Årets Lederpris i Slagelse Kommune går til næstformand for Korsør Roklub

I går fejrede Slagelse Kommune og Slagelse Idrætsråd ikke færre end 250 sportsudøvere og trænere, som var på scenen til Slagelse Guld for at blive hyldet for deres flotte sportspræstationer i 2016. Nogle gik endda hjem med helt særlige priser herunder Jacob Tranegaard som modtog Årets Lederpris. Formanden for Slagelse Idrætsråd sagde følgende til Jacob, da han overrakte prisen: “Jacob, du modtager Årets Lederpris på grund af din store og meget værdifulde indsats for etableringen og udviklingen af ungdomsafdelingen i Korsør Roklub. En indsats, der i høj grad har båret frugt og rykket jeres forening markant. I 2008 forsøgte Korsør Roklub at starte en ungdomsafdeling op. Men det var først i 2010, da du og andre gode kræfter, blandt andre Carsten Sylvester, trådte til, at der virkelig kom skred i tingene. Du var med til at stifte ungdomsafdelingen og er nu leder af den samt kajakchef i klubben. Du har styret udviklingen i ungdomsafdelingen og skabt stabile og inspirerende rammer for ungdomsroerne. Og dit gode arbejde kan i den grad aflæses på medlemsudviklingen. I dag har Korsør Roklub hele 35 juniormedlemmer. Rigtig godt gået!! Og jeg ved, at den store ungdomsafdeling også har betydet, at flere familier har meldt sig ind hos jer. Du leder også aktiviteter året rundt. I arrangerede blandt andet et fælles Ungdoms Kajakstævne for 5 omkringliggende klubber i juni 2016. En weekend, der bød på al slags træning, leg, overnatning og ikke mindst masser af godt humør. Jeg ved, at I har et håb om på sigt at kunne få de unge til at deltage i konkurrencer. Og med dig bag roret er jeg sikker på, at det nok skal lykkes for jer, og at de vil klare sig godt. Jacob, du har leveret en stor og vedvarende indsats for Korsør Roklub og for kommunens idrætsliv og er derfor en meget fortjent vinder af Årets Lederpris. Stort tillykke med prisen og fortsæt det gode arbejde. Held og lykke fremover til både dig og klubben”. DKF er umådelig stolt over at have Jacob blandt vores medlemmer og ønsker Korsør Roklub tillykke med deres aktive og engageret næstformand!

Officielle DIF medaljer til Herrer og Damer Kajakpolo

I forbindelse med en administrativ ændring og fjernelse af en “aktivitetsgodkendelse” af kajakpolo i Danmarks Idrætsforbund har det været meddelt at der i 2017 ikke ville være officielle DIF medaljer ved Kajakpolo DM (Danmarksturneringen DT). DIF har nu behandlet dette spørgsmål på seneste DIF bestyrelsesmøde og det viser sig at være en misforståelse. Vinderen af DT på herrer og damesiden vil således modtage officielle DIF DM medaljer.

Arkitektkonkurrence rostadion

DKF-formand glæder sig over vinderprojekt Dansk kano- og kajaksport kan se frem til trænings- og konkurrencefaciliteter i den absolutte verdensklasse. Det mener Dansk Kano og Kajak Forbunds formand, Ole Tikjøb, efter det i dag blev afsløret, at AART Architects sammen med Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, LIW Planning og Viggo Madsen Rådgivende Ingeniører vandt arkitektkonkurrencen om at tegne Danmarks nye, nationale rostadion ved Bagsværd Sø. – Det nye rostadion bliver et kvantespring for udviklingen af dansk kano- og kajaksport. Med det nye stadion får vores elitereoere trænings- og konkurrencefaciliteter i særklasse, og samtidig får vi et rostadion af en international standard, der vil gøre det nemmere at tiltrække store internationale mesterskaber til Danmark i fremtiden. Et bevis på det har vi allerede fået, da det internationale kano- og kajakforbund for nylig valgte Danmark og Dansk Kano og Kajak Forbund til at arrangere VM i kano og kajak sprint i 2021 på det til den tid nye rostadion, siger Ole Tikjøb. Vinderprojeket omfatter forslag til udformning af et nyt rocenter, nyt dommertårn med multifunktionel stueetage og tribune samt nyt start- og målområde. Samtidig bliver det et rostadion, der på en ny og inspirerende måde skaber et grønt kvalitetsløft i respekt for områdets smukke natur til glæde og gavn for motionister og den almindelige borger, som færdes i det fredede naturområde omkring Bagsværd Sø. Det nye rostadion, som koster 100 mio. kr. forventes færdigt i 2020. – Nu glæder vi os til at komme i gang med byggeriet, og jeg tør godt sige, at alle i dansk kano- og kajaksport med spænding ser frem til det færdige resultat, til at tage det i brug og til at vise det frem for vores internationale gæster i 2021, siger Ole Tikjøb.