Velkommen til nye samarbejdspartnere

Vi byder velkommen til tre nye samarbejdspartnere, der alle uddanner kajakroere i IPP systemet. Samsø Havkajak, beliggende ved Nordby på Samsø, Ærø Kajakudlejning i Marstal og KTI (Tech College Greenland)  i Sisimiut kan alle fra dags dato udstede licenser via vores online licenssystem. Vi glæder os til samarbejdet og byder velkommen!  

Ældre mænd vælger sikkerheden fra

Ifølge nye tal fra TrygFondens Nationale Druknestatistik har ældre langt højere risiko for at drukne i en ulykke i Danmark end de yngre aldersgrupper. René Højer, programchef med ansvar for bade- og vandsikkerhed hos TrygFonden, har dette bud på, hvorfor det forholder sig sådan. “I de senere år er det ved en fælles indsats lykkedes at reducere antallet af personer, der mister livet i en drukneulykke. Det er glædeligt, men vi kan samtidig konstatere, at mænd i den ældre del af befolkningen har en højere risiko for at drukne end resten af befolkningen. En af forklaringerne kan være, at de ældre generationer ikke – på samme måde som de yngre – er vokset op med de mange forholdsregler, som gælder i dag med fx at bruge cykelhjelm, sætte børn i autostol og spænde sikkerhedsselen i bilen”, siger René Højer. Fraværet af forholdsregler afspejler sig i de ældre mænds adfærd, når de færdes ved og på vandet. Læs mere om statistikken hos TrygFonden.