Kom ud af klubben med dine ungdomsroere
Holdspil i gymnastiksal eller på en græsplæne
Lej en hal i lokalområdet eller benyt et udeareal med lys.
Spil fodbold, basketball, stikbold, gamle lege.
Løbetræning på en sjov måde
Stafet – styrk eksplosivitet.
Lav en stafet på en strækning, der er 200 meter lang. Svarende til kortbaneløb.
Bike and run – styrk fællesskabet
Sæt to til tre personer sammen på et hold. Det gælder om sammen at nedlægge en rundstrækning i lokalområdet. Hvert hold har en cykel med sig, som man skiftes til at cykle på. Alle skal være på cyklen minimum to gange. Holdet skal følges ad hele vejen.
Intervaltræning – styrk kondien
Find et område i kan løbe rundt om.
Sæt roerne sammen to og to. Når startskuddet går, løber man hver sin vej rundt, når man møder hinanden ude på ruten, giver man high-five til hinanden og løber sammen vej tilbage, som man kom fra.
Stjerneløb – styrk kondien
Find et område, hvor I har et midtpunkt, og hvorfra I kan løbe ud af tre veje.
Ved jeres midtpunkt har roerne et til to minutters pause, inden de løber ud igen. Strækningerne på vejene skal ikke være mere end 100-500 meter ud og hjem.
Handicapløb
Deltag i klubbens handicapløb eller lav et selv på ungdomsholdet.
Trailløb
Trailløb er super fedt! Det er løb på en legende og udfordrende måde, hvor pulsen kommer op, uden man helt tænker over det. Tag jeres børn og unge i skoven og hav en sjov dag sammen. Husk at hep på hinanden og slut af med en kop varm kakao og lidt hjemmebagt. Husk lidt varmt og tørt tøj til at tage på bagefter.