EM kajakpolo: Danske klø til Østrig og Finland
Torsdagens nederlag til Polen og Italien og et farvel til en plads blandt de otte bedste ved EM i Portugal, blev revancheret af det danske herrehold i kajakpolo fredag i den sidste kamp i gruppespillet mod Østrig og den første kamp i mellemspillet mod Finland.
Danskerne uddelte simpelthen klø til modstanderne med først en 9-0 sejr over Østrig og derefter en 10-0 sejr over Finland. I begge opgør blev Andreas Iversen topscorer med fem mål. De øvrige to modstandere i mellemspillet hedder Rusland og Spanien, som danskerne møder lørdag og søndag.
U21-herrerne tog hul på mellemspillet med to kampe og kom flot fra start med en 3-2 sejr over Rusland, men måtte bagefter se sig besejret med 4-1 af Litauen. Danskerne skal nu ud i placeringskampe søndag.
De danske damer spillede kun en enkelt kamp fredag. I mellemspillet hed modstanderen igen Sverige, og efter 3-2 sejr til danskerne i gruppespillet, var det svenskernes tur til at trække det længste strå med en 4-2 sejr.
I mellemspillet mangler Danmark at møde Holland og Polen lørdag samt Spanien søndag.









