Guld og sølv til Danmark i Brandenburg – Mads vinder guld, Frederikke sølv

14.–17. maj 2026 | Brandenburg an der Havel, Tyskland World Cup nr. 2 er afviklet, og det blev en weekend, der løftede det samlede billede fra Szeged betragteligt. Vi tager guldmedalje, sølvmedalje, en stærk K4 Dame-præstation, to A-finaler til Thorbjørn Rask og et klart fremskridt på kvindesiden med os. Der er stadig resultater og præstationer, vi vil arbejde videre med – men retningen er tydelig. Mads Brandt Pedersen vinder K1 Herre 5000 meter – guld i Brandenburg Mads Brandt Pedersen tog sæsonens første guldmedalje. I søndagens A-finale på K1 Herre 5000 meter vandt han i tiden 21:45.97 – næsten 31 sekunder foran Fernando Pimenta (POR). Hamish Lovemore (RSA) kom på 3. pladsen. Valdemar Jørgensen fulgte op med en flot 4. plads i 22:29.48 – igen tæt på en medalje. To danske top-4 placeringer i den samme finale – det er en stærk dansk tilstedeværelse på langdistancen. Frederikke Hauge Mørcke tager sølv på K1 Dame 200 meter Frederikke Hauge Mørcke leverede weekendens anden store individuelle præstation, da hun i søndagens A-finale på K1 Dame 200 meter kom i mål som nr. 2 i tiden 43.17 – kun 0,20 sekunder fra guld. Det er en fremragende præstation og et direkte svar på den A-finale i Szeged, der ikke foldede sig ud til hendes fordel. Katrine Hladka Jensen fulgte op med en 3. plads i Final B. Thorbjørn Rask – A-finale på 1000 meter, sejr i Final B på 500 meter Thorbjørn Rask fortsatte sin fremfærd fra Szeged. På K1 Herre 1000 meter nåede han A-finalen for anden World Cup i træk og sluttede på en 8. plads i 3:40.46. På K1 Herre 500 meter vandt han Final B i 1:42.90 foran serbiske Branko Lagundzic. To World Cups, to A-finaler på 1000 meter. K4 Dame 500 meter – 8. plads i A-finalen K4 Dame med Pernille Brandstrup Knudsen, Sara Corfixsen Milthers, Katrine Hladka Jensen og Bolette Nyvang Iversen nåede frem til A-finalen og sluttede på en 8. plads i 1:37.10. At komme fra semifinale i Szeged til A-finaleplads i Brandenburg viser en tydelig progression, og at de indsatser der bliver arbejdet med virkede. Pernille Kuijers Hostrup – 6. plads på K1 Dame 5000 meter Pernille Kuijers Hostrup kom i mål på en 6. plads i A-finalen på K1 Dame 5000 meter i 25:51.86. En god præstation og en plads i den absolutte top på en krævende distance.  K2 Dame 500 meter – fremgang til Final B Frederikke Hauge Mørcke og Sara Corfixsen Milthers endte som nr. 2 i Final B i 1:49.19 – en klar forbedring fra Final C i Szeged. Karoline Nielsen og Bolette Nyvang Iversen fulgte som nr. 9 i Final B. K2 Herre 500 meter – ude i semifinalerne På K2 Herre 500 meter nåede begge danske både frem til semifinalerne. Det er en distance, vi fortsat arbejder med og klart skal forbedre. William og Arthur Scales – C1 Herre 5000 meter William Anker Scales sluttede på en 12. plads i A-finalen på C1 Herre 5000 meter i 27:11.12, og Arthur Scales kom ind som nr. 15 i 27:24.09. Arthur sluttede desuden i Final B på C1 Herre 500 meter som nr. 7 i 1:58.90. Kristoffer Ravn Neve – 8. plads i Final B på C1 Herre 200 meter Kristoffer Ravn Neve sluttede som nr. 8 i Final B på C1 Herre 200 meter i 42.00. Komplet dansk resultatoversigt – Brandenburg 2026 A-finaler K1 Herre 5000m: Mads Brandt Pedersen – 1. plads (guld) – 21:45.97  K1 Herre 5000m: Valdemar Jørgensen – 4. plads – 22:29.48  K1 Dame 200m: Frederikke Hauge Mørcke – 2. plads (sølv) – 43.17  K1 Herre 1000m: Thorbjørn Rask – 8. plads – 3:40.46  K4 Dame 500m: Brandstrup Knudsen / Corfixsen Milthers / Hladka Jensen / Nyvang Iversen – 8. plads – 1:37.10  K1 Dame 5000m: Pernille Kuijers Hostrup – 6. plads – 25:51.86  C1 Herre 5000m: William Anker Scales – 12. plads – 27:11.12  C1 Herre 5000m: Arthur Scales – 15. plads – 27:24.09 B-finaler K1 Herre 500m: Thorbjørn Rask – 1. plads, Final B – 1:42.90  K4 Herre 500m: Bock / Gairy Aasmul / Graversen / Schuldt Hein – 3. plads, Final B – 1:22.17 K2 Dame 500m: Mørcke / Corfixsen Milthers – 2. plads, Final B – 1:49.19  K2 Dame 500m: Nielsen / Nyvang Iversen – 9. plads, Final B  K1 Dame 200m: Katrine Hladka Jensen – 3. plads, Final B – 45.45  K1 Herre 500m: Gustav Bock – 7. plads, Final B – 1:45.66  C1 Herre 500m: Arthur Scales – 7. plads, Final B – 1:58.90  C1 Herre 200m: Kristoffer Ravn Neve – 8. plads, Final B – 42.00 Ude efter semifinalerne K2 Herre 500m: Dagnæs-Hansen / Jørgensen – semifinale K2 Herre 500m: Schuldt Hein / Graversen – semifinale Næste stop: EM i Montemor, Portugal Truppen rejser nu mod EM i Montemor-o-Velho i Portugal. Vi tager guld, sølv og mange vigtige erfaringer med os – og holder fast i den retning, der tegner sig. Tak til atleter, trænere og hele staben for indsatsen i Brandenburg. Alle officielle resultater kan findes på results.imas-sport.com. Den officielle olympiske ranking kan følges på ICFs platform – og en uofficiel beregningsmodel, der giver mulighed for at lege med scenarier, findes på oqr-sprint.memosoft.app. Med venlig hilsen Torben Koue Sportschef, Dansk Kano og Kajak Forbund

Anden etape: Sæsonen tager form i Brandenburg

14.–17. maj 2026 | Brandenburg an der Havel, Tyskland Der er gået én uge siden startskuddet lød i Szeged. Nu venter kapitel to. Vi er ankommet til Brandenburg an der Havel, og truppen er klar. Konkurrencerne startede torsdag den 14. maj, og i bagagen ligger erfaringerne fra en weekend i Ungarn, der viste to ting med stor tydelighed: at vi har atleter, der hører til i den absolutte internationale top – og at der er discipliner og både, vi skal levere noget mere fra. Begge dele er præcis det, vi har brug for at vide så tidligt i sæsonen. For det er en sæson, der tæller for alvor. Hvert eneste løb fra nu og frem – gennem 2026 og 2027 – indgår i det olympiske ranking-system, der afgør, hvem der rejser til Los Angeles 2028. Ranglisten er allerede i bevægelse – og den bevæger sig igen fra i morgen. Udvalgte highlights Mads og Valdemar – verdenstoppens sølv skal følges op på Beetzsee Szeged var en stærk åbning på LA28-kvalifikationsperioden. Mads Brandt Pedersen vandt sølv på K1 5000 meter i 21:57, kun Fernando Pimenta (POR) foran. Valdemar Jørgensen fulgte op med 4. pladsen – begge i et felt, hvor OL-sølvvinder Adam Varga (HUN) sluttede som nr. 8, mere end et minut bagud. Det siger noget om niveauet i den finale – og noget om det momentum, de to roere bærer med sig til Brandenburg. Thorbjørn Rask – to A-finaler i Szeged, sulten efter mere To A-finaler i samme World Cup er i sig selv et stærkt afsæt. Thorbjørn Rask sluttede på 5. pladsen på K1 1000 meter i 3:24.21 – en tid omkring 4 sekunder hurtigere end hvad han tidligere har præsteret, og det i et felt med Fernando Pimenta og Balint Kopasz. På 500 meter fulgte han op med 6. pladsen. Brandenburg giver ham mulighed for at bygge videre på netop det momentum. K4 Herre – med A-finaleplads som bundlinje Den danske K4 Herre med Gustav Bock, Victor Gairy Aasmul, Morten Graversen og Simon Schuldt Hein satte sig i A-finalen i Szeged og sluttede som nr. 7. I et felt med Ungarn, Australien, Litauen, Portugal og OL-vinder Tyskland i toppen er det en placering, der bekræfter, at båden hører hjemme i de rigtige finaler – og at der er mere at hente. K2 Herre – kaos og momentum på én gang Szeged bød på én af weekendens mest dramatiske historier på K2 Herre 500 meter: den ungarske båd (Totka/Nadas) blev diskvalificeret efter semifinalen for undervægt, og Jonathan Dagnæs-Hansen og Valdemar Jørgensen fik med minutters varsel besked om, at de i stedet for C-finalen nu skulle ro B-finalen. De tog opgaven og leverede. Begge danske både stiller op igen i Brandenburg – Simon Schuldt Hein og Morten Graversen, samt Jonathan og Valdemar – og de har noget at bevise. Kvindesiden – klart fokus og klar vilje Szeged var ikke den weekend, vi ønskede på kvindesiden. K4 Dame kom ikke videre fra semifinalen, K2 Dame endte i Final C, og selv om Frederikke Hauge Mørcke gik ind til K1 Dame 200 meter A-finale som den hurtigste fra semifinalen, foldede finalen sig ikke ud til hendes fordel. Det er ærgerligt – og det giver motivation. Brandenburg er chancen for at levere det svar, vi ved de er i stand til. Kanoroerne – erfaring omsættes til mere William Anker Scales og Arthur Scales var begge i A-finalen på C1 Herre 5000 meter i Szeged, og Kristoffer Ravn Neve nåede semifinalen på C1 Herre 200 meter. I Brandenburg er alle tre klar igen. Jeppe Kristensen – nyt ansigt på K1 Herre 200 meter En nyhed til Brandenburg: Jeppe Kristensen støder til truppen og stiller op på K1 Herre 200 meter. Vi ser frem til at følge ham i aktion. Disciplin Atleter K1 Herre 5000m Mads Brandt Pedersen, Valdemar Jørgensen K1 Herre 1000m Thorbjørn Rask, Rasmus Brandstrup Knudsen K1 Herre 500m Thorbjørn Rask, Gustav Bock K1 Herre 200m Jeppe Kristensen K4 Herre 500m Bock / Gairy Aasmul / Graversen / Schuldt Hein K2 Herre 500m Schuldt Hein / Graversen, Dagnæs-Hansen / Jørgensen K1 Dame 5000m Pernille Kuijers Hostrup K1 Dame 200m Frederikke Hauge Mørcke, Katrine Hladka Jensen K4 Dame 500m Brandstrup Knudsen / Corfixsen Milthers / Hladka Jensen / Nyvang Iversen K2 Dame 500m Mørcke / Corfixsen Milthers, Nielsen / Nyvang Iversen C1 Herre 5000m William Anker Scales, Arthur Scales C1 Herre 1000m Arthur Scales C1 Herre 500m Arthur Scales C1 Herre 200m Kristoffer Ravn Neve C2 Herre 500m Ravn Neve / Anker Scales Praktisk info Program og resultater kan følges live på results.imas-sport.com. Løbene streames på Planet Canoe. Vi ønsker alle udtagne atleter og trænere held og lykke i Brandenburg! Med venlig hilsen Torben Koue Sportschef, Dansk Kano og Kajak Forbund

Første officielle IPP-kursus i foskajak er gennemført

Foskajak har taget et vigtigt skridt ind i DKF’s uddannelsessystem. I april gennemførte Padlekompagniet det første officielle IPP-kursus i foskajak i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund. Kurset blev afholdt på Mörrumsån i Sverige, hvor deltagerne arbejdede med teknik, balance, sikkerhed og manøvrering i strøm. For nogle var det første møde med foskajak. For andre var det næste skridt i udviklingen som whitewater-padlere. Fælles for deltagerne var lysten til at lære mere, udfordre sig selv og blive en del af en disciplin, der nu får en tydeligere plads i DKF’s uddannelsessystem. Foskajak giver stærke færdigheder på vandet. Træning i strøm, reaktion, kantning og kontrol kan også styrke roere fra andre discipliner, blandt andet havkajak, hvor balance, sikkerhed og bådkontrol er centrale elementer. Padlekompagniet har gennem de seneste år været med til at udvikle den danske standard for IPP i whitewater kajak i samarbejde med Viborg Idrætshøjskole og DKF. Nu er arbejdet for alvor begyndt at leve på vandet. Næste mulighed er i Pinsen Padlekompagniet afvikler næste IPP2 Whitewater kajak-kursus den 23.-25. maj 2026. Denne gang bliver det en særlig Pinse-udgave med en halv dag ekstra, så der bliver mere tid til undervisning, øvelser, feedback og udvikling på vandet. Kurset er for dig, der vil bygge videre på dine færdigheder i whitewater kajak og arbejde målrettet med IPP2-niveauet. Kom med på IPP2 Whitewater kajak-kursus i Pinsen. Læs mere og tilmeld dig her

DKF godkendt som miljøforbund under Danmarks Idrætsforbunds program ”Idræt for klima”

DKF forpligter sig til konkrete adfærdsændringer, der bidrager til klima og rent vand under DIF’s program ”Idræt for Klima”. For padlere og roere er klimaforandringer og miljøbelastning alvorlige sager. Vi ser det, når kystsikring ændrer de vante ruter, eller når affald i vandet ødelægger naturoplevelsen. Derfor har DKF valgt at deltage i Danmarks Idræstforbunds program ”Idræt for Klima”. ”Man kan ikke elske vandsport uden at elske naturen.Det er vores privilegium at have den blå natur som vores legeplads og træningsrum. Men med det privilegium følger en opgave: Vi har pligt til at passe på det miljø, vi lever i,” lyder det fra forbundet. DKF har valgt at fokusere på tre indsatsområder, der skal skabe forandring i forbundet og helt ude i klubberne: Transport med omtanke: Siden 2022 har DKF kortlagt sit transportdata. Det betyder et kritisk blik på alt fra flyvning til internationale stævner til en ny kultur omkring samkørsel og tog frem for fly og enlige biler. Blå Ambassadører: Et landsdækkende netværk af frivillige fungerer nu som vandsportens øjne og ører. De overvåger kysterne, deltager i brugerråd i natur- og nationalparkerne og gør klubhuset mere miljøvenligt med alt fra solceller på tagene til grønnere menuer ved klubfesterne. Renere vand – én indsamling ad gangen: Gennem en dedikeret pulje støtter DKF lokale klubber, der ror ud for at samle affald. Med fokus på fællesskab på tværs af generationer rydder vi op, mens vi ror. ”Idræt for Klima er en arbejdshandske, der er trukket på. For hvis vi vil blive ved med at ro i rent vand, skal vi handle nu”, udtrykker forbundet. Ønsker du at vide mere om programmet, eller hvordan din klub kan støtte miljøarbejdet? Kontakt Irene Lauridsen på: irene.lauridsen@kano-kajak.dk

Sølv til Mads, stærk Thorbjørn og en weekend med både højdepunkter og læringspunkter i Szeged

Sæsonens første World Cup er afviklet, og de danske kajak- og kanoroere har leveret en weekend med både store og gode præstationer og resultater, som hverken atleterne eller DKF kan være tilfredse med. I et felt, hvor stort set alle de bedste nationer var på plads – og hvor hvert eneste løb tæller med på vejen mod OL i Los Angeles 2028 – fik vi bekræftet, at vi har atleter, der hører til i den internationale top, samtidig med at vi klart skal samle op på både og atleter, der præsterede udenfor det forventede område. Det er tydeligt for alle. Samlet set skal det omsættes til endnu bedre præstationer i Brandenburg, der starter på torsdag. Mads Brandt Pedersen tager sølv på K1 5000 meter Weekendens absolutte højdepunkt blev leveret af Mads Brandt Pedersen, der i søndagens A-finale på K1 5000 meter sikrede sig sølvmedaljen i tiden 21:57.45. Kun Fernando Pimenta (POR) var foran. På 3. pladsen kom Hamish Lovemore (RSA). Det er en stærk åbning på den toårige OL-kvalifikationsperiode, hvor Mads bekræfter sin position i den absolutte verdenstop på langdistancen. Valdemar Jørgensen 4. plads på K1 5000 meter Sølvet stod ikke alene. Valdemar Jørgensen leverede en super sej og fokuseret indsats i samme A-finale og sluttede på en flot 4. plads i tiden 22:14.43 – kun cirka 2 sekunder fra bronzemedaljen. Det er en placering, der viser stor bredde  på de lange distancer, og den taler ind i et stærkt fælles momentum for disciplinen, hvor blandt andre OL-sølvvinder Adam Varga (HUN) måtte nøjes med 8. pladsen, mere end et minut bagud. Thorbjørn Rask – 5. plads på K1 1000 meter med tiden 3:24 Thorbjørn Rask kæmpede sig hele vejen ind i A-finalen på K1 Herre 1000 meter og sluttede på en 5. plads i tiden 3:24.21 – et stærkt resultat på en distance, hvor feltet i år var blandt det tungeste, vi har set længe, og en tid, der er omkring 4 sekunder hurtigere end det, han tidligere har præsteret. Thorbjørn var i finalen oppe imod blandt andre Fernando Pimenta (POR), Balint Kopasz (HUN), OL-bronzevinder fra Paris 2024 og olympisk mester fra Tokyo 2020, og Thomas Green (AUS). Bemærkelsesværdigt var det, at både OL-guldvinder Josef Dostal (CZE) og OL-sølvvinder Adam Varga (HUN) ikke nåede A-finalen på distancen. Thorbjørn Rask følger op med 6. plads på K1 500 meter Thorbjørn fortsatte den stærke weekend med endnu en A-finale på K1 Herre 500 meter, hvor han sluttede på 6. pladsen. Også her var feltet stærkt: Jean Van der Westhuyzen (AUS) vandt i 1:35.81, foran Adam Varga (HUN) og Josef Dostal (CZE). To A-finaler og to top-6 placeringer på to forskellige distancer i samme World Cup er et solidt afsæt at bygge sæsonen videre på – og Thorbjørn er sulten. K4 Herre 500 meter – 7. plads i A-finalen Den danske K4 Herre med Gustav Bock, Victor Gairy Aasmul, Morten Graversen og Simon Schuldt Hein kvalificerede sig sikkert til A-finalen via heat og semifinale og sluttede der på en 7. plads i tiden 1:20.56. Båden var oppe imod et felt af absolut topkvalitet: vinderne fra Ungarn (Nadas/Fodor/Kurucz/Totka) i 1:18.45, Australien (1:18.77), Litauen (1:19.00), regerende verdensmestre Portugal (1:19.02) og OL-vinder Tyskland med Tom Liebscher-Lucz tilbage i båden (1:19.05). Det var vigtigt at være med i finalen og levere tre konsekutive løb ved første World Cup, hvor der fortsat er elementer, der kan forbedres – og et resultat, som herrerne kan bygge videre på frem mod næste weekend, og resten af sæsonen. K2 Herre 500 meter – en dramatisk dag med to danske både i B-finalen På K2 Herre 500 meter havde vi to danske både i ilden: Simon Schuldt Hein og Morten Graversen samt Jonathan Thorbjørn Dagnæs-Hansen og Valdemar Jørgensen. Efter semifinalerne lå tiderne sådan, at Simon og Morten lå til en plads i B-finalen, mens Jonathan og Valdemar skulle ro C-finalen. Men dagen tog en uventet drejning. Den ungarske K2 (Totka/Nadas), der er kendt for at gå til grænsen og minimere bådens vægt, blev efter løbet vejet og fundet for let. Drengene havde regnet skarpt – men ikke skarpt nok – og båden lå under ICFs godkendte minimumsvægt på 18 kg. Den ungarske båd blev derfor diskvalificeret. Det betød, at en båd fra B-finalen rykkede op i A-finalen, og at Jonathan og Valdemar dermed rykkede fra C- til B-finalen. ICF havde lagt et meget stramt program med under én time mellem semifinalerne og C- og B-finalerne, og en diskvalifikation tager tid at få afviklet officielt. Valdemar og Jonathan gik derfor på vandet i den tro, at de skulle ro C-finalen. De var igennem bådkontrollen, da staben pludselig opdagede, at de ikke længere lå på bane 6 i C-finalen, men på bane 7 i B-finalen. På bredden i Szeged blev bådnummeret hurtigt skiftet ud, og herrerne fik besked om, at de nu skulle ro B-finalen i stedet for C-finalen. Begge danske både leverede gode præstationer.. Simon og Morten blev nr. 5 i B-finalen i tiden 1:29.31 (samlet 14. plads), og Jonathan og Valdemar blev nr. 8 i B-finalen i 1:29.90 (samlet 17. plads). Det bliver meget spændende at følge dem næste weekend i Brandenburg, hvor de igen er i ilden sammen med de øvrige danske både – og hvor Jeppe Kristensen støder til truppen på K1 200 meter. Kano-roerne – stærkt forsøg på den lange distance På C1 Herre 5000 meter sluttede William Scales på en 12. plads, og Arthur Scales kom ind som nr. 20 i et stort felt, hvor Jaime Duro (ESP). Arthur stillede desuden op i C1 Herre 1000 meter (heat) og C1 Herre 500 meter (Final C), mens Kristoffer Ravn Neve var i ilden på C1 Herre 200 meter (semifinale) og sammen med William i C2 Herre 500 meter (heat). Det er et stærkt og bredt internationalt felt på kano-disciplinerne, og turen til Szeged giver vores tre kanoroere værdifuld erfaring at bygge videre på – som viser der  Kvindesiden – et klart fokusområde frem mod Brandenburg Frederikke Hauge Mørcke gik ind til K1 Dame 200 meter Final A med…