Børn i kulørte kajakker

Ny arbejdsgruppe skal forny vores børnekonkurrencer

Den 16. april mødtes BU-trænere og ledere fra 10 forskellige klubber til en netværksaften om konkurrencestruktur for børn og unge. Emil Peter Søhus fra DIF præsenterede DIF’s anbefalinger til børnekonkurrencer og andre forbunds erfaringer med at forny deres konkurrencestruktur. Derudover var der tid til mange gode diskussioner af vores egen PaddleBattle Cup, og hvordan vi kan udvikle den, så den bliver endnu sjovere for vores børn. Nu er vi klar til næste skridt: vi nedsætter en arbejdsgruppe, som skal arbejde videre med at forny vores konkurrencestruktur for børn og unge. Målet er, at vi i 2027 kan præsentere en ny version af PaddleBattle Cup’en. Derfor søger vi engagerede trænere, klubledere og andre med hjerte for børne- og ungdomskajaksporten, som har lyst til at bidrage aktivt i arbejdsgruppen. Det kunne også være en ung, som selv har deltaget i PaddleBattle Cup for et par år siden. I alt vil vi gerne være seks personer i arbejdsgruppen, som skal mødes hver/hver anden måned under hensyn til kajaksæsonen. Er du interesseret? Kontakt børne-, unge- og talentudviklingskonsulent Kathrine Elsig Jensen på kej@kano-kajak.dk inden 4. maj.