EM kajakpolo: Danske klø til Østrig og Finland

EM kajakpolo: Danske klø til Østrig og Finland   Torsdagens nederlag til Polen og Italien og et farvel til en plads blandt de otte bedste ved EM i Portugal, blev revancheret af det danske herrehold i kajakpolo fredag i den sidste kamp i gruppespillet mod Østrig og den første kamp i mellemspillet mod Finland. Danskerne uddelte simpelthen klø til modstanderne med først en 9-0 sejr over Østrig og derefter en 10-0 sejr over Finland. I begge opgør blev Andreas Iversen topscorer med fem mål. De øvrige to modstandere i mellemspillet hedder Rusland og Spanien, som danskerne møder lørdag og søndag. U21-herrerne tog hul på mellemspillet med to kampe og kom flot fra start med en 3-2 sejr over Rusland, men måtte bagefter se sig besejret med 4-1 af Litauen. Danskerne skal nu ud i placeringskampe søndag. De danske damer spillede kun en enkelt kamp fredag. I mellemspillet hed modstanderen igen Sverige, og efter 3-2 sejr til danskerne i gruppespillet, var det svenskernes tur til at trække det længste strå med en 4-2 sejr. I mellemspillet mangler Danmark at møde Holland og Polen lørdag samt Spanien søndag.

Damernes firerkajak er klar til OL i Tokyo

Damernes firerkajak er klar til OL i Tokyo   Firekajakken for damer skal med til OL i Tokyo. Det forløsende og glædelige budskab modtog Dansk Kano og Kajak Forbund fredag fra det internationale forbund, ICF. – Vi havde en god fornemmelse, men nu er det endelig slået fast på skrift efter fem dages spændt venten. For både pigerne, trænerteam og forbund er det helt fantastisk, at vi allerede nu står i den situation, at vi har tre både kvalificeret til OL i Tokyo, siger sportschef Lars Robl. To bådes direkte kvalifikation blev roet hjem af Emma Aastrand Jørgensen over 200 og 500 meter enerkajak via en tredje- og en femteplads ved det netop overståede VM i Szeged. For firerkajakken, hvor besætningen bestod af Emma Aastrand Jørgensen, Line Langelund Eriksen, Julie Frølund Funch og Pernille Knudsen, skulle der derimod regnes på resultatet hos ICF efter andenpladsen i B-finalen efter Kina. – Pigerne vidste på forhånd, at de skulle blive bedste europæiske nation i B-finalen for at have en mulighed for kvalifikation til OL. Det var barske odds efter et indledende heat og en semifinale, som ikke gik pigernes vej. I den situation holdt pigerne heldigvis hovederne kolde, accepterede situationen som den var og købte ind på præmissen om “at så længe, der er noget at spille om – så spiller vi” og leverede derefter den ”mandfolkepræstation”, som nu har udløst en fortjent OL-kvalifikation. I den forbindelse skal dog ikke glemmes, at Bolette Nyvang Iversen hen over sæsonen også har været en vigtig del af bådens udvikling og præstation, så vi faktisk har fem piger at takke for bådens kvalifikation, siger Lars Robl. Med tre både klar til OL får trænerteamet nu optimale betingelser for forberedelserne frem mod næste sommers lege. – Det giver den ro, at vi nu har et helt år til at arbejde med pigerne og sætte det hold, der skal repræsentere Dansk Kano og Kajak Forbund og Danmark i Tokyo, siger Lars Robl. På det hold håber han også, der bliver plads til drengene. Ved VM lykkedes det ikke for René Holten Poulsen at sikre sig kvalifikation i enerkajakken og heller ikke i toerkajakken sammen med Morten Graversen. – Hos drengene bliver det nu til plan B i stedet. Den plan kikker vi på allerede nu, så vi er klar til foråret, hvor vi får to nye chancer for OL-kvalifikation. Først en kontinental, hvor der er en enkelt plads at ro for i toerkajak og to i enerkajak, mens der ved den efterfølgende globale kvalifikation er en enkelt plads i enerkajak, siger Lars Robl.   De fem piger, der hen over sæsonen har arbejdet sammen om at kvalificere firerkajakken til OL i Tokyo, fik den glædelige besked under det igangværende DM i Silkeborg. Fra venstre ses Bolette Nyvang Iversen, Julie Frølund Funch, Pernille Knudsen, Emma Aastrand Jørgensen og Line Langelund Eriksen. (Foto: Lars Robl)