Kajakstjerner til danske mesterskaber

Fra VM til DM i Holstebro   Fra fredag til søndag får det danske kano- og kajakpublikum mulighed for at møde VM-sølvvinderne Emma Aastrand Jørgensen og René Holten Poulsen samt de øvrige kajakstjerner Pernille Knudsen, Line Langelund Eriksen, Julie Frølund Funch, Bolette Nyvang Iversen og Morten Graversen fra de succesfulde og netop overståede mesterskaber i Portugal. Det sker, når Kajakklubben Pagaj i Holstebro i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund arrangerer de danske mesterskaber på Vandkraftsøen. DM markerer afslutningen på sæsonen, men også overgangen for de ældste juniorroere til seniorer, og det får man at se allerede fredag morgen, hvor DM indledes med et brag. Her skal kongen af 1.000 meter enerkajak gennem et årti, René Holten Poulsen, møde kronprinsen, den tredobbelte junioreuropamester Rasmus Knudsen, i indledende heat om dette års DM-guld. – Det bliver spændende at følge både de nuværende landsholdsroere på Elitecenteret, men også vores øvrige talentfulde roere, der kandiderer til en plads, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Lars Robl. Sammen med cheftræner Zoltan Bako vil han bruge DM til at iagttage kandidater, men det bliver ikke udelukkende på resultater, roerne fremover kommer ind på Elitecenteret. – Som noget nyt, vil de roere, vi finder interessante, blive indkaldt til en individuel samtale hos mig og trænerteamet. Her vil jeg afdække, om roeren – udover potentialet som roer – har den nødvendige motivation, evne og vilje til at indgå i et High Performance træningsmiljø, siger Lars Robl, der i udvælgelsen vil trække på sin baggrund og erfaringer som sports- og erhvervspsykolog. Under de individuelle samtaler vil Lars Robl blandt andet afdække, om roeren kan sætte ord på sin ambition og drøm i sporten. – Drømmen skal være så stærk og tydelig, at den kan hjælpe roeren med at holde fokus i de perioder, hvor resultaterne ikke er med hende eller ham, og hvor spørgsmålet “er det nu det hele værd”, indfinder sig. Det er ikke mindst i de situationer, at drømmen skal understøtte motivationen og viljen til at overvinde den modgang, som alle atleter møder i deres karriere, siger Lars Robl. Endelig er det et ubetinget krav, at den fremtidige atlet på Elitecenteret er i stand til at indgå i et team, og her tage personligt ansvar for både egen udvikling, men også teamets udvikling. – Vi er allerede begyndt på at udvikle den nye kultur hos de nuværende landsholdsroere, hvor VM var et godt billede på, hvor langt vi er nået på kort tid. Resultaterne ved VM betød, at vi nu er gået fra to til syv “verdensklasseatleter” under Team Danmarks kategorisering. Med den nye måde at udvælge roere til Elitecenteret, er det mit mål at skabe et træningsmiljø for den absolutte elite, der sætter os i stand til at løfte og fortsat indfri vores målsætninger i Dansk Kano og Kajak Forbund, siger Lars Robl.   Foto: Balint Vekassy.   Løb og resultater: http://dk.youpaddle.org/begivenheder/2018-09/dm-sprint-2018/