako tror, at den fordybelse og evaluering er nødvendig for at bringe Henriette det sidste stykke på vejen til en mesterskabsmedalje på den olympiske 500 meter. Derfor står hun over i Racice, siger Bo Vestergaard.   To para-atleter i Milano I Milano får sprintlandsholdet i øvrigt for første gang nogensinde selskab af to para-atleter fra Vallensbæk Kano og Kajak Klub. De to para-atleter, Kasper Sønderby Thomsen og Jonas Mikael El Awsy fra København, er begge krigsskadede soldater og indgår på sprintlandsholdet i et samarbejde mellem Dansk Handicap Idræts-Forbund, Super Kraft Center Vallensbæk og Dansk Kano og Kajak Forbund. I Milano stiller de to para-atleter op på 200 meter. Det langsigtede mål for Kasper Sønderby Thomsen og Jonas Mikael El Awsy er at repræsentere Danmark ved Paralympics i Rio, hvor para- kano og kajak er på programmet for første gang. – World Cup i Milano er den spæde start på at gøre Kasper og Mikael til OL-atleter. Det er jeg sikker på, de nok skal blive, for de er superseriøse og vil lykkes. Det samme vil jeg som SKCV træner og DHIF landstræner. Troede jeg ikke på dem og projektet, var jeg aldrig gået ind i det, siger Christian Grau. For begge atleter bliver det føsrste gang, de skal prøve sig af i konkurrence på vandet. – Hen over vinteren har de roet tider på ergometer, der er finaletider. Men et er snore, noget andet at ro, når der er bølger under båden. Det skal de lære nu, og de vil nok ryge i vandet nogle gange, men jeg tror, at de vil klare sig godt, siger Christian Grau.   Fakta – sprintlandsholdet Deltagere og løb i Milano: HK1 -René Holten Poulsen, Maribo – 1.000/500/5000 m. DK1 – Henriette Engel Hansen, 361 Kano og Kajakklub – 200/500 m. DK4 – Emilie Petersen-Maribo Kajakklub, Anne Nielsen -Vejle Kajakklub, Maja Rosenkrands Irgens – Sorø Kajakklub, Ida Villumsen – 361 Kano og Kajakklub – 500 m. DK2 – Amalie Thomsen – Limfjorden Kajakklub, Emma Broberg – Hvidovre Kajakklub – 500 m.   Fakta  – para-atleter Kasper Sønderby Thomsen. Skadet soldat (dobbelt benamput). Skadet december 2011. Bor i København (er fra Sunds ved Herning). Vallensbæk Kano og Kajak Klub.   Jonas Mikael El Awsy. Skadet soldat (lederet ischiasnerve).  Skudt i 2008. Bor i København. Vallensbæk Kano og Kajak Klub.   For yderligere oplysninger – sprintlandsholdet: Bo Vestergaard, sportschef, DKF. M: 2277 1691. For yderligere  oplysninger para-atleter: Rune Oland Larsen, Idrætskonsulent, DHIF. M: 2749 4950. Christian Grau, DHIF og SKCV træner. M: 4050 8590.

Tilmelding til nordiske mesterskaber i maraton

Tilmelding til de nordiske mesterskaber i kano og kajakmaraton er åbnet Dansk Kano- og Kajakforbund og Silkeborg Kajakklub inviterer til nordiske mesterskaber i kano- og kajakmaraton den 5. – 6. juli 2014 på Silkeborg Langsø. Tilmeldingsfrist: senest 21. juni Startafgift pr. tilmeldt løb: –          K1 og C1: 200 kr. –          K2 og C2: 350 kr. Læs invitationen LINK til PDF  

Print plakater til klubhuset

Dansk Kano og Kajak Forbund har i 2014 udarbejdet 16 plakater, som kan printes i A3 og A4 og hænges op i klubhuset. Her er lidt for enhver smag. F.eks. DM i Havkajak, DM i Sprint, DM i Maraton, Teknik og Rul i Kastrup, Støt brysterne og Surfkajakcup. Byg selv plakat og postkort for 60 + Vi har også en bygselv plakat og et postkort til de klubber, der vil i gang med aktiviteter for 60 +’ere. Se dem her: LINK

Furesøen renses – sig det videre

Fra den 8. til 17. maj 2014 er et rensningsfartøj på arbejde på Furesøen. Hold stor afstand til fartøjet. I fartøjets arbejdsområde (radius 200 m) ligger ankertove og iltslanger lige under vandoverfladen. Der kan også være dykkere på søen i samme periode. (Kig efter dykkerflag)   Sig det videre Furesø Kommune beder om vores hjælp til at informere andre om rensningsarbejdet. Så hvis du kender nogen, der måske er på Furesøen en af arbejdsdagene, så fortæl dem om arbejdet. Du kan også printe denne plakat, hvis du kender et sted, hvor det giver mening at hænge den op. På forhånd tak for hjælpen. Download plakaten  

Trim-løb i høj solskin

De var der alle sammen. Turkajakker, havkajakker, børnene og de, der er blevet lidt ældre. Tryggevælde Å Trimløb 2014 havde helt udsolgt, da det søndag den 27. april blev afholdt i en dejlig, sommeragtig temperatur. De lokale myndigheder havde efter mange diskussioner tilladt et løb med 100 deltagere, og som det kan ses på fotos fra dagen – så blev der undervejs passet godt på naturen. I det dejlige vejr kom alle fint over bugten og kunne efterfølgende nyde kaffe, kage, sandwich, vand og øl i Køge Kano og Kajak Klub. Søren Petersen fra Køge Kano og Kajak Klub havde denne kommentar efter løbet: “Jeg er stolt over, at vi i Køge Kano og Kajak Klub igen i år fik mulighed for at afholde et gratis trimløb for medlemmerne i DKF’s klubber. Det var hyggeligt at se så mange kendte og nye kajakroere. Jeg håber vi ses igen i 2015”. Link til Fotos