Tim Hemmingsen stopper som træner for kajakpololandsholdet
Træner for herrernes kajakpololandshold, Tim Hemmingsen, har valgt at træde tilbage efter godt 3 år på posten. Tims kontrakt udløber til efteråret, men han har valgt at stoppe nu for, at give Dansk Kano og Kajakforbund mulighed for at finde hans afløser, der kan fastholde kontinuiteten de næste 3 år, hvor den første store opgave bliver VM i august. Tim overtog landstrænerrollen i 2018 efter, i en årrække, selv at have været en del af spillertruppen. Dansk Kano og Kajakforbund vil gerne takke Tim for hans dedikerede arbejde med at udvikle og strukturere arbejdet med landsholdet. Blandt andet har hans samarbejde med U21 landsholdets træner, om at inddrage den næste generation spillere i træningen, styrket kontinuiteten. “Jeg er meget tilfreds med den retning Tim har skubbet landsholdet” udtaler sportschefen for kajakpolo, Martin Dagnæs, og fortsætter “Der er ingen tvivl om, at Tims målrettede og seriøse tilgang, har været med til at professionalisere det danske kajakpolo landshold, hvilket holdets flotte 5. plads, ved de sidste europamesterskaber vidner om” Det er en både tilfreds og stolt landstræner, der takker af. Tim udtrykker det selv således “Efter 3 spændende, krævende og lærerige år vil jeg gerne sige tak til alle i Kajakpolo Danmark, samt sportschefen og direktøren, der har hjulpet og støttet mig i al min tid. Jeg er glad og stolt af de resultater der er opnået herunder internationale finaler og senest en 5. plads til EM. Jeg er glad for at have igangsat et generationsskifte, professionaliseret landsholdet og implementeret en tydelig spilfilosofi, som holdet internationalt er blevet rost for. Med forhåbning om at der skabt et varigt og solidt fundament for fremtidig succes, vil jeg ønske herrelandsholdet held og lykke fremover” Vi ønsker Tim alt det bedste fremover.