Sensationel bronze

Sensationel bronze til Mads og Nicolai   Midtvejs i løbet kunne man fortælle om en fornem placering i Top10. Men så tog pokker ved ungdomsroerne Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg og Nicolai Mørcke fra Lyngby i den afsluttende toerkajak for seniorer ved EM maraton i Pontevedra. Med raketfart åd de sig op gennem feltet, og på næstsidste omgang bragte de sig helt ind i kampen om medaljerne sammen med den tjekkiske båd med Jakub Adam og Michael Odvarko. Forude lå de urørlige to både fra Spanien, men en sensationel bronze lå pludselig foran danskerne, og de greb medaljen, da de på sidste overbæring før den korte finalerunde, satte tjekkerne af. Jubelbrølet fra Mads Brandt Pedersen og Nicolai Mørcke kunne næsten høres til Danmark, da de krydsede målstregen efter et af de mest fantastiske comebacks, der er set længe i maraton kajak. Den anden danske båd med Nicolai Blach fra Limfjorden sammen med Elias Ryom Kramer fra Skanderborg kom ikke til at spille en rolle i løbet, der blev vundet af Ivan Alonso og Diego Pina fra Spanien. Med bronzemedaljen satte Mads Brandt Pedersen og Nicolai Mørcke et flot punktum for Danmark ved EM. I alt blev det til fem medaljer, en af sølv og fire af bronze.   Foto: Mads Brandt Pedersen og Nicolai Mørcke krydser målstregen som bronzevindere.

EM i den tunge ende

Langt løb for danske herrer Det blev i mere end en forstand et langt løb for de to danske herrer i lørdagens afsluttende enerkajak ved EM maraton i Pontevedra. Allerede på første omgang blev Emil Kræmer fra Silkeborg og Martin Møller Friderichsen fra Maribo roet ned i den tunge ende af feltet, og begge danskere sluttede også langt nede på resultattavlen. Emil Kræmer blev nummer 18, Martin Møller Friderichsen nummer 19 af de 24 deltagere. Vinder blev den regerende europamester José Ramalho. I en tæt spurt slog portugiseren hjemmebanehåbet Emilio Merchan og ungarske Adrian Boros.

Stort EM comeback

Imponerende comeback af Silkeborg-roer Selv om Silkeborg-roeren Anne-Mia Pretzmann væltede i massestarten og måtte hjælpes tilbage i kajakken igen, så præsterede hun et imponerende comeback i seniorernes enerkajak ved EM maraton i spanske Pontevedra. Fra positionen sidst i feltet med et tidstab på cirka fire minutter, roede hun sig omgang for omgang ind på konkurrenterne foran, og midtvejs i løbet var hun avanceret fem pladser til en 12. plads. Men, det var ikke nok for danskeren, der fortsatte ufortrødent og kort efter indhentede Jennifer Klein fra Tyskland. De to fulgtes ad en halv omgang, så satte danskeren igen et ryk ind og roede herfra mod målstregen til en fornem 10. plads. Vinder af løbet blev den mangedobbelte verdens- og regerende europamester Renata Csay fra Ungarn foran landsmandinden Vanda Kiszli, som vandt U23 løbet torsdag, og den regerende verdensmester Anna Koziskova fra Tjekkiet. Foto: Annemia Pretzmann kom stærkt tilbage efter sit uheld i starten.

Samarbejde gav EM-medaljer

Perfekt samarbejde sikrer dansk EM sølv og bronze   Danmark fik både sin tredje og fjerde medalje ved EM maraton kajak i Pontevedra, da et perfekt samarbejde mellem Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg og Nicolai Mørcke fra Lyngby udmøntede sig i EM-sølv til Silkeborg-roeren og EM-bronze til Lyngby-roeren i herre enerkajak U23 klassen. For 14 dage siden kæmpede de to danskere en indædt kamp mod hinanden ved DM i Horsens med Mads Brandt Pedersen som vinder, men i EM-løbet roede de taktisk sammen gennem hele løbet, hvor de ofte var i samtale med hinanden. Især efter, at de på tredje omgang skilte sig ud fra feltet i en tremands-gruppe sammen med ungarske Adam Petro. De fik hurtigt et forspring på et halvt minut, som de tre øgede løbet igennem. De to danskere forsøgte ad flere omgange at ryste Petro af, men ungareren viste sig for stærk. Også da Mads Brandt Pedersen på syvende omgang lavede et stort ryk. I stedet for at ryste Petro af, rystede det Mørcke af med 100 meter. På sidste overbæring forsøgte Mads Brandt Pedersen at få en fordel ved at komme først, men igen var Petro hurtigst, og da den ungarske roer fumlede med at komme op af kajakken, kom han til at tage armen om danskerens kajak og efterfølgende skubbe danskeren omkuld. Situationen så dramatisk ud, men virkede hændelig, og da danskeren krydsede målstregen 50 meter efter ungareren, var han hurtigt oppe på siden af Petro med et skulderklap og en tak for kampen. Foto: Adam Petro og Mads Brandt Pedersen takker hinanden efter løbet.

Danskerduel ved EM

Silkeborg vandt danskerduel EM maraton i toerkajakkerne for herrejunior i Pontevedra udviklede sig til en kamp i kampen for de to danske både med Emil Skovsager og Rasmus Vium Madsen fra Silkeborg samt Christian Olsen og Karl Find Hansen fra Vallensbæk. På de første to omgange var Silkeborg-duoen med fremme, men faldt så tilbage i tredje gruppe, hvor Christian Olsen og Karl Find Hansen sad sammen med det svenske par Adam Verderbrand og Anton Andersson. De tre par fulgtes ad til mål, hvor Emil Skovsager og Rasmus Vium Madsen vandt spurten foran Christian Olsen og Karl Find Hansen til henholdsvis en syvende- og en ottendeplads. Vinder blev Ungarn med Istvan Lukacs og Akos Obert. Foto: Emil Skovsager og Rasmus Vium Madsen fra Silkeborg lå med fremme i starten af løbet.