Sportschef Lars Robl: OL-pigerne løste umenneskelig opgave på fornem vis

Efter flere års arbejde, der kulminerede med deltagelsen ved OL i Tokyo, var Emma Aastrand Jørgensen, Julie Frølund Funch, Sara Corfixen Milthers og Bolette Nyvang Iversen, knap landet på dansk grund, før de skulle på vandet igen ved det netop overståede DM i Holstebro. – Pigerne har dårligt haft tid til at bearbejde hele forløbet frem mod OL, forløsningen ved legene og hele oplevelsen, før de blev nødt til at ændre fokus frem mod DM. Det har nærmest været en umenneskelig opgave for dem. Både fysisk og mentalt er de trætte, men alligevel formåede de at hive sig selv op til mesterskaberne og levere på højt niveau. Det fortjener kæmpe respekt, og både cheflandstræner Zoltan Bako, landstræner Mette Barfod og jeg selv er sindssygt stolte over deres præstationer. Det var en mandfolkepræstation, pigerne leverede. Det sagde Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Lars Robl efter søndagens finaler ved DM sprint i Holstebro. Ud over OL-pigernes præstationer, fremhævede han også de to piger, der især bød dem op til dans på Vandkraftsøen. – Både Frederikke Hauge Matthiesen og Pernille Brandstrup Knudsen leverede flotte præstationer, der vidnede om, at de begge havde forberedt sig godt op til DM. Sammen med trænerteamet skal han nu til at analysere på resultater og præstationer for at finde frem til det landshold, der skal repræsentere Danmark og forbundet ved VM på Bagsværd Sø i dagene 15.-19. september. –  Flere af de kendte navne leverede varen til DM, men vi så også mange nye og unge navne føre sig frem med lovende præstationer. Derfor tør jeg godt afsløre, at der vil komme nye navne med til VM, som vi ikke tidligere har set på landsholdet i den sammenhæng, sagde han. Landsholdet vil blive offentliggjort i løbet af den kommende uge.

DM sprint: OL-piger fik kamp til stregen

Med udsigt til at skulle toppe til VM på hjemmebane på Bagsværd Sø i dagene 15.-19. september og med en formtop efterladt i Tokyo for blot tre uger siden, var det midtvejs mellem sæsonens to største mesterskaber en smule op ad DM-bakken, da den dobbelte OL-bronzetager Emma Aastrand Jørgensen og de øvrige piger i den olympiske firerkajak, Julie Frølund Funch, Sara Corfixen Milthers og Bolette Nyvang Iversen, fra fredag til søndag stillede op til de nationale mesterskaber i Holstebro. De fire OL-piger fik da også kamp til stregen af den hjemlige elite, bedst illustreret søndag eftermiddag, hvor Emma Aastrand Jørgensen måtte slide til de sidste centimeter for at afvise Frederikke Hauge Matthiesen i finalen i 500 meter enerkajak. De tre øvrige OL-piger fra firerkajakken havde også kvalificeret sig til finalen, men kun Emma Aastrand Jørgensen kom på podiet og altså øverst, for bronzen gik til gårsdagens vinder af 1.000 meter enerkajak, Pernille Brandstrup Knudsen. Først på fjerde-, femte- og sjettepladsen fulgte Julie Frølund Funch, Sara Corfixen Milthers og Bolette Nyvang Iversen. Frederikke Hauge Matthiesen, der ved U-EM tidligere på året tog sølv for U23 i 200 meter enerkajak, kløvede lørdag sin første kile ind blandt de fire OL-piger i DM-finalen på netop den distance. Her tog hun tredjepladsen efter Emma Aastrand Jørgensen og Julie Frølund Funch, mens Bolette Nyvang Iversen og Sara Corfixen Milthers måtte se sig henvist til pladserne fire og fem. I søndagens finale i 500 meter toerkajak kom Julie Frølund Funch og Bolette Nyvang Iversen, der sammen roede distancen i Tokyo, som forventet øverst på DM-skamlen. Men igen var det en sejr med marginaler. På andenpladsen var Pernille Brandstrup Knudsen, der dannede par med Sara Corfixen Milthers, kun godt en tiendedel af et sekund efter. Bronzen gik til Caroline Emilie Faurschou og Emma Bock. Senere kom alle fire OL-piger øverst på podiet sammen efter et sikkert DM-guld i firerkajakken. Hos herrerne fulgte René Holten Poulsen lørdagens DM-guld i 1.000 meter enerkajak op søndag eftermiddag, hvor han også vandt titlen på den halve distance. I en tæt afslutning henviste han gårsdagens bronzevinder, Thorbjørn Rask, til sølvet og Victor Gairy Aasmul til bronzen. René Holten Poulsen tog også DM-guldet på samme distance i toerkajakken, hvor han havde Victor Gairy Aasmul med i båden. Sølvet gik til Christian Farstad og Mark Eger Schrøder, mens Morten Graversen og Simon Schuldt-Jensen kom i mål på tredjepladsen. Sidstnævnte par har 1.000 meter, som den primære distance med fokus på VM, og den distance roede de til et sikkert DM-guld lørdag foran Gustav Bock og Lukas Solne og med Nikolai Bryde og Philip Bryde på tredjepladsen. Herrernes firerkajak, der er satsningsbåd frem mod OL i Paris i 2024, roede finale fredag og vandt et forventet DM-guld. I båden sad Magnus Sibbersen, Rasmus Alsbæk, Rasmus Knudsen og Victor Gairy Aasmul. Mesterskaberne sluttede søndag eftermiddag med finalerne over 5.000 meter. Her stod de fire OL-piger over. Resultater: youpaddle.org   Foto: Lars Møller.