Emma toer på 200 meter

Andenplads til Emma Med kun seks både til start i sit indledende heat, var Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub på forhånd sikret videre adgang til lørdagens semifinaler i 200 meter enerkajak ved World Cup i Szeged. Det fik dog ikke danskeren til at spadsere semifinalen hjem. I en skarp tvekamp med New Zealands Aimee Fisher kom hun i mål på andenpladsen.

Toer kom videre

Syvendeplads og semifinale Med en syvendeplads i indledende heat i damernes 200 meter toerkajak, er Ida Villumsen fra 361 Kano og Kajakklub og Mette Gravesen fra Silkeborg Kajakklub videre til lørdagens semifinale. Tre både gik direkte i søndagens A-finale, og det blev Ukraine, Ungarn og Italien.

Succes for Silkeborg

Ny sejr og A-finale til Casper og Morten   En plads i Top 12 var på forhånd forventningerne til de danske mandskabsbåde ved World Cup i Szeged, men den forventning overgik Silkeborgs Casper Pretzmann og Morten Graversen, da de fulgte op på den flotte sejr fra indledende heat med en ligeså imponerende sejr i semifinalen i 1.000 meter toerkajak. Dermed er de to Silkeborg-roere klar til lørdagens A-finale. Som i indledende heat kom førstepladsen i hus efter et kontrolleret løb, hvor Casper Pretzmann og Morten Graversen fra 500 meter mærket åd de foranliggende konkurrenter en efter en og i en tæt afgørelse kunne henvise Serbien og Kazakstan til anden- og tredjepladsen. Også Silkeborgs Jonathan Dagnæs-Hansen og maribos Nils Boe havde kvalificeret sig til semifinalerne. Danskerne sluttede på ottendepladsen og kom dermed ikke videre til morgendagens finaler. Toerkajakkernes semifinaler var eftermiddagens sidste, resten af dagen står på indledende heats for damernes toerkajakker over 200 og 500 meter samt damernes enerkajak over 200 meter og herrernes enerkajak over 500 meter.

Gav Sorteper videre til svenskere

Flot slutspurt gav B-finale Længe så det ud til, at Silkeborgs Emil Noe og Mads Brandt Petersen skulle blive Sorteper i kampen om lørdagens finale-billetter i 500 meter toerkajak ved World Cup i Szeged. I semifinalen skulle de ro i mål på en sjetteplads for at komme i B-finalen, og det lykkedes akkurat danskerne med en flot slutspurt, hvor de henviste svenskerne til den utaknemmelige syvendeplads.

OL-sølvvinder i B-finale

Kræfterne slap op hos Emma Prioriteringen af studierne fremfor træning hen over vinteren kunne ses, da den olympiske sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen måtte nøjes med en femteplads i semifinalen i 500 meter enerkajak ved World Cup i Szeged. I en semifinale, hvor konkurrenterne blandt andre var OL-bronzevinderen og den olympiske mester på 200 meter, Lisa Carrington, New Zealand, var danskeren oppe mod den internationale elite, og kun på de første 150 meter lykkedes det Emma Aastrand Jørgensen at hænge på. Herefter trak Lisa Carrington fra sammen med Ninetta Vad fra Ungarn, Alyce Burnett fra Australien og Tabea Medert fra Tyskland i et tempo, som danskeren ikke kunne følge, og derfor bliver det i stedet til en B-finale for bedte tid blandt femmerne for Emma Aastrand Jørgensen i morgen, lørdag.