DKF støtter Ukraine: Fra appel til handling – Danmark leverer

Indsamlingen når milepæl – officiel markering på årsmødet den 15. november. Krigen har sat dybe spor i den ukrainske kano- og kajaksport: Flere bådehuse er delvist eller helt ødelagt, og store mængder udstyr er gået tabt eller er utilgængeligt i besatte områder. På opfordring fra ICF og ECA gik DKF, DKF Masters med Finn Larsen i spidsen og de danske klubber i gang med en indsamling – og resultatet taler for sig selv. Status lige nu: Danske klubber og frivillige har samlet 170 kajakker, 160 pagajer, 1 trailer, rotøj, 60 redningsveste, 50 cockpitbetræk og 2.300 briller. Det er markant over det oprindelige mål om 2 × 50 både, pagajer samt 2 × 10.000 € i støtte. Den officielle overdragelse markeres ved DKF’s årsmøde lørdag den 15. november, hvor den ukrainske forbundspræsident, Igor Slivinskyi, deltager, og hvor donorklubber hyldes fra scenen. Vi tager billeder og samler stemninger fra dagen, som deles efterfølgende. Derfor gør det en forskel Den fortsatte konflikt har ramt klubber i bl.a. Kherson, Chernihiv, Mariupol, Kharkiv, Chornomorsk og Dnipro. Doneret udstyr hjælper børn, unge og atleter tilbage på vandet og holder træning og hverdag i gang – midt i svære vilkår. Tak til alle donorerne En stor tak til alle klubber og privatpersoner, der har bidraget. Efter årsmødet offentliggør vi den fulde takkekreditering (klubber og navne). Se den foreløbige donoroversigt: Powered By EmbedPress

Nyt fra ECA’s bestyrelsesmøde i Ljubljana

8.-9. november samlede ECA’s bestyrelse repræsentanter fra hele Europa til to tætpakkede dage i Ljubljana, med beslutninger og drøftelser, der peger frem mod 2026–2028–2032. Headquarters og identitet Paddle Europe (tidl. ECA) arbejder fortsat på at finde den rigtige placering for sit nye hovedkvarter. De endelige kandidater: Schweiz, Ungarn, Serbien og Aserbajdsjan, blev vurderet ud fra bæredygtighed, jura, og økonomi. Beslutningen falder først i 2026, men processen viser, at HQ i stigende grad handler om funktion og samarbejde – ikke bare adresse. Samtidig ruller arbejdet videre med nyt navn, logo, uniformsdesign og medaljer. Så meget vil ændres i 2026. Events og rytmer Et nyt forslag for perioden 2028–2032 skal skabe mere stabile og økonomisk og miljømæssigt bæredygtige events. De olympiske discipliner forbliver årlige, mens de fleste non-olympiske går mod / forbliver på en toårig rytme. Samtidig udvikles et fælles “Paddel Europe HOC services” med fælles standarder for streaming, udstyr og værtsservice,  og måske nye European Cup i de år der ikke er EM. Maraton er en af de varme kartofler da der t.o.m. 2027 er planlagt både EM og VM hvert år. Den anden type af udfordringer er fx. dragebåd hvor flere events er blevet aflyst.   Drift og husorden Flere praktiske beslutninger blev truffet: nye medlemmer i rekreativ komité (ECA helt nye satsning på motion og friluftsliv), justeringer af finans- og akkrediteringsregler, arbejdet med nyt road-map-værktøj og midlertidig kommunikationsansvarlig. Uddannelse og udvikling Et oplæg fra EPP-gruppen pegede på, hvordan ECA kan styrke uddannelse og sikkerhed på tværs af nationer, uden at miste den samarbejdskultur, der har gjort EPP til en europæisk succeshistorie. Fokus og kommende drøftelser er nu på, hvordan modellen evt. kan udvikles med ECA og / eller vokse fra 11 til 30 lande.  Langsigtet perspektiv Ud over LA28-forberedelser blev der sat spot på nye strategier for bæredygtighed, etik og disciplinære regler. Alle indsatser som led i visionen om et stærkere, mere samlet europæisk padleforbund.

Få et gratis mødested til jeres klub

Realdania har nu åbnet for tredje og sidste ansøgningsrunde i jubilæumsindsatsen “Vores Sted”, og det betyder, at der skal uddeles de sidste 40 ud af i alt 150 mødesteder til fællesskaber og foreninger over hele landet.  Et mødested er et lille træhus på ca. 38 m², der kan bruges til alt fra aktiviteter, undervisning og samvær til formidling og foreningsliv. Det koster ikke noget at søge – huset er en gave fra Realdania. Der kræves heller ikke byggeerfaring I skal bare have en god idé og lysten til at skabe liv og fællesskab i jeres lokalområde.  Ansøgningsfrist: 2. februar 2026 Online informationsmøde Vil I lige høre mere først? Realdania holder online infomøde, hvor I får en gennemgang af projektet og ansøgningsprocessen (tilmelding er nødvendig): 9. december 2025 kl. 10.00-11.00 Tilmelding infomøde Ansøg om et mødested Powered By EmbedPress