Sportschefens optakt til World Cup Szeged 2026
8.-10. maj 2026 | Szeged, Ungarn Det er tid til at åbne sæsonen på den internationale scene. Fredag den 8. maj skydes årets første World Cup i gang i Szeged – en by og en bane, som mange af vores atleter kender godt, og som altid leverer verdensklassepræstationer på tværs af klasser og distancer. Vi rejser til Ungarn med en bred trup udtaget på baggrund af vores to-trins-procedure: de bedste olympiske både blev fastlagt under den første træningslejr i Sevilla, mens de resterende pladser er tildelt på baggrund af resultaterne fra Copenhagen Sprint Regatta. Det er spændende at se, hvad de andre nationer møder frem med, da alle konkurrencer i de kommende to år gælder, og vi ser frem til at se de danske atleter i aktion. At konkurrere har været et stort fokus i træningen henover vinteren og foråret – og nu folder det sig ud. Nyt i 2026: ICF lancerer olympisk ranking-dashboard ICF har i forbindelse med LA28-kvalifikationscyklussens start lanceret et nyt Olympic Ranking Dashboard for Canoe Sprint. Dashboardet giver løbende indblik i kvalifikationsstillingerne, direkte tilgængeligt for alle, der ønsker at følge med i atleternes placering på vejen mod Los Angeles 2028. Dashboardet kan tilgås via ICFs officielle platform og vil løbende blive opdateret med resultater fra World Cups, EM og VM. Paracanoe- og Canoe Slalom-rankings tilføjes på et senere tidspunkt. Danske atleter i aktion: Overblik over alle tre dage Hertil kommer semifinaler. Hertil kommer semifinaler og finaler. Udvalgte highlights K4 Herre 500 meter – Heat III, fredag kl. 10:36 Den danske K4 Herre – Gustav Bock, Victor Gairy Aasmul, Morten Graversen og Simon Schuldt Hein – møder bl.a. Belgien (Sikkens/Peters/Bastiaens/Vangeel) og New Zealand (Munro/Imrie/Legarth/Clancy). Jo bedre placering i heatet, des bedre en semifinalen vil båden komme i. Så atleterne ved de skal være fokuseret fra starten af. K4 Dame 500 meter – Heat IV, fredag kl. 11:12 Pernille Brandstrup Knudsen, Sara Corfixsen Milthers, Katrine Hladka Jensen og Bolette Nyvang Iversen møder i Heat IV et felt, der tæller New Zealand med Lisa Carrington i båden – én af tidernes mest dekorerede kajakroere – samt Portugal og Tyskland. Det er et heat, der ikke sparer dem for international klasse fra første tag. K2 Herre 500 meter – Heat I, lørdag kl. 18:16 Simon Schuldt Hein og Morten Graversen møder et stærkt og kvalitetsfyldt felt, herunder det tyske duo Jacob Schopf og Max Lemke – to af verdens absolut bedste K2-atleter, der igennem de seneste år har domineret disciplinen og er reelle guldkandidater ved ethvert internationalt mesterskab. Desuden er Polen (Korsak/Leszczynski), Ungarn (Nadas/Totka), Australien (Fitzsimmons/Collins) og Portugal (Ribeiro/Baptista) repræsenteret. Simon og Morten kender niveauet og har niveauet til at høre hjemme i den absolutte internationale top. K1 Herre 1000 meter – Thorbjørn Rask, Heat IV, fredag kl. 16:58 Thorbjørn Rask møder et bredt internationalt felt med repræsentanter fra NED, GBR, NOR, COL, EGY, KGZ og AIN. Thorbjørn har været i A-finaler gennem hele sidste sæson, og det ønsker han som minimum at gentage og forventeligt at forbedre. Vi ser frem til at følge ham i sit heat. Mads Brandt Pedersen – regerende verdensmester på K1 5000 meter, Final A søndag kl. 15:50 Vi er stolte af at have den regerende verdensmester på K1 5000 meter med i truppen. Mads rejser til Szeged med VM-guldet fra 2025 i rygsækken, og det samlede felt vil have øjnene på ham. På baggrund af det olympiske kvalifikationssystem er Mads en oplagt kandidat til at kæmpe om én af de seks nationale kvotepladser, der deles ud på tværs af 200, 500, 1000 og 5000 meter – man skal generelt placere sig som nummer 1 eller 2 over de næste to år for at være blandt de seks bedste på tværs af fire discipliner. Valdemar Jørgensen stiller ligeledes op i finalen og byder sig til. Frederikke Hauge Mørcke – K1 Dame 200 meter, Heat III lørdag kl. 16:20 En særlig opmærksomhed fortjener Frederikke Hauge Mørcke, der stiller op i K1 Dame 200 meter Heat III lørdag eftermiddag. Det er en disciplin, der kræver eksplosivitet og præcision i verdensklasse – og vi glæder os til at se Frederikke på den internationale bane. Kanoroerne – Arthur, Kristoffer og William Vores kanoroere er i aktion gennem alle tre dage. Arthur Scales åbner på C1 Herre 1000m fredag morgen og stiller derudover op på C1 Herre 500m fredag eftermiddag. Kristoffer Ravn Neve er i feltet på C1 Herre 200m fredag morgen og roer søndag som en del af det C1 Herre 5000m felt, som også inkluderer William Anker Scales. De to stiller desuden op som duo i C2 Herre 500m lørdag aften. Det er et stærkt og internationalt felt på kano-disciplinerne, og vi glæder os til at følge dem tæt. Praktisk info Få et overblik over alle de danske atleter og både her. Program og resultater følges live på results.szeged2026.com. Løbene kan streames på Planet Canoe. Vi ønsker alle udtagne atleter og trænere det allerbedste – held og lykke i Szeged! Med venlig hilsen Torben Koue Sportschef, Dansk Kano og Kajak Forbund


