Juniorcamp i Kajakpolo 23-25 november

Vil du gerne blive bedre til kajakpolo? Her har du muligheden. Vi inviterer til Kajakpolo – Junior camp 2018. Her mødes med unge på samme alder som dig til en weekend fuld af action og en masse kajakpolo. Her vil alle kunne være med og lære noget. Vi er på Glamsdalens Idrætsefterskole og har i løbet af weekenden træning flere gange dagligt. Der er tid både i svømmehal og i idrætshallen til sjov og ballade. Køb billetter her 

DM surfkajak: Tilbage til Cold Hawaii

Ungdommen får sin egen klasse   Sidste år svigtede Cold Hawaiis surfbølger, så i stedet måtte de danske mesterskaber i surfkajak flyttes til Rødvig på Stevns. På søndag er mesterskaberne så tilbage i vante rammer, og den seneste vejrudsigt lover ”kongebølger” til deltagerne. – Vi er vant til at flytte os efter, hvor bølgerne er, så det gjorde vi sidste år og havde et fint mesterskab i Rødvig. Nu er vi så tilbage i Cold Hawaii, og det er vi glade for. Naturen i Cold Hawaii er mere dramatisk, bølgerne buldrer dybere og har mere bund. Det gør, at man tager til havet med en vis ydmyghed, siger David Tetzschner fra surfarbejdsgruppen under Dansk Kano og Kajak Forbund. Spottet for årets danske mesterskaber bliver Hanstholm‎ omkring fiskemelsfabrikken, og David Tetzschner forventer et sted mellem 20-25 deltagere. Mesterskaberne er et open stævne med deltagelse af både nybegyndere, den danske elite og udenlandske kajaksurfere. I år introduceres desuden en ungdomsklasse, U20. – Vi arbejder målrettet for at få flere unge ind i sporten, så derfor introducerer vi i år en U20-klasse til DM, siger David Tetzschner. Han tager selv turen fra København til Thy for at deltage og for at forsvare det mesterskab, han har vundet de seneste to år i seniorrækken. Hos kvinderne er Maja Birk, ligeledes fra København, regerende mester i seniorrækken og har som David Tetzschner vundet DM-titlen de seneste to år. Sporten surfkajak har eksisteret lige siden, kajakken blev opfundet.  Sporten går ud på at få kajakken til at plane på bølgen og dermed ride bølgen på tilsvarende vis, som når man surfer et surfboard. DM surfkajak arrangeres af surfarbejdsgruppen i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund.