Sportschef Lars Robl: – Godt skridt fremad

Sportschef Lars Robl: – Godt skridt fremad   World Cup Poznan var et godt og vigtigt skridt fremad på alle parametre og lover godt for det videre arbejde frem mod de kommende delmål, der omfatter næste uges World Cup i Duisburg, European Games i Minsk sidst i juni op til sæsonmålet, der omfatter OL kvalifikationen ved VM i Ungarn til august. Det siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Lars Robl efter søndagens finaleafsnit. – Det var en lang forberedelse hen over vinteren og foråret, der blev forløst med en super World Cup, hvor vi på alle parametre tog et stort og vigtigt skridt fremad for alle atleter samtidig med, at vi fik set, at vi stadig har et stort potentiale for at udvikle os yderligere. De forventninger og forhåbninger, vi havde på forhånd til netop denne World Cup, er blevet indfriet til fulde, så vi har en rigtig god mavefornemmelse frem mod næste uges World Cup i Duisburg. Vi har et godt udgangspunkt, som afsæt til de næste skridt og gode muligheder for yderligere udvikling frem mod Minsk og VM. Det glæder vi os til, siger Lars Robl og fortsætter: – At vi her og nu har de forudsætninger og det udviklingspotentiale, skal vi sende en tak til klubber og kraftcentre for. De har leveret et fantastisk stykke arbejde og sørget for, at vi på Elitecenteret har et afsæt og materiale med høj kvalitet og stort potentiale. Men selvom det, vi oplever i øjeblikket, er en bevægelse i den rigtige retning, så må vi ikke stille os tilfredse i bestræbelserne på at skabe en endnu større sammenhængskraft mellem klubber, kraftcentre og elitecenter. Derfor arbejder vi kontinuerligt på at forbedre og optimere vores elitestrategi. Her oplever Lars Robl også en stor interesse og mange gode meninger fra udefrakommende omkring det arbejde, trænerteamet, staben omkring holdet og atleterne laver. – Det er altid dejligt med en interesse og engagement omkring det arbejde, der pågår på Elitecenteret.  Ind imellem er det imidlertid også nødvendigt med ro om trænerstab og atleter, så de har den fornødne arbejdsro til at fokusere på den primære opgave i denne sæson – OL kvalifikationen ved VM i august. Vi har fået en opgave, og den bestræber vi os på at løse på den måde, som vi mener, den skal løses på. Poznan var et godt skridt fremad i den rigtige retning, så nu tager vi næste skridt i Duisburg, som vi alle med glæde og forventning ser frem til, siger han.

Dansk World Cup-sølv i mix

Dansk World Cup-sølv i mix   Med en andenplads sikrede Emma Aastrand Jørgensen sig sin anden sølvmedalje og René Holten Poulsen ligeledes sølv ovenpå bronzen tidligere på dagen i toerkajak, da parret fra Maribo Kajakklub var i finalen i den nye K2 500 meter mix-disciplin søndag eftermiddag ved World Cup i Poznan. Det andet danske par i finalen, Julie Frølund Funch, Vallensbæk og Rasmus Knudsen, Lyngby, besatte syvendepladsen. Vinder blev Frankrig, mens Ukraine tog bronze.  

Begge danske både i mix-finale

Begge danske både i mix-finale   Både Emma Aastrand Jørgensen og René Holten Poulsen, begge Maribo samt Julie Frølund Funch, Vallensbæk og Rasmus Knudsen, Lyngby, er at finde i eftermiddagens finale i den nye prøve-disciplin, K2 mix 500 meter ved World Cup i Poznan. Emma og René vandt deres indledende heat, mens Julie og Rasmus sluttede toer i deres. Finalen ros klokken 15.00.