Kæmpe interesse for surfkajak

DM i surfkajak i Cold Hawaii sætter deltagerrekord   Vejrudsigten lover garanti for gode bølger i Cold Hawaii, når Surfarbejdsgruppen under Dansk Kano og Kajak Forbund i samarbejde med forbundet arrangerer årets danske mesterskaber i surfkajak på søndag den 2. oktober. Og det bliver mesterskaber, som sætter ny deltagerrekord. Sidste år, som også var rekordår, deltog 36 i mesterskaberne, men i år forventer vi op mod 45 deltagere, når de sidste tilmeldinger kommer ind, siger Jesper Tilsted fra Surfarbejdsgruppen. DM indgår som en del af Surfarbejdsgruppens årlige surfsymposium, som har base i Thisted Ro- og Kajakklub og strækker sig fra fredag til søndag med workshops og aktiviteter på vandet afsluttende med de danske mesterskaber. I år er det tiende gang, Surfarbejdsgruppen arrangerer symposium, og interessen for surfkajak har aldrig været større. Da vi passerede 85 deltagere, blev vi nødt til at lukke for tilmeldingen. Det er første gang, vi prøver det, men selv om vi gerne så 100 eller 120 deltagere, så har vi ikke plads til flere i år. Det skyldes både praktiske og organisatoriske årsager, men især, at vi kan afvikle vores symposium og DM med den sikkerhed, som vi vægter meget højt, siger Jesper Tilsted. De danske mesterskaber er et open stævne med deltagelse af både nybegyndere, den danske elite og udenlandske kajaksurfere fra Norge, Sverige og Tyskland. Søndag formiddag indledes med heats, mens eftermiddagen står på semifinaler og finaler. Mesterskaberne afvikles både for damer og herrer. Hvilket spot i Cold Hawaii, som har de bedste bølger, bliver afgjort lige op til DM, men som det ser ud nu, bliver mesterskaberne afviklet i Klitmøller. Vejrudsigten ser bedst ud for Klitmøller. Nu må vi se på dagen, hvilket spot vi vælger, men holder den nuværende vejrudsigt, tyder det på Klitmøller, siger Jesper Tilsted. Som en ekstra inspiration for deltagere og dommere, er det i øvrigt igen i år lykkedes for Surfarbejdsgruppen at hente den tredobbelte verdensmester Chris Hobson til DM som overdommer. Chris Hobson er ikke bare et verdensnavn på bølgerne i surfkajak, han er også en kapacitet som dommer med stor erfaring fra mange konkurrencer. Med ham som overdommer og rådgiver, kan vi lære mange tips og tricks om at dømme, så vi er meget taknemmelige for, at han igen har sagt ja tak til vores invitation, siger Jesper Tilsted om det nordirske verdensnavn.                           Foto/Jon Nielsen: Cold Hawaii lægger søndag den 2. oktober bølger til årets danske mesterskaber i surfkajak.