Kajaksurfere er klar til DM i Hanstholm
Med de forsvarende mestre, Maja Andrea Holmsted og David David Tetszchner, begge København, i spidsen er kajaksurferne på søndag klar til sæsonens sidste mesterskab under Dansk Kano og Kajak Forbund. I Vesterhavets bølger ud for fiskemelsfabrikken i Hanstholm skal kajaksurferne kæmpe om det danske mesterskab. En halv snes deltagere fra hele landet har meldt deres ankomst til Cold Hawaii i Thy, og selv om mesterskaberne plejer at tiltrække flere, er Jesper Tilsted fra surfarbejdsgruppen under forbundet godt tilfreds med tilmeldingen. – DM bliver det første og også sidste stævne i den her sæson. Vi plejer at bruge forårets turneringer og samlinger til at promovere DM og sporten. Det har vi ikke haft mulighed for i år, hvor alt har været aflyst, så på den baggrund er deltagertallet tilfredsstillende, siger han. Mesterskaberne begynder søndag klokken 9 med finaler omkring middagstid. Foto: Jon Nielsen