Referat fra bestyrelsesmøde 24. sep 2026

Bestyrelsen holdt møde i Nyborg den 24. september. Referatet er nu klar, og her er de vigtigste beslutninger for klubber og medlemmer. Kontingent og budget 2027 Bestyrelsen fremlægger et kontingentforslag til årsmødet. Grundkontingentet (klubkontingentet), der har været uændret i mindst 10 år, foreslås hævet  og skoleordningerne reguleres tilsvarende. Dertil kommer den vedtægtsbestemte indeksregulering af det individuelle medlemskontingent. Den endelige model fremgår af årsmødematerialet. Baggrunden er, at omkostningerne indeksreguleres, mens kun en lille del af indtægterne gør, og at sekretariatet allerede har gennemført besparelser, bl.a. to nedlagte stillinger. Resultatmålet for 2027 er et overskud på 100.000 kr. Nemmere vej gennem havkajak-instruktørsystemet Bestyrelsen vedtog principperne for en revideret havkajak-instruktørnorm. Følordningen udgår som krav og erstattes af dokumenteret ansøgning. Niveauerne 3A, 3B og 3C forudsætter IPP5 og dokumenteret erfaring som instruktør 3. Som et frivilligt tilbud igangsættes et pilotprojekt med observationsforløb, hvor man kan følge en erfaren instruktør ved udvalgte prøver. Ensartethed sikres via obligatoriske censorsamlinger og opdaterede vejledninger. Målet er en mere gennemskuelig vej gennem systemet uden flaskehalse og med uændret sikkerhedsniveau. En arbejdsgruppe tilpasser nu normen, så den kan sættes i drift snarest muligt. Årsmødet nærmer sig Tilmeldingen til årsmødet den 21.-22. november åbnede 11. september. Programmet med plenum, stande og workshops er ved at falde på plads, og årsberetningen trykkes igen i år. Der er valg til bestyrelsen, og nye kandidater er velkomne. Har du lyst til at engagere dig i forbundets arbejde, så kontakt formand Tom Faurschou eller sekretariatet. Kalender 2027 Klubber, der vil afholde stævner og aktiviteter i 2027, kan stadig melde ind. Fristen er forlænget til 15. oktober, og indmeldingerne kan følges på hjemmesiden.