Kajakstjerne ser frem til nyt rostadion

Kajakstjerne ser frem til nyt rostadion   Fredningsnævnet for København har netop truffet afgørelse om dispensation for de syv ansøgninger, som Fonden Danmarks Rostadion og Gladsaxe Kommune har sendt ind til opførelsen af Danmarks nationale rostadion ved Bagsværd Sø.   For den 22-årige kajakstjerne, Bolette Nyvang Iversen, er glæden stor over, at byggeriet af et nyt rostadion i verdensklasse nu bliver en realitet.   – Det er på høje tid og tiltrængt, siger hun.   Som atlet på sprintlandsholdet og potentiel deltager ved OL i Tokyo næste år, træner hun til daglig på Dansk Kano og Kajak Forbunds Elitecenter i Bagsværd.   Men det sker i fysiske rammer, som er utidssvarende.   – Bygningerne er nedslidte og ved at falde fra hinanden flere steder. Der er vandskader i flere rum, blandt andet i trænerteamets kontor og i opholdsrummet ”Børnehaven”, så det skaber udfordringer, når vi skal finde et sted, hvor vi kan sidde sammen. Det sker ofte, at vi må sidde i vægttræningslokalet, som i forvejen er lille. Det skaber så trængsel, for vi deler lokalet med roerne samtidig med, at vi selv er blevet flere kajakroere på Elitecenteret, siger hun.   Et nyt rostadion med moderne, miljørigtige og tidssvarende rammer står derfor højt på atleternes ønskeseddel og er et rostadion, Bolette Nyvang Iversen ser frem til at tage i brug.   – På det nye rostadion ser jeg især frem til at få bedre rammer til den indendørs træning, hvor vi får mulighed for at lave fællestræninger med både damer og herrer i en lille hal samtidig med, at vi får et nyt og større vægttræningslokale med opgraderet udstyr. I dag har vi ikke plads til fællestræninger i Bagsværd, så når vi har dem, er det ofte i en hal på en skole et sted, og vores faciliteter til vægttræning vil jeg betegne som usle for eliteidræt, siger hun.   Bolette Nyvang Iversen håber også, at en klogere indretning af faciliteterne vil gøre det nemmere at undgå trængsel mellem kajakroere og roere.   – Trængselsproblemerne afspejles flere steder i dag, men især i vægttræningslokalet og i bådhallen, hvor vi ofte går i vejen for hinanden, når vi skal hente vores både. Derfor ser jeg frem til nye faciliteter, systemer og indretninger, som løser det problem. Samtidig glæder alle atleter, både kajakroere og roere, sig til et hus med ordentlig isolering. På denne tid af året kan der være ret koldt i bygningerne, for jeg tror, at dårlig isolering får varmen til at fosse ud, siger hun.   I dag lever hun og de øvrige kajakroere og roere med de utidssvarende forhold, og selv om byggeriet af det nye rostadion først går i gang i 2021 efter Dansk Kano og Kajak Forbunds afvikling af VM i sprint, så ser Bolette Nyvang Iversen frem til den dag, det nye rostadion bliver indviet.   – Min plan er at fortsætte min karriere frem mod OL i Paris i 2024 og derfor få glæde af det nye rostadion. Men glæden er ikke kun på egne vegne, jeg glæder mig også over, at fremtidens talenter på sprintlandsholdet efter mig får de her flotte rammer i Bagsværd. For bortset fra bygningernes nuværende tilstand, så er Bagsværd med søen og den omkringliggende natur et fantastisk sted at have et elitetræningscenter. For jeg selv bliver træningen på vandet lidt sjovere, når jeg kan se og nyde den smukke natur omkring mig, siger hun.   Ved siden af karrieren på sprintlandsholdet, læser hun farmaci på Københavns Universitet og er netop flyttet i egen lejlighed i Lyngby.   – Med min nye adresse i Lyngby har jeg fået optimale muligheder for både at passe min kajakkarriere og mit studie, der begge ligger i kort cykelafstand fra min nye adresse. Det spiller også ind på mine nuværende ambitioner om at tage internationale medaljer, både på den korte bane, men også efter 2020 og færdiggørelsen af det nye rostadion. Og selv om det kan være svært at spå om fremtiden, så vil bedre fysiske rammer, give bedre sportslige forudsætninger. Og i det perspektiv har bedre sportslige forudsætninger det med at give bedre resultater. De to ting har det med at følges ad, siger Bolette Nyvang Iversen.   https://www.tv2lorry.dk/artikel/ny-dispensation-redder-rostadion-nu-kan-byggeri-snart-gaa-i-gang