På rette spor efter World Cup

Sportschef Lars Robl: Lovende indsats i Duisburg Efter den medaljeløse World Cup i Szeged for en uge siden, rejste Maribo Kajakklubs René Holten Poulsen sig søndag i Duisburg, hvor han i sæsonens anden World Cup tog bronze i finalen over 500 meter enerkajak efter tjekken Josef Dostal og belgiske Artuur Peters. – Det var fedt at se René komme på podiet og, at han også får oplevelsen af at være på rette kurs efter Szeged. World Cup er, for både ham og de øvrige roere på sprintlandsholdet, primært en forberedelse og et delmål på vejen mod sæsonens store mål, som er VM til august i Portugal og derefter næste år kvalifikation til OL i Tokyo 2020, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl. I Duisburg fik han også set, at Emma Aastrand Jørgensen er på rette spor med en fjerdeplads i 200 meter enerkajak efter sidste uges guld i Szeged og en ottendeplads over 500 meter. – På sprintdistancen er det marginaler, der afgør medaljefordelingen, men Emma var generelt meget tilfreds med sine løb, og det tegner positivt for hendes videre udvikling hen over sæsonen, siger Lars Robl. Den danske firerkajak over den olympiske 500 meter hos damerne, der er satsningsbåd frem mod Tokyo, viste også klar fremgang med en andenplads i B-finalen i Tyskland mod sidstes uges femteplads, ligeledes i B-finalen, i Ungarn. – Vi har siden Szeged ændret på placeringen i båden, og det tegner for nuværende meget lovende, siger Lars Robl om de fire roere, Pernille Brandstrup Knudsen, Julie Frølund Funch, Line Langelund Eriksen og Bolette Nyvang Iversen. Lovende betegner Lars Robl også indsatsen fra U23-landsholdet, som var med i Duisburg for at få erfaring på højeste niveau. Det gav plads til yderligere to firerkajakker, hvor dame B-båden sluttede på sjettepladsen i B-finalen, og en B-finale blev det også til hos herrerne og en femteplads. – De unge greb chancen og roede uimponeret til i alle løb. De har alle en målrettethed, et fokus og en ærgerrighed, som er imponerende. I Dansk Kano og Kajak Forbund arbejder vi strategisk med at opbygge en mandskabskultur, og Duisburg viste, at vi har et stort potentiale at arbejde videre med, siger Lars Robl. I toerkajakkerne tog U23-roerne Victor Gairy Aasmul og Nicolai Mørcke en overraskende World Cup-finale og en ottendeplads over 500 meter, og over den olympiske 1.000 meter var U23-roerne Rasmus Alsbæk og Simon Schuldt-Jensen tæt på at slå det etablerede par, Casper Pretzmann og Morten Graversen, i en direkte dansk duel om at komme med til EM i Serbien om to uger. Begge både kom i B-finalen, hvor de etablerede blev toer og de unge treer. – Damernes firerkajak er fortsat lige nu vores eneste satsningsbåd på mandskabskajakker frem mod OL-kvalifikationen, men i Duisburg viste drengene, at de er stærkt på vej i den rigtige retning. Drengenes præstation på K2 500 var intet mindre end fremragende, siger Lars Robl. Også damernes toerkajak over 500 meter med Mette Gravesen og Katrine Græsbæll Christensen og enerkajakken over 1.000 meter med Emma Bock lavede godkendte præstationer i indledende heats og semifinaler. Godkendt var også Mads Brandt Pedersens fjerdeplads i B-finalen i 1.000 meter enerkajak, og samme Mads Brandt Pedersen var også sidste dansker på vandet i Duisburg søndag eftermiddag. Her deltog han i World Cup- finalen over 5.000 meter, hvor det blev til en fornem femteplads.

Fornem femteplads til Mads

Mads Brandt lukker Duisburg ned med fornem femteplads I søndagens sidste løb, 5.000 meter enerkajak, lykkedes det for Silkeborg Kajakklubs Mads Blandt Pedersen at blande sig helt fremme og komme i mål på en fornem femteplads ved World Cup i Duisburg. Vinder blev forhåndsfavoritten Max Hoff fra Tyskland foran nordmanden Eivind Vold.

Dame A bedst

Dame A-firer blev toer i B-finalen De tre danske firerkjakker, de to hos damerne og en hos herrerne, var søndag over middag alle i B-finaler ved World Cup i Duisburg. Bedst gik det for dame A-båden, der fik en andenplads efter Kina, mens dame B sluttede på sjettepladsen. I herrernes B-finale blev det til en femteplads.

Knivskarp duel om tredjeplads

René Holten tog bronze Mens der ikke var tvivl om guld og sølv, der gik til tjekkiske Josef Dostal og belgiske Artuur Peters, så var der knivskarp kamp om bronzen i søndagens World Cup-finale i 500 meter enerkajak i Duisburg. Tre roere bejlede til podiets tredje trin, og det lykkedes for Maribo Kajakklubs René Holten Poulsen at hente metallet hjem til Danmark foran de to tyskere, Jacob Schopf og Marcus Gross.

En tiendedel fra bronze

Emma firer i tæt 200 meter-finale Bronzen var så tæt på, som tænkes kan, for Maribo Kajakklubs Emma Aastrand Jørgensen i søndagens World Cup-finale i 200 meter enerkajak i Duisburg. I en tæt finale, som hun vandt i sidste uge i Szeged, var hun blot en tiendedel af et sekund fra at tage sin anden World Cup-medalje i træk, men franske Sarah Guyot, der også blev treer i Szeged, fik sin bådspids først over stregen. Guldet tog polske Marta Walczykiewicz sig af, mens svenske Linnea Stensils tog sin anden sølvmedalje i træk, da hun også blev toer i Ungarn.