Vil fortsætte med kano efter VM

Kano-toer sluttede otter i B-finalen Liv Obel fra 361 og Sofie Aastrand Jørgensen fra Maribo åbnede lørdagens løb ved VM i Milano ved at slutte otter i B-finalen i toerkano over 500 meter. – Vi havde ikke forventet en B-finale med tanke på, at det kun er to måneder siden, vi startede kano-projektet op. På den baggrund var det en udmærket præstation af Liv og Sofie. Når det så er sagt, så er der naturligvis et stykke vej op til de bedste, men begge piger synes opsatte på at fortsætte med kano og komme hjem for at træne endnu mere, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.

Sportschef takker russer

Sportschef: Godt, at René blev presset I stedet for at spare kræfter, måtte René Holten Poulsen sætte ekstra turbo på for at holde russeren Roman Anoshkin fra fadet i semifinalen på 500 meter enerkajak ved VM i Milano. Og det fik Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard, til at takke russeren. – I morgen venter 1.000 meter finalen for René, så det var godt, at han blev presset, for så kom han for alvor op i det race tempo, som han gerne skulle føre videre til finalen i morgen, siger Bo Vestergaard. Her har Danmark også damernes toerkajak med Henriette Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen i VM-finalen, og Bo Vestergaard håber, at lørdagen bliver dagen, hvor Danmark indløser de første OL-billeter til Rio. Og gerne en VM-medalje også. – Det bliver en spændende lørdag, for vi har også vores damefirer ude i semifinalen, og den vil vi jo også gerne have med i en VM-finale og dermed mulig OL-kvalifikation, siger Bo Vestergaard. Lørdag har Danmark også dametoer kanoen i B-finalen over 500 meter, og de to K1 200 meter i semifinalerne.

Sikker VM-finale på 500 meter enerkajak

René Holten er klar til at forsvare sit guld Som det var tilfældet i indledende heat, hvor han vandt en suveræn sejr, viste Maribos René Holten Poulsen i semifinalen, at han er kommet til VM i kajak i Milano for at forsvare sit verdensmesterskab i 500 meter enerkajak. Sejren i semifinalen var ligeså suveræn som i indledende heat. Holten Poulsen lagde ud i et højt tempo, men lod midtvejs russeren Roman Anoshkin trække en smule forbi, inden han igen satte turbo på og tingene på plads. Russeren kunne heller ikke holde den anden forhåndsfavorit til VM- finalen, sidste års sølvvinder, bulgarske Miroslav Kirchev, bag sig. Dermed er René Holten Poulsen og Miroslav Kirchev klar til søndagens VM-finale, der ros klokken 11.24. Men allerede lørdag klokken 10.52 skal han i aktion i VM-finalen på den olympiske 1.000 meter enerkajak, hvor målet er medalje og dermed også en billet til OL i Rio. Her venter givet et drama af de store, for finalefeltet tæller kajaksportens allerstørste på kongedistancen. Favoritværdigheden må tilfalde den flerfoldige verdensmester, tyske Max Hoff, der har gjort rent bord på distancen i år med EM-guld og europæisk OL-guld som de største resultater. Bagefter, klokken 11.32, skal damernes toerkajak med Henriette Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen ro VM-finale på 500 meter. Her er kravet en plads blandt de seks bedste for at indløse billet til Rio.

Fornyet tro på paralympics

Glad paralandstræner: Nu ramte roerne dagen Kasper Søndergaard og Jonas El Awsy fra Vallensbæk var jublende glade efter en syvendeplads i B-finalen og en førsteplads i C-finalen i parakonkurrencens KL3 klasse ved VM i kajak i Milano. Det samme var paralandstræner Christian Grau: – Det var to anderledes roere, jeg så i dag i forhold til semifinalerne. I dag ramte de dagen og præsterede, som jeg tidligere har set dem gøre. Derfor er jeg også en rigtig glad træner i dag. Christian Grau tilskriver det nerver og manglende erfaring, at Kasper og Jonas langtfra fik perfekte semifinaler, men det er glemt nu efter de gode resultater og tider i B-, og C-finalen. – Vi er allerede videre, for nu har Kasper og Jonas bevist, at vi har god grund til at tro på vores projekt om at komme til paralympics. Nu har vi frem til maj næste år til at arbejde frem mod det mål, siger Christian Grau. I maj næste år finder en europæisk OL-kvalifikation sted i Duisburg, og her uddeles de sidste fire billetter.

Tæt på samme tid i parafinaler

To hundrededele skilte Kasper og Jonas Selv om de roede i hver sin finale, så roede paraatleterne Kasper Søndergaard og Jonas El Awsy fra Vallensbæk på stort set identisk tid i henholdvis B-finalen og C-finalen i KL3 ved VM i kajak i Milano. Facit for Kasper Søndergaard blev en syvendeplads i B-finalen, mens Jonas El Awsy vandt C-finalen. Faktisk roede Jonas to hundrededele hurtigere end Kasper.