DKF godkendt som “miljøforbund” i Danmarks Idrætsforbunds program ”Idræt for Klima”

Som et af de udvalgte forbund under DIF’s program ”Idræt for Klima”, forpligter DKF sig til konkrete adfærdsændringer, der bidrager til klima og rent vand. For padlere og roere er klimaforandringer og miljøbelastning alvorlige sager. Vi ser det, når kystsikring ændrer de vante ruter, eller når affald i vandet ødelægger naturoplevelsen. Derfor har DKF arbejdet for at deltage i Danmarks Idræstforbunds program ”Idræt for Klima”. ”Man kan ikke elske vandsport uden at elske naturen.Det er vores privilegium at have den blå natur som vores legeplads og træningsrum. Men med det privilegium følger en opgave: Vi har pligt til at passe på det miljø, vi lever i,” lyder det fra forbundet. DKF har valgt at fokusere på tre indsatsområder, der skal skabe forandring i forbundet og helt ude i klubberne: Transport med omtanke: Siden 2022 har DKF kortlagt sit transportdata. Det betyder et kritisk blik på alt fra flyvning til internationale stævner til en ny kultur omkring samkørsel og tog frem for fly og enlige biler. Blå Ambassadører: Et landsdækkende netværk af frivillige fungerer nu som vandsportens øjne og ører. De overvåger kysterne, deltager i brugerråd i natur- og nationalparkerne og gør klubhuset mere miljøvenligt med alt fra solceller på tagene til grønnere menuer ved klubfesterne. Renere vand – én indsamling ad gangen: Gennem en dedikeret pulje støtter DKF lokale klubber, der ror ud for at samle affald. Med fokus på fællesskab på tværs af generationer rydder vi op, mens vi ror. ”Idræt for Klima er en arbejdshandske, der er trukket på. For hvis vi vil blive ved med at ro i rent vand, skal vi handle nu”, udtrykker forbundet. Ønsker du at vide mere om programmet, eller hvordan din klub kan støtte miljøarbejdet? Kontakt Irene Lauridsen på: irene.lauridsen@kano-kajak.dk

Sølv til Mads, stærk Thorbjørn og en weekend med både højdepunkter og læringspunkter i Szeged

Sæsonens første World Cup er afviklet, og de danske kajak- og kanoroere har leveret en weekend med både store og gode præstationer og resultater, som hverken atleterne eller DKF kan være tilfredse med. I et felt, hvor stort set alle de bedste nationer var på plads – og hvor hvert eneste løb tæller med på vejen mod OL i Los Angeles 2028 – fik vi bekræftet, at vi har atleter, der hører til i den internationale top, samtidig med at vi klart skal samle op på både og atleter, der præsterede udenfor det forventede område. Det er tydeligt for alle. Samlet set skal det omsættes til endnu bedre præstationer i Brandenburg, der starter på torsdag. Mads Brandt Pedersen tager sølv på K1 5000 meter Weekendens absolutte højdepunkt blev leveret af Mads Brandt Pedersen, der i søndagens A-finale på K1 5000 meter sikrede sig sølvmedaljen i tiden 21:57.45. Kun Fernando Pimenta (POR) var foran. På 3. pladsen kom Hamish Lovemore (RSA). Det er en stærk åbning på den toårige OL-kvalifikationsperiode, hvor Mads bekræfter sin position i den absolutte verdenstop på langdistancen. Valdemar Jørgensen 4. plads på K1 5000 meter Sølvet stod ikke alene. Valdemar Jørgensen leverede en super sej og fokuseret indsats i samme A-finale og sluttede på en flot 4. plads i tiden 22:14.43 – kun cirka 2 sekunder fra bronzemedaljen. Det er en placering, der viser stor bredde  på de lange distancer, og den taler ind i et stærkt fælles momentum for disciplinen, hvor blandt andre OL-sølvvinder Adam Varga (HUN) måtte nøjes med 8. pladsen, mere end et minut bagud. Thorbjørn Rask – 5. plads på K1 1000 meter med tiden 3:24 Thorbjørn Rask kæmpede sig hele vejen ind i A-finalen på K1 Herre 1000 meter og sluttede på en 5. plads i tiden 3:24.21 – et stærkt resultat på en distance, hvor feltet i år var blandt det tungeste, vi har set længe, og en tid, der er omkring 4 sekunder hurtigere end det, han tidligere har præsteret. Thorbjørn var i finalen oppe imod blandt andre Fernando Pimenta (POR), Balint Kopasz (HUN), OL-bronzevinder fra Paris 2024 og olympisk mester fra Tokyo 2020, og Thomas Green (AUS). Bemærkelsesværdigt var det, at både OL-guldvinder Josef Dostal (CZE) og OL-sølvvinder Adam Varga (HUN) ikke nåede A-finalen på distancen. Thorbjørn Rask følger op med 6. plads på K1 500 meter Thorbjørn fortsatte den stærke weekend med endnu en A-finale på K1 Herre 500 meter, hvor han sluttede på 6. pladsen. Også her var feltet stærkt: Jean Van der Westhuyzen (AUS) vandt i 1:35.81, foran Adam Varga (HUN) og Josef Dostal (CZE). To A-finaler og to top-6 placeringer på to forskellige distancer i samme World Cup er et solidt afsæt at bygge sæsonen videre på – og Thorbjørn er sulten. K4 Herre 500 meter – 7. plads i A-finalen Den danske K4 Herre med Gustav Bock, Victor Gairy Aasmul, Morten Graversen og Simon Schuldt Hein kvalificerede sig sikkert til A-finalen via heat og semifinale og sluttede der på en 7. plads i tiden 1:20.56. Båden var oppe imod et felt af absolut topkvalitet: vinderne fra Ungarn (Nadas/Fodor/Kurucz/Totka) i 1:18.45, Australien (1:18.77), Litauen (1:19.00), regerende verdensmestre Portugal (1:19.02) og OL-vinder Tyskland med Tom Liebscher-Lucz tilbage i båden (1:19.05). Det var vigtigt at være med i finalen og levere tre konsekutive løb ved første World Cup, hvor der fortsat er elementer, der kan forbedres – og et resultat, som herrerne kan bygge videre på frem mod næste weekend, og resten af sæsonen. K2 Herre 500 meter – en dramatisk dag med to danske både i B-finalen På K2 Herre 500 meter havde vi to danske både i ilden: Simon Schuldt Hein og Morten Graversen samt Jonathan Thorbjørn Dagnæs-Hansen og Valdemar Jørgensen. Efter semifinalerne lå tiderne sådan, at Simon og Morten lå til en plads i B-finalen, mens Jonathan og Valdemar skulle ro C-finalen. Men dagen tog en uventet drejning. Den ungarske K2 (Totka/Nadas), der er kendt for at gå til grænsen og minimere bådens vægt, blev efter løbet vejet og fundet for let. Drengene havde regnet skarpt – men ikke skarpt nok – og båden lå under ICFs godkendte minimumsvægt på 18 kg. Den ungarske båd blev derfor diskvalificeret. Det betød, at en båd fra B-finalen rykkede op i A-finalen, og at Jonathan og Valdemar dermed rykkede fra C- til B-finalen. ICF havde lagt et meget stramt program med under én time mellem semifinalerne og C- og B-finalerne, og en diskvalifikation tager tid at få afviklet officielt. Valdemar og Jonathan gik derfor på vandet i den tro, at de skulle ro C-finalen. De var igennem bådkontrollen, da staben pludselig opdagede, at de ikke længere lå på bane 6 i C-finalen, men på bane 7 i B-finalen. På bredden i Szeged blev bådnummeret hurtigt skiftet ud, og herrerne fik besked om, at de nu skulle ro B-finalen i stedet for C-finalen. Begge danske både leverede gode præstationer.. Simon og Morten blev nr. 5 i B-finalen i tiden 1:29.31 (samlet 14. plads), og Jonathan og Valdemar blev nr. 8 i B-finalen i 1:29.90 (samlet 17. plads). Det bliver meget spændende at følge dem næste weekend i Brandenburg, hvor de igen er i ilden sammen med de øvrige danske både – og hvor Jeppe Kristensen støder til truppen på K1 200 meter. Kano-roerne – stærkt forsøg på den lange distance På C1 Herre 5000 meter sluttede William Scales på en 12. plads, og Arthur Scales kom ind som nr. 20 i et stort felt, hvor Jaime Duro (ESP). Arthur stillede desuden op i C1 Herre 1000 meter (heat) og C1 Herre 500 meter (Final C), mens Kristoffer Ravn Neve var i ilden på C1 Herre 200 meter (semifinale) og sammen med William i C2 Herre 500 meter (heat). Det er et stærkt og bredt internationalt felt på kano-disciplinerne, og turen til Szeged giver vores tre kanoroere værdifuld erfaring at bygge videre på – som viser der  Kvindesiden – et klart fokusområde frem mod Brandenburg Frederikke Hauge Mørcke gik ind til K1 Dame 200 meter Final A med…

Sportschefens optakt til World Cup Szeged 2026

8.-10. maj 2026 | Szeged, Ungarn Det er tid til at åbne sæsonen på den internationale scene. Fredag den 8. maj skydes årets første World Cup i gang i Szeged – en by og en bane, som mange af vores atleter kender godt, og som altid leverer verdensklassepræstationer på tværs af klasser og distancer. Vi rejser til Ungarn med en bred trup udtaget på baggrund af vores to-trins-procedure: de bedste olympiske både blev fastlagt under den første træningslejr i Sevilla, mens de resterende pladser er tildelt på baggrund af resultaterne fra Copenhagen Sprint Regatta. Det er spændende at se, hvad de andre nationer møder frem med, da alle konkurrencer i de kommende to år gælder, og vi ser frem til at se de danske atleter i aktion. At konkurrere har været et stort fokus i træningen henover vinteren og foråret – og nu folder det sig ud. Nyt i 2026: ICF lancerer olympisk ranking-dashboard ICF har i forbindelse med LA28-kvalifikationscyklussens start lanceret et nyt Olympic Ranking Dashboard for Canoe Sprint. Dashboardet giver løbende indblik i kvalifikationsstillingerne, direkte tilgængeligt for alle, der ønsker at følge med i atleternes placering på vejen mod Los Angeles 2028. Dashboardet kan tilgås via ICFs officielle platform og vil løbende blive opdateret med resultater fra World Cups, EM og VM. Paracanoe- og Canoe Slalom-rankings tilføjes på et senere tidspunkt. Danske atleter i aktion: Overblik over alle tre dage Hertil kommer semifinaler. Hertil kommer semifinaler og finaler. Udvalgte highlights K4 Herre 500 meter – Heat III, fredag kl. 10:36 Den danske K4 Herre – Gustav Bock, Victor Gairy Aasmul, Morten Graversen og Simon Schuldt Hein – møder bl.a. Belgien (Sikkens/Peters/Bastiaens/Vangeel) og New Zealand (Munro/Imrie/Legarth/Clancy). Jo bedre placering i heatet, des bedre en semifinalen vil båden komme i. Så atleterne ved de skal være fokuseret fra starten af. K4 Dame 500 meter – Heat IV, fredag kl. 11:12 Pernille Brandstrup Knudsen, Sara Corfixsen Milthers, Katrine Hladka Jensen og Bolette Nyvang Iversen møder i Heat IV et felt, der tæller New Zealand med Lisa Carrington i båden – én af tidernes mest dekorerede kajakroere – samt Portugal og Tyskland. Det er et heat, der ikke sparer dem for international klasse fra første tag. K2 Herre 500 meter – Heat I, lørdag kl. 18:16 Simon Schuldt Hein og Morten Graversen møder et stærkt og kvalitetsfyldt felt, herunder det tyske duo Jacob Schopf og Max Lemke – to af verdens absolut bedste K2-atleter, der igennem de seneste år har domineret disciplinen og er reelle guldkandidater ved ethvert internationalt mesterskab. Desuden er Polen (Korsak/Leszczynski), Ungarn (Nadas/Totka), Australien (Fitzsimmons/Collins) og Portugal (Ribeiro/Baptista) repræsenteret. Simon og Morten kender niveauet og har niveauet til at høre hjemme i den absolutte internationale top. K1 Herre 1000 meter – Thorbjørn Rask, Heat IV, fredag kl. 16:58 Thorbjørn Rask møder et bredt internationalt felt med repræsentanter fra NED, GBR, NOR, COL, EGY, KGZ og AIN. Thorbjørn har været i A-finaler gennem hele sidste sæson, og det ønsker han som minimum at gentage og forventeligt at forbedre. Vi ser frem til at følge ham i sit heat. Mads Brandt Pedersen – regerende verdensmester på K1 5000 meter, Final A søndag kl. 15:50 Vi er stolte af at have den regerende verdensmester på K1 5000 meter med i truppen. Mads rejser til Szeged med VM-guldet fra 2025 i rygsækken, og det samlede felt vil have øjnene på ham. På baggrund af det olympiske kvalifikationssystem er Mads en oplagt kandidat til at kæmpe om én af de seks nationale kvotepladser, der deles ud på tværs af 200, 500, 1000 og 5000 meter – man skal generelt placere sig som nummer 1 eller 2 over de næste to år for at være blandt de seks bedste på tværs af fire discipliner. Valdemar Jørgensen stiller ligeledes op i finalen og byder sig til. Frederikke Hauge Mørcke – K1 Dame 200 meter, Heat III lørdag kl. 16:20 En særlig opmærksomhed fortjener Frederikke Hauge Mørcke, der stiller op i K1 Dame 200 meter Heat III lørdag eftermiddag. Det er en disciplin, der kræver eksplosivitet og præcision i verdensklasse – og vi glæder os til at se Frederikke på den internationale bane. Kanoroerne – Arthur, Kristoffer og William Vores kanoroere er i aktion gennem alle tre dage. Arthur Scales åbner på C1 Herre 1000m fredag morgen og stiller derudover op på C1 Herre 500m fredag eftermiddag. Kristoffer Ravn Neve er i feltet på C1 Herre 200m fredag morgen og roer søndag som en del af det C1 Herre 5000m felt, som også inkluderer William Anker Scales. De to stiller desuden op som duo i C2 Herre 500m lørdag aften. Det er et stærkt og internationalt felt på kano-disciplinerne, og vi glæder os til at følge dem tæt. Praktisk info Få et overblik over alle de danske atleter og både her.  Program og resultater følges live på results.szeged2026.com. Løbene kan streames på Planet Canoe. Vi ønsker alle udtagne atleter og trænere det allerbedste – held og lykke i Szeged! Med venlig hilsen Torben Koue Sportschef, Dansk Kano og Kajak Forbund