Mandag er kajakdag i Rio

De danske kajakroere er klar til konkurrence i Rio Mandag skal de danske kajakroere for første gang i konkurrence ved legene i Rio, og størst opmærksomhed samler sig naturligvis om René Holten Poulsen i 1.000 meter enerkajak. – René har fået et godt indledende heat, hvor han blandt andre skal møde Adam van Koeverden fra Canada. Adam er kendt for at lægge hårdt ud i sine løb, så det bliver en god mulighed for René til at få testet sin første 500 meter, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Bo Vestergaard om canadieren, der vandt sølv i London og tidligere har vundet olympisk guld på 500 meter ligesom han tidligere har vundet VM på både 1.000 og 500 meter. Som regerende verdensmester på den olympiske 1.000 meter og den ikkeolympiske 500 meter, er det både René Holten Poulsens og Dansk Kano og Kajak Forbunds målsætning, at han skal være med i kampen om medaljerne. – Men inden, René kommer så langt, skal han igennem et indledende heat og en semifinale. I den forbindelse er det vigtigt, at han holder fokus og ser hvert løb for sig. Det kan ikke nytte noget, at han er fokuseret på finalen i indledende heat. Han skal følge den slagplan, vi har lagt for ham, og det er at holde de tre løb adskilt, siger Bo Vestergaard. De øvrige danskere i aktion mandag bliver OL-debutanterne Amalie Thomsen og Ida Villumsen i toerkajak over 500 meter samt rutinerede Henriette Engel Hansen i 200 meter enerkajak. Henriette Engel Hansen er til sit tredje OL på stribe. – Vi har ikke de store forventninger til vores dametoer og Henriette. De ror naturligvis for de bedste resultater muligt, men det primære for dem er at få nogle starter og få mærket set-uppet, inden konkurrencen i firerkajak sidst på ugen.  At få nogle ekstra starter er en god måde lige at få taget toppen af nerverne ved så stort et mesterskab, som OL er. Jo nærmere vi kommer mandag, jo mere begynder adrenalinen at pumpe af spændt forventning. Men vi er klar og glæder os til at komme i gang med konkurrencerne, siger Bo Vestergaard.

50 nordiske mesterskaber

Danmark sætter ny medalje-rekord i Finland   Dansk kajaksport er i særklasse på nordisk plan i ungdomsklasserne U16, U18 og U21. Beviset leverede de danske kajakroere under årets nordiske mesterskaber lørdag og søndag i Lahti i Finland, hvor det blev til hele 50 mesterskaber ud af 58 mulige. Desuden tog danskerne 39 sølvmedaljer og 28 bronzemedaljer. – Sidste år vandt vi 45 mesterskaber, hvilket var ny rekord. At vi overgår den i år ved at vinde 50 mesterskaber er imponerende. Lagt sammen med vores mange sølv og bronze vidner det om, at vi har en fantastisk bredde på vores ungdomslandshold, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds talentchef og U-landstræner, Finn Pape. Han roser roerne for at levere toppræstationer på tværs af årgange og på alle distancer. – Alle roerne levede op til deres udtagelse og roede det bedste, de kunne. Det vidner om høj klasse, når man går ud på dagen og leverer et topresultat. Det gjorde alle vores roere, også de mange debutanter, vi havde med i U16 årgangen, siger Finn Pape. Resultater: http://www.vesisamoilijat.fi/vesisamoilijoiden-kilpailutapahtumat/2016-results-saturday http://www.vesisamoilijat.fi/vesisamoilijoiden-kilpailutapahtumat/2016-results-sunday-1 http://www.vesisamoilijat.fi/vesisamoilijoiden-kilpailutapahtumat/2016-results-sunday-2