Ærgerlig René Holten Poulsen måtte udgå på 5.000 meter: Jeg gik efter guldet

Ærgerlig René Holten Poulsen måtte udgå på 5.000 meter: Jeg gik efter guldet Der var lagt op til revanchetid for kajakroeren René Holten Poulsen ved European Games i Baku, efter han vandt bronze på favoritdistancen 1.000 meter i går. Der skulle kæmpes om guld på 5.000 meter massestart i dag, en disciplin vandt ved EM i maj, og hvor rivalen Max Hoff sluttede på andenpladsen. I dag forsøgte danskeren at vinde guld ved at sætte et hårdt tempo fra start. Desværre blev en fejl afgørende, og Poulsen valgte at udgå midtvejs i løbet. Max Hoff spurtede fra Pimenta igen i dag på sidste langside og vandt med 10 sekunder mens Carre kom i mål på bronzepladsen, 40 sekunder efter Hoff. – Jeg prøvede at gå efter at vinde i dag og lagde mig frem fra start af for at skrue tempoet i vejret og styre slagets gang. Normalt er jeg glad for bare at få en medalje på 5.000 meter, for det er absolut ikke min favoritdistance selvom jeg har gode resultater på 5.000 meter, men efter bronzen på 1.000 meter i går besluttede jeg mig for at gå efter guldet. Nogle gange satser man og det virker, og andre gange går det ikke efter planen. Carre, der ender med bronzen, laver en rigtig begynderfejl og falder af Max Hoffs hænger på et tidspunkt, hvor jeg har lagt mig lidt tilbage for at få vejret igen. Det sker lige efter, at Max Hoff har sat et hårdt ryk ind, og hvor alle er på grænsen, og jeg kunne ikke svare igen med al den ophobede laktat i kroppen. Det var min egen fejl, at jeg lagde mig tilbage i smørhullet, og bliver trukket med i Carres klodsede manøvre, lyder det fra en ærgerlig René Holten Poulsen. – Det ville have været fedt at vinde to medaljer her i Baku, men sådan er det, jeg kan desværre ikke vinde medalje i alle mine løb, selvom jeg forsøger. VM om to måneder er årets vigtigste konkurrence, fortæller han. Top-3 – K1 5.000 meter: Guld: Max Hoff, Tyskland Sølv: Fernando Pimenta, Portugal Bronze: Cyrille Carre, Frankrig