DKF-formand glæder sig over vinderprojekt
Dansk kano- og kajaksport kan se frem til trænings- og konkurrencefaciliteter i den absolutte verdensklasse.
Det mener Dansk Kano og Kajak Forbunds formand, Ole Tikjøb, efter det i dag blev afsløret, at AART Architects sammen med Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, LIW Planning og Viggo Madsen Rådgivende Ingeniører vandt arkitektkonkurrencen om at tegne Danmarks nye, nationale rostadion ved Bagsværd Sø.
– Det nye rostadion bliver et kvantespring for udviklingen af dansk kano- og kajaksport. Med det nye stadion får vores elitereoere trænings- og konkurrencefaciliteter i særklasse, og samtidig får vi et rostadion af en international standard, der vil gøre det nemmere at tiltrække store internationale mesterskaber til Danmark i fremtiden. Et bevis på det har vi allerede fået, da det internationale kano- og kajakforbund for nylig valgte Danmark og Dansk Kano og Kajak Forbund til at arrangere VM i kano og kajak sprint i 2021 på det til den tid nye rostadion, siger Ole Tikjøb.
Vinderprojeket omfatter forslag til udformning af et nyt rocenter, nyt dommertårn med multifunktionel stueetage og tribune samt nyt start- og målområde. Samtidig bliver det et rostadion, der på en ny og inspirerende måde skaber et grønt kvalitetsløft i respekt for områdets smukke natur til glæde og gavn for motionister og den almindelige borger, som færdes i det fredede naturområde omkring Bagsværd Sø.
Det nye rostadion, som koster 100 mio. kr. forventes færdigt i 2020.
– Nu glæder vi os til at komme i gang med byggeriet, og jeg tør godt sige, at alle i dansk kano- og kajaksport med spænding ser frem til det færdige resultat, til at tage det i brug og til at vise det frem for vores internationale gæster i 2021, siger Ole Tikjøb.