Damefirer finaleklar

Andenplads sender damefirer i world Cup finale   Med en andenplads i semifinalen på 500 meter efter den kinesiske båd, sikrede den danske damefirer i kajak sig videre avancement til søndagens finale ved World Cup i Duisburg. Finalen ros søndag klokken 11.53. Semifinalen var sidste løb for danskerne på andendagen i Duisburg.

Dobbelt op for Emma

Emma Aastrand Jørgensen klar til sin anden World Cup finale Emma Aastrand Jørgensen er klar til søndagens World Cup finale i Duisburg på favoritdistancen 500 meter enerkajak. Det blev en kendsgerning i semifinalen, hvor Maribo-roeren roede et flot løb og kom i mål på andenpladsen efter hviderussiske Maryna Litvinchuk. De to fulgtes ad under hele løbet og efterlod ingen tvivl om de to første pladser, som var adgangsgivende til finalen. Julie Frølund Funch fra Vallensbæk var også med i semifinalen. Hun sluttede på syvendepladsen. For Emma Aastrand Jørgensen er det hendes anden World Cup finale i Duisburg. Tidligere på dagen sluttede hun på niendepladsen i 200 meter enerkajak. Finalen i 500 meter enerkajak ros søndag klokken 10.39.

Taktisk sejr for René Holten

Sportschef: René Holten fulgte taktikken til punkt og prikke – Det var dejligt at se, at taktikken virkede og gav René sejren. Det siger Dansk kano og Kajak Forbunds sportschef Bo Vestergaard om René Holtens Poulsens suveræne World Cup guld i Duisburg på den olympiske 1.000 meter enerkajak. Taktikken var at holde sig til på de første 500 meter. Derefter skulle danskeren rykke på de næste 250 meter for at se, om konkurrenterne kunne hænge på. Det kunne de ikke, så den regerende verdensmester kunne ro en sikker sejr hjem på de sidste 250 meter i den flotte tid, 3.26,8 – kun et sekund langsommere end den tid, han vandt VM-guld på i Milano sidste år. – René fik også god hjælp af serberen Pajic og belgieren Peters, der lagde ud i et voldsomt tempo, som var det en 500 meter finale, i et forsøg på at overrumple resten af feltet. Men René formåede at holde hovedet koldt og holde sig fremme, før han slog til. Det var meget tilfredsstillende at følge hans løb, siger Bo Vestergaard. Kort efter herrefinalen var Emma Aastrand Jørgensen i finalen i 200 meter enerkajak, hvor det blev til en niendeplads. – Det var en tæt finale, og Emma roede faktisk en af sine bedste 200 meter tider, selv om hun ikke fik den bedste start. Nu kan hun tage den gode tid med sig til hendes primære løb senere i dag i 500 meter enerkajak og 500 meter firerkajak. Det er i 500 meter enerkajak vi skal se, om hun har et bedre potentiale i forhold til OL end i toerkajakken, siger Bo Vestergaard.

Tæt 200 meter finale

Emma slutter nier i tæt finale   I en usædvanlig tæt 200 meter finale i enerkajak sluttede Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo på niendepladsen ved World Cup i Duisburg. Som ventet vandt Lisa Carrington fra New Zealand. Op til bronzepladsen, som polske Marta Walczykiwewics tog sig af, havde danskeren et sekund.

Guld succes i Duisburg

World Cup guld: René Holten viste OL-form i Duisburg Den regerende verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo er på rette OL-vej mod Rio. Det beviste han i lørdagens World Cup finale i Duisburg på den olympiske kongedistance 1.000 meter enerkajak. Her var danskeren oppe mod resten af favoritterne til OL-guldet i Rio i et finalefelt der talte syv af de ni finalister fra sidste års VM i Milano. På forhånd var den tredobbelte verdensmester og bronzevinder fra OL i London, Max Hoff, favorit på hjemmebanen, men tyskeren fik ikke held af sin taktik med at ro afventede på de første 750 meter og slå til i en spurt. I stedet blev løbet kontrolleret af den danske verdensmester, der lå side om side med serberen Dejan Pajic på de første 700 meter. Herfra trak René Holten Poulsen uimodståeligt fra og øgede afstanden tag for tag frem mod sejren. Det lykkedes for Max Hoff at spurte sig til en tredjeplads efter overaskelsen Artuur Peters fra Belgien på andenpladsen.