Guld-triumf i Portugal
Rask beslutning sikrede Thorbjørn VM-guld En rask beslutning om at prøve at sætte nogle af konkurrenterne allerede på første overbæring efter to af løbets seks omgange, viste sig at være en beslutning, der var guld værd for Silkeborg Kajakklubs juniorroer Thorbjørn Rask i torsdagens konkurrence i enerkajak ved verdensmesterskaberne i maraton i Portugal. Hverken europamesteren Ronan Foley eller EM-bronzevinder Vince Petro fra Ungarn kunne følge EM-sølvvinderen fra Danmark, der hurtigt etablerede et forspring på syv-otte længder. Herfra så han sig ikke tilbage og holdt med et højt tempo forfølgerne bag sig resten af løbet til et fortjent og imponerende VM-guld. Faktisk øgede danskeren forspringet omgang for omgang, så Foley og Petro til sidst opgav at indhente den brølstærke dansker. På den sidste overbæring før den korte finalerunde vidste Thorbjørn Rask, at VM-guldet var hjemme og rakte pagajen op i triumf foran det tiljublende publikum. En helt igennem spektakulær bedrift af den unge dansker, der i mål ikke helt forstod den præstation, han lige havde leveret. Min plan var at ikke at ro alene hjem efter den første overbæring. Efter de to første omgange var frontgruppen bare så stor, at jeg løb for at skille nogen fra. At det blev dem alle, havde jeg ikke regnet med. Faktisk troede jeg, at dem lige efter mig ville komme op, men jeg skabte åbenbart så stort et forspring, at jeg fik dem rystet af. Så fortsatte jeg, for jeg havde en god føling i båden, sagde han. Han var selvsagt jublende glad for sit VM-guld, som kan blive fulgt op af mere succes i morgen, hvor han stiller op i toerkajak med Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club. I morgen skal Mads Brandt Pedersen, der også har et juniorverdensmesterskab på sit CV, ligeledes i konkurrence i U23 enerkajak sammen med klubkammeraten fra Silkeborg Kajakklub, Nicolai Winther.