Guld i Racice

René Holten tager guld på 500 meter Efter gårsdagens bronze på den olympiske 1.000 meter enerkajak, fulgte den regerende og dobbelte verdensmester på den halve distance, René Holten Poulsen fra Maribo op søndag formiddag ved at vinde guldet ved World Cup i Racice. Og guldet blev roet hjem med en overlegen sejr. Allerede efter 150 meter tog danskeren føringen og udbyggede den løbet igennem. På andenpladsen kom overraskende serberen Vladimir  Torubarov, mens bronzen gik til Adam Van Koeverden fra Canada.

Firerkajak forbedrer sig

Firerkajak fik en fjerdeplads   Efter den flotte bronze i enerkajakken var Maribo-roeren Emma Aastrand Jørgensen små tre kvarter efter tilbage på vandet i Racice til sin anden World Cup finale – i firerkjakken sammen med Amalie Thomsen fra Limfjorden samt Ida Villumsen og Henriette Engel hansen fra 361. Kvartetten indledte OL-sæsonen med en sjetteplads ved World Cup i Duisburg for en uge siden, og den placering blev forbedret med to pladser i Racice. Danskerne lå midtvejs i løbet på femte-sjettepladsen, men roede sig op på de sidste 200 meter. Guldet gik til Tyskland foran Ukraine og New Zealand.

World Cup bronze i Racice

Emmas finaledag begyndte med World Cup bronze   Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo er til formiddag med i hele to World Cup finaler i Racice, begge på den olympiske 500 meter. Den første finale var i enerkajak, hvor hun vekslede sidste uges syvendeplads i Duisburg med en bronzemedalje i Racice, hendes første seniormedalje i enerkajak. Maribo-roeren fik et godt løb, hvor hun midtvejs lå på fjerdepladsen, men med en fantastisk finish kun var centimeter fra at nappe sølvet fra kinesiske Yu Zhou. Vinder blev Inna Osipneko fra Azerbajsjan. Om små tre kvarter gælder det så finalen i firerkajakken sammen med Amalie Thomsen, Limfjorden samt Ida Villumsen og Henriette Engel Hansen fra 361.