Beskrivelse
Siden 1976 har Aalborg Kajakklub afholdt Vendelboløbet i august.
Stævnet er for alle roere, der har lyst til at prøve kræfter med den smukke og afvekslende rute fra Aabybro til Aalborg.
Som sædvanlig er Vendelboløbet en 21 km kajakfest med start ved Aabybro Mejeri, der især er kendt for Ryå Is.
Den første halvdel af ruten er i fuld fart nedstrøms ad den brede Ryå forbi skove, marker og enge, mens den anden halvdel er på Limfjorden.
De første par kilometer på fjorden fra åens munding til Aalborg Lufthavn går gennem et Natura 2000 fuglehabitat, og kan være på lavt vand alt efter vandstanden. Derefter følger et stykke mellem Egholm og Lindholm/Vendsyssel, hvor man skal følge Nørredybet ned til den åbne fjord. Det sidste stykke på Limfjorden indtil måltagning ved Aalborg Kajakklub er åbent og man skal krydse mellem anden trafik. Her er naturligvis sikkerhedsbåde.
Distancen i Vendelboløbet er 21 km og for alle roere – både dem, som vil ro om kap hele vejen og de, som deltager for at gennemføre.
Der udskrives løb i mange aldersklasser samt K2 og havkajak og surfski.
Der uddeles medaljer i samtlige løbsklasser, samt lodtrækningspræmier blandt alle.


