Femte DM-guld på stribe til Silkeborg-roer
Femte DM-guld på stribe til Silkeborg-roer Silkeborg Kajakklubs Mads Brandt Pedersen cementerede lørdag sin status som Danmarks bedste kajakroer på maratondistancen, da han i Vallensbæk roede sig til sit imponerende femte DM-guld på stribe i enerkajak. Det femte DM-guld var endnu en krone på værket i 2019-sæsonen for Silkeborg-roeren, der i juli vandt et historisk dobbelt EM-guld for både U23 og senior i Frankrig og med sin aktuelle form må regnes blandt de danske medaljehåb til sæsonens højdepunkt, VM i Kina i midten af oktober. Til VM-medaljehåbene hører også klubkammeraten Thorbjørn Rask. Sidste år blev han dobbelt juniorverdensmester og er i år rykket op i U23, hvor han tog sølv til EM. Til DM fik han sin første optræden i seniorklassen i national sammenhæng og kom i mål på andenpladsen i en tæt spurt, hvor han med to sekunders margin henviste Nicolai Winther, ligeledes Silkeborg Kajakklub, til bronzen. Mens Mads Brandt Pedersen vandt et sikkert DM-guld, tre minutter foran Thorbjørn Rask og Nicolai Winther, var der mere spænding om podiets øverste trin hos kvinderne. Her bød Anne-Sofie Winther fra Silkeborg Kajakklub den regerende mester, Emilie Rosenkilde fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub, op til en tæt kamp om guld og sølv, men i den afgørende fase viste mesteren sig stærkest og genvandt DM-titlen med otte sekunder ned til Silkeborg-roeren. Bronzen tog Anne Hauge Sørensen fra Køge sig af. Hos juniorerne var der kamp til stregen hos herrerne, hvor den nyslåede EM-sølvvinder Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club vandt spurten foran Philip Knudsen fra Lyngby Kanoklub. Guld- og sølvvinderen var hele seks minutter foran Mikkel Guldberg fra Silkeborg Kajakklub på tredjepladsen. I damernes konkurrence gik guldet suverænt til Anna Find Hansen fra Vallensbæk Kano og Kajak Club foran klubkammeraten Pernille Kuijers Hostrup og med Silkeborg Kajakklubs Kristine Rohde på bronzepladsen. I kanokonkurrencen for herrejunior vandt William Anker Scales fra Nybro Furå Kano og Kajakklub foran klubkammeraterne Kristoffer Ravn Neve og William Birch Johansson. Søndag kom Thorbjørn Rask øverst på podiet sammen med Rasmus Brandenhoff Lind fra Vallensbæk Kano og Kajak Club. Det skete i toerkajak, hvor damernes konkurrence blev vundet af Lærke Petersen fra Nibe Roklub sammen med Matilde F. Christensen fra Silkeborg Kajakklub. Hos herrejunior satte nummer et og to fra konkurrencen i enerkajak sig i samme båd og vandt. Dermed blev Nikolai Thomsen dobbelt dansk mester, og det samme blev Anna Find Hansen fra Vallensbæk Kano og Kajak Club, da hun fulgte op på guldet i enerkajak ved også at vinde i toerkajak sammen med Astrid Reinholt fra Lyngby Kanoklub. DM blev arrangeret af Vallensbæk Kano og Kajak Club i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund. Resultater: Youpaddle.org Fotos: Damepodiet og herrepodiet.